Det er en mærkelig følelse at vågne op og opdage, at man har mistet en time af sit liv. Ikke som når man sover tungt efter en lang dag, men som om nogen har klippet en bid ud af filmen og efterladt én i mørket. Jeg sidder her tre dage efter, at min krop besluttede, at nu var det nok. Vi var i Løgstør, hele familien, indlogeret på Park Hotel. Planen var enkel: Nibe Festival, hygge, sommer og det der pusterum, som vi alle går og bilder os selv ind, at vi har styr på. Men pusterummet viste sig at være en illusion, og min hjerne valgte i stedet at trykke på den store, røde reset-knap.
Det hele startede som en ganske almindelig onsdag morgen. Jeg kom ud af badet, frisk på overfladen, men indeni var der noget, der var kortsluttet. Min kæreste fortæller bagefter, hvordan jeg pludselig stod og kiggede tomt på en kuffert. Jeg anede ikke, hvorfor den var pakket. Jeg anede ikke, hvor mine børn var, eller hvorfor vi overhovedet befandt os i Nordjylland. Det er en skræmmende tanke, at man kan stå midt i sit eget liv og være en fuldstændig fremmed. Jeg spurgte de samme spørgsmål igen og igen, som en grammofonplade med en dyb ridse, mens panikken langsomt sneg sig ind i rummet.
Den hvide verden i Aalborg
Herefter bliver alt sort. Den næste time eksisterer ikke i mit arkiv. Den er væk. Slettet. Jeg husker intet om ambulancen, de blå blink eller turen mod Aalborg Universitetshospital. Jeg vågner først rigtigt op i en hospitalsseng, omgivet af hvide kitler og den der sterile lugt, som altid minder én om livets skrøbelighed. Lægernes ansigter var alvorlige. Når man falder om og mister hukommelsen, tænker alle det samme: Blodprop. En hjerneblødning. Slagtilfælde. Ordene svæver i luften som tunge skyer, og man mærker en frygt, der borer sig helt ind i knoglerne.
Jeg røg direkte i en MR-scanner. Det er en sær oplevelse at ligge derinde i røret, mens maskinen banker løs, og man venter på dommen over sit eget indre. Er jeg gået i stykker? Er det her slutningen på alt det, jeg kender? Men scanningen viste ingenting. Min hjerne er fysisk intakt. Der er ingen blodprop, ingen blødning. Det, der ramte mig, var en neurologisk reaktion på et massivt, akkumuleret pres. Et stress-blackout af de helt store, hvor hjernen simpelthen trækker stikket for at beskytte sig selv mod total nedsmeltning.
Prisen for overhalingsbanen
Når man ser tilbage på de sidste mange måneder, er det måske ikke så mærkeligt, selvom man altid tror, at man er lavet af noget stærkere end alle andre. Jeg har kørt med 180 i timen. Arbejdsuger på 70-80 timer, konstante krav, offentlighedens søgelys og de mange stemmer, der altid vil have en bid af én. Læg dertil de personlige stormvejr, som en skilsmisse jo altid er, og man har opskriften på en katastrofe. Jeg har bildt mig selv ind, at jeg kunne klare det hele. At jeg kunne stå model til vreden, de hadske tilråb på gaden og de konstante forventninger, uden at det satte sig. Men kroppen lyver aldrig, selvom hovedet gør.
Det hårdeste har ikke været min egen tur i ambulancen. Det har været at vide, at mine børn stod midt i det hele. At de så deres far forsvinde ind i en tåge af forvirring og bevidstløshed. Det er det ultimative kontroltab, når man ikke længere kan være den trygge base for dem, man elsker mest. De oplevede en far, der ikke kunne kende sit eget liv, og det er et billede, jeg ville ønske, jeg kunne viske væk fra deres nethinder.
Et nyt kapitel uden sort skærm
Nu er jeg udskrevet og tilbage i virkeligheden, men virkeligheden føles anderledes. Der er en ydmyghed, der følger med sådan en lussing fra universet. Man finder ud af, at man ikke er uovervindelig. At man ikke kan blive ved med at trække på en konto, hvor der ikke er sat noget ind i månedsvis. Jeg har lært, at “at holde fri” ikke bare er noget, man siger, men noget man er nødt til at praktisere med militærisk disciplin, hvis man vil blive ved med at være her.
Det her indlæg er ikke en nekrolog, men en memento mori. Husk at leve, mens du gør det, og husk at lytte, før din krop er nødt til at råbe så højt, at alt bliver sort. Jeg fortsætter, men jeg fortsætter med et andet gear i gearkassen. Der er ingen grund til at nå først til målstregen, hvis man glemmer vejen derhen.
P.S. Hvis du også føler, at din harddisk er ved at være fyldt op, så tag det som et tegn. Det er billigere at holde ind til siden nu end at vente på, at motoren brænder sammen i Løgstør. Jeg er i hvert fald begyndt at sætte pris på de timer, jeg kan huske. Hvis du har brug for en samtalepartner til din virksomhed eller organisation om, hvordan vi passer på hinanden og kommunikationen i en presset verden, så ræk endelig ud. Vi ses derude – i et tempo, hvor vi alle kan følge med.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
