Der findes dage, hvor vinden glemmer at blæse, og dage hvor solen glemmer at gå ned, men denne tirsdag skete der noget, som ingen i hele verden havde prøvet før. Jonathan stod på stranden og kiggede ud over det store Vesterhav, men vandet lignede slet ikke sig selv. Det plejede at sige ‘brus’ og ‘skvulp’, og det plejede at kaste hvide skumtoppe efter hans gummistøvler, men i dag lå det helt stille. Faktisk lignede det slet ikke vand. Det lignede en kæmpestor, lyseblå fløjlsdyne, der lå og hævede og sænkede sig i en meget langsom takt. Hvis man lyttede rigtig godt efter, kunne man høre en lyd, der mindede om en lille mops, der snorker under en sofa. Havet havde simpelthen besluttet sig for at tage en lur.
Jonathan vovede sig forsigtigt helt ned til vandkanten. Han prikkede til det med en lille pind, han havde fundet, og i stedet for at lave ringe i vandet, gav havet bare et lille, dovent ‘mums’ fra sig, som om det vendte sig om på den anden side i søvne. Det var her, han mødte Bobbel-Børge. Bobbel-Børge var en søstjerne med meget store briller og en lillebitte natlue på spidsen af den ene arm. Han kom kravlende hen over det fløjlsbløde vand med en lille kop tang-te i den anden hånd. Han så meget bekymret ud, for det er faktisk ret svært for en søstjerne at navigere, når havet pludselig opfører sig som en madras.
Det er helt galt, sagde Bobbel-Børge og rettede på sine briller. Havet har været vågent i flere millioner år uden at blinke med en eneste bølge, og nu har det bare trukket stikket. Det siger, at det er træt af altid at skulle bære på de tunge færger, og det er dødtræt af fisk, der kildrer det på bunden hele natten. Jonathan satte sig ned på det bløde vand, der føltes som at sidde i en meget stor sækkestol. Han tænkte på, hvordan det måtte være at være så stor og altid skulle være i gang. Selvom man er et helt hav, må man vel godt blive lidt træt af at skulle sige ‘skvulp’ hele tiden.
Pludselig landede Fru Fnugfri ved siden af dem. Fru Fnugfri var en måge, der altid var meget renlig og aldrig kunne finde ud af at lande uden at skælde lidt ud først. Hun baskede med vingerne og så helt fortvivlet ud, for hun kunne ikke finde ud af at fange fisk, når vandet var så blødt, at hendes næb bare hoppede tilbage som en trampolin. Det her duer ikke, skreg hun. Hvis havet ikke vågner, glemmer vi alle sammen, hvordan man svømmer, og fiskene begynder at lære at gå på hænder dernede i dybet, bare fordi de har for meget tid. Vi må gøre noget for at vække det, men vi skal gøre det pænt.
De prøvede alt muligt. Først prøvede de at kilde havet med en stor fjer fra Fru Fnugfri, men havet grinede bare lidt i søvne, så der kom små, lune bobler op til overfladen. Det lugtede lidt af saltkaramel, hvilket var meget mærkeligt, men det fik ikke havet til at åbne øjnene. Så prøvede Jonathan at synge en meget høj sang om pirater og pølsehorn, men havet begyndte bare at snorke endnu højere, så de små fiskerbåde ude i horisonten hoppede op og ned som popcorn i en gryde. Skipper Skægstiv, en gammel og meget klog krabbe med en lille pibe lavet af drivtømmer, kom også forbi. Han kiggede på det sovende hav og sukkede dybt.
I ved intet om hvile, sagde Skipper Skægstiv og puffede en lille sky af havtåge ud. Havet sover ikke, fordi det er dovent. Det sover, fordi det har mistet sin gnist. Det har glemt, hvorfor det er sjovt at være vådt og vildt. Det ser bare de samme skibe og de samme sten hver eneste dag. Hvis vi vil have det til at vågne, skal vi vise det noget, det aldrig har set før. Vi skal minde det om, at verden er fuld af små mirakler, selv når man selv er det største mirakel af dem alle.
Jonathan tænkte sig om. Han tænkte på sin lillebror Malthe og på Mia, der altid kunne få ham til at grine ved at lave skøre ansigter. Han tænkte på Villum og Jonathan, der engang havde bygget det flotteste sandslot i hele verden, kun for at se havet skylle det væk. Måske var det dét, havet savnede. Ikke bare at bære på ting, men at være med i legen. Han begyndte at samle de flotteste muslingeskaller, han kunne finde. Han lagde dem i et langt, snoet mønster ude på det bløde hav-vand. Bobbel-Børge hjalp til ved at hente selvlysende alger fra dybet, og Fru Fnugfri hentede små, farvede glasstykker, som havet selv havde slebet glatte over mange år.
Sammen byggede de det største og mest mærkelige kunstværk direkte oven på den sovende havdyne. Det lignede en blanding af en rumraket og en kæmpe lagkage. Da de var færdige, skinnede solen ned på de blanke glasstykker og de selvlysende alger, så hele overfladen begyndte at glitre i alle regnbuens farver. Lyset kildrede havet helt nede på bunden, og langsomt, meget langsomt, begyndte fløjlsoverfladen at skifte tilbage til rigtigt vand. Det startede som en lille sitren, og så kom der et kæmpe, dybt suk, der sendte en lille bølge hele vejen ind til stranden.
Havet åbnede sine store, blå øjne og kiggede på Jonathan og hans venner. Det så kunstværket, der nu gyngede på de rigtige bølger, og det kunne ikke lade være med at smile med et stort, hvidt skumsprøjt. Det føltes pludselig let og frisk igen. Det havde fået lov til at sove ud, men vigtigst af alt, så havde det mærket, at nogen passede på det, mens det lukkede øjnene. Det forstod, at selvom man er det stærkeste og største i verden, så er det helt okay at tage en lur en gang imellem, så længe man har gode venner, der kan vække en med en historie og lidt glimmer.
Jonathan stod tilbage på stranden, mens vandet igen skvulpede mod hans støvler. Bobbel-Børge var svømmet tilbage til sit hus i tangskoven, og Fru Fnugfri havde endelig fanget en fisk. Havet var ikke længere en dyne, men det sang nu en lidt gladere sang end før. Det lød som om, det havde fået en helt ny energi, og hver gang en bølge ramte sandet, lød det næsten som om, det sagde tak. Jonathan smilede og vidste, at næste gang han selv blev træt, ville han huske på det store hav, der lærte at hvile sig for at blive endnu vildere bagefter.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: Den forsvundne skygge og det talende ur
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
