Man siger, at hunden er menneskets bedste ven, men det er løgn. I hvert fald hvis man med “ven” mener en, der ikke æder din litterære arv eller forvandler din stue til en rygende ruin af det, vi i renovationsbranchen kalder småt brændbart. Vi har fået hund. Buddy hedder han. En sort labrador retriever, der lige nu er seks måneder gammel og besidder en energi, som man normalt kun finder hos hyperaktive teenagere med fri adgang til energidrik. Han er ikke bare en hund; han er en naturkatastrofe med logrende hale, og hvis han var en politisk bevægelse, ville han være anarkismen i sin reneste, mest destruktive form.
Det startede som en idyllisk tanke om gåture i skoven og en trofast følgesvend ved fødderne. En varm hund på maven, når man tog en lur i sofaen. Virkeligheden er dog, at Buddy betragter mine fødder som tyggelegetøj og mine klummer som en personlig fornærmelse, der skal makuleres hurtigst muligt. Vi har lige passeret de seks måneder, og de skarpe mælketænder – de der små hvide sylespidse torturinstrumenter – er endelig røget ud. Det burde være en lettelse, men skaden er sket. Vores hjem ligner noget, der har været gennem en mellemstor borgerkrig, og genopbygningsfasen har lange udsigter.
Den intellektuelle tyggegummi-maskine
Buddy har en særlig forkærlighed for bogreolen. Det er ikke fordi, han er kulturelt anlagt, selvom han har tygget sig igennem en betragtelig del af dansk litteraturhistorie. Han startede med de letlæselige, men han eskalerede hurtigt til de tunge klassikere. En dag kom jeg hjem til synet af Grundtvig, spredt ud over hele parketgulvet i små, våde papirfnug. Der røg de salmer og den folkeånd. Det er muligt, at Grundtvig ville have sat pris på det levende ord, men jeg tvivler på, at han havde forestillet sig, at det skulle passere gennem mave-tarm-systemet på en labrador, før det blev rigtig nærværende.
Det stopper ikke ved bøgerne. Vi har måttet sige farvel til et par tæpper, som vi ellers holdt meget af. De røg ikke ud, fordi de var slidte, men fordi de begyndte at antage en duft, der bedst kan beskrives som en blanding af våd uld, gammel leverpostej og det der førnævnte “småt brændbart”. Når en hund først har besluttet sig for, at et tæppe er både et toilet, en seng og et spisekammer, så er der ingen vej tilbage. Linda kigger på tæpperne med et blik, der rummer både sorg og en spirende lyst til at sende Buddy på en enkeltbillet til en meget fjern gård, mens jeg forsøger at opretholde en facade af overskud og “det er jo bare en hvalp”-retorik.
Navnet der forsvandt i mørket
En af de mest fascinerende ting ved Buddy er hans totale mangel på identitetsforståelse. Vi kalder ham Buddy. Vi råber Buddy. Vi fløjter og laver mærkelige lyde, der ville få enhver forbipasserende til at ringe efter den lukkede afdeling. Men for Buddy er navnet Buddy blot baggrundsstøj, på linje med vinden i træerne eller lyden af en emhætte. Han kender det ikke, eller også har han truffet et bevidst, eksistentielt valg om at ignorere os. Han kommer aldrig, når man kalder. Til gengæld kommer han altid, hvis han hører lyden af en køleskapslåge, der åbner i en radius af tre kilometer. Det er den eneste kommunikationsform, han anerkender: Lyden af mad.
Hjemmet er nu en kampplads, hvor vi forsøger at navigere i kaosset. Malthe på 18 forsøger at bevare en form for voksen værdighed midt i hundegalskaben, mens Anton og Villum mest af alt betragter Buddy som en form for uforudsigelig underholdning, indtil han æder deres Playstation-controllere. Linda navigerer i det med en tålmodighed, der burde udløse en medalje, mens hun forsøger at redde resterne af vores boligindretning. Vi er fem personer – og en hund – der bor i et hus, som Buddy har overtaget kontrollen med. Vi er bare lejere i hans sorte laboratorium af ødelæggelse.
Hvorfor gør vi det egentlig?
Når man står der klokken tre om natten i silende regnvejr og venter på, at et sort monster på fire ben beslutter sig for at skide i stedet for at æde sten, så spørger man sig selv: Hvorfor? Hvorfor inviterer man frivilligt et væsen indenfor, der ødelægger ens ejendele, lugter af småt brændbart og ignorerer ens blotte eksistens, medmindre man har en pølse i hånden? Svaret gemmer sig nok et sted mellem de ødelagte Grundtvig-sider og det logrende kaos. Der er noget afvæbnende ved den totale mangel på skam. Buddy er ligeglad med kriser, kommunikationsstrategier og politiske intriger. Han vil bare have nærhed, mad og noget at tygge i.
Det er en lektion i nærvær, omend en meget dyr og lugtende en af slagsen. Vi har mistet vores tæpper, vores bøger og vores nattesøvn, men vi har fået et sort hul af kærlighed, der fylder mere, end man skulle tro, 25 kilo hund kunne fylde. Buddy er måske uopdragelig, og han kender måske ikke sit navn, men han har lært os, at man ikke kan styre alt her i livet. Slet ikke når man – gudskelov – har en labrador.
P.S. Hvis du mangler en rådgiver, der kan håndtere kriser, der er værre end en hund, der æder Grundtvig, så ved du, hvor du kan finde mig. Jeg er klar til at rådgive din virksomhed i alt fra strategisk kommunikation til hvordan man overlever det totale kaos – både i bogreolen og i bestyrelseslokalet. Book et foredrag eller en rådgivningssession på jeppe.dk, så tager vi en snak om, hvordan vi får styr på jeres “Buddy”.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
