Man tænker uvilkårligt på, om det efterhånden er blevet sådan, at man kan få papir på hvad som helst, bare man møder op og ser rimelig medgørlig ud. Hvis det var lige så nemt at få en attest på hjernekirurgi eller et certifikat til at flyve en Airbus A380 i tæt tåge, ville himlen over landet vælte med selvgjorte kaptajner, der bare havde blinket med øjnene i to dage.
Vi har taget den pædagogiske slaphed til et helt nyt niveau. I denne uge kan vi læse om seks tyrkiske imamer, der har gennemført det såkaldte lovpligtige demokratikursus. Det lyder næsten som en Monty Python-sketch, hvis ikke det var fordi, det foregik på vores egen regning og med vores eget folkestyre som indsats. Kurset er ellers tænkt som det store bolværk mod mørkemænd, der prædiker middelalderlige værdier fra talerstole og baglokaler. Det skal lære dem om familieret, folkestyre, frihed og ikke mindst den lille sjove detalje, at mænd og ligestillede kvinder rent faktisk er skabt lige her i Kongeriget Danmark.
Men virkeligheden har det med at kollidere med Christiansborgs fine intentioner på den mest spektakulære måde. Præsten Jakob Ulriksen, som sad på samme hold, kunne bagefter fortælle, at knap halvdelen af deltagerne ikke forstod et eneste ord af, hvad der blev sagt. Der blev ikke tolket. Der blev ikke spurgt ind til substansen. Der blev bare siddet. To dage i komplet sproglig isolation, hvor man kunne have siddet og spillet ørkenvandring på sin telefon eller talt huller i loftet, og resultatet havde været det samme.
For hvad er hemmeligheden bag denne pædagogiske triumf? Jo, Københavns Professionshøjskole, der udbyder herlighederne, har fundet ud af den ultimative genvej til succes: Kurset bestås ved blotte fremmøde.
Ingen prøve. Ingen kontrol af, om budskabet er sivet ind gennem turbanen eller tørklædet. Ingen lille multiple choice-test om, hvorvidt man synes, at ytringsfrihed er en fin idé, eller om man foretrækker sharialovens mere kreative straffebestemmelser. Nej, bare mød op, træk vejret, og modtag dit bevis med posten. Det er næsten rørende i sin naivitet. Hvis vi indførte den model i resten af samfundet, kunne vi spare milliarder på uddannelsessystemet. Hvorfor dog plage de unge studerende med eksaminer, opgaver, censur og søvnløse nætter? Lad dem dog bare møde op i auditoriet, kigge ud af vinduet i tre år, og så udskriver vi en kandidatgrad i jura eller medicin. Tillykke, du har overlevet forelæsningsrækken uden at falde ned af stolen, her er din skalpel.
Man kan næsten se det for sig. Underviseren står foran tavlen og taler om magtens tredeling og ytringsfrihedens velsignelser, mens imamerne sidder på bagerste række og nikker høfligt hver gang, der bliver sagt ‘demokrati’, udelukkende fordi det lyder lidt ligesom noget, der kan spises eller handles med. Bagefter går de ud ad døren med et officielt dokument i hånden, der bekræfter, at de nu er brændende tilhængere af Grundloven, ligestilling og monarki. Det er genialt i sin enkelhed. Hvorfor overhovedet besvære sig med integration, når man kan nøjes med et lamineret stykke papir?
Kirkeminister Ida Auken er selvfølgelig forfærdet. Hun melder ud i pressen, at det vil hun dog have undersøgt. Det er den klassiske reaktion fra den politiske overklasse, når virkeligheden bider dem bagi. Først vedtager man en lov med store, smukke, moralske armbevægelser. Man stempler den som et historisk gennembrud for værdikampen. Man holder pressemøder og taler om at værne om de frie værdier. Og når det så viser sig, at systemet er skruet sammen af våd papmache, står man måbende og slår opgivende ud med armene, som om man ikke anede, at et kursus uden eksamen fungerer præcis som et kursus uden eksamen.
Det er den danske model for symbolpolitik når det er bedst. Vi elsker processer. Vi elsker kurser. Vi elsker titler og beviser. Alene ordet ‘demokratikursus’ smager af fremskridt og oplysning. Det lyder som noget, der koster millioner på finansloven og kan fremvises i Deadline, når journalisterne spørger, hvad regeringen egentlig gør for at redde verden. At indholdet så er fuldstændig ligegyldigt, rækker åbenbart ud over den politiske fantasi.
Det er her, den virkelige absurdisme opstår. Vi lever i et land, hvor almindelige borgere skal igennem det nåleøje, når de vil have et lån, bygge en udestue eller hente en pakke på posthuset. Man skal udfylde 23 skemaer, dokumentere sin indkomst tre år tilbage og vedlægge en erklæring fra sin bedstemor på tro og love. Men hvis man vil have vielsesbemyndigelse og retten til at forkynde værdier for andre mennesker, så kan man nøjes med at bestå et sprogkursus i tavshed. To dages ferie fra virkeligheden, og så er man godkendt af den danske stat som demokratisk fyrtårn.
Præsten Jakob Ulriksen har helt ret i sin kritik. Det er uendeligt latterligt. Men det er mere end det. Det er et symptom på en politisk kultur, hvor dokumentationen er vigtigere end virkeligheden. Det vigtigste for systemet er ikke, at folk forstår demokratiet. Det vigtigste er, at vi har papir på, at de har deltaget. Så kan vi sidde i ministerierne og krydse af og føle, at vi har gjort en forskel, mens grundlaget smuldrer under fødderne på os.
Imamerne tog deres beviser. De smilte sikkert hele vejen til moskeen. Og hvem kan klandre dem? Hvis staten insisterer på at uddele eksamensbeviser i blinde, så ville da være et dårligt menneske, der sagde no tak til et gratis stykke papir.
Vi har skabt et samfund, hvor bureaukratiet har overtaget funktionen som vores rituelle renselsesproces. Hvis bare et stykke papir er trykt på det rigtige papir med et fint segl fra en offentlig institution, så holder vi op med at stille spørgsmål. Så er manden frelst, og værdierne er sikret. At manden i virkeligheden står og tænker på noget helt andet, og at hele seancen var lige så givende som at stirre på en tapetseret væg, det lader vi bekvemt ligge. For guds skyld, lad os ikke ødelægge en god rapport med virkelige kendsgerninger.
Det er jo den samme logik, der gælder på det kommunale arbejdsmarked, hvor ledige sendes på det ene meningsløse kursus efter det andet i ‘effektiv jobsøgning’ holdt af undervisere, der ikke har set en rigtig arbejdsplads siden midten af 90’erne. De sidder der og lærer, hvordan man skriver en motiveret ansøgning, mens virksomhederne skriger efter arbejdskraft, som kan finde ud af at løfte en skruenøgle eller tale med en kunde. Men i det mindste er der mødepligt. Og så længe der er mødepligt, kan embedsmændene ånde lettede op. Systemet virker. Excel-arket er blåt.
Men når det kommer til demokrati og grundlæggende frihedsrettigheder, burde tøjet sidde lidt strammere. Demokrati er ikke noget, man lige lærer mens man sidder og stirrer på en Powerpoint-præsentation på et sprog, man ikke forstår. Det er værdier, der skal leves, forstås og forsvares. Hvis vi bare deler beviser ud som flødeboller til fastelavn, udvander vi selve fundamentet under det samfund, vi prøver at beskytte.
Det er derfor, det hele ender som en farce. Ikke fordi imamerne gør noget forkert – de griber bare den chance, systemet serverer på et sølvfad. Farcen ligger i vores egen uendelige godtroenhed, hvor vi tror, at fordi vi har skrevet et ord ind i en lovtekst, så har vi ændret virkeligheden.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
