En tilfældig kommentator på nettet mente forleden at vide, at et af mine indlæg var “tydeligt skrevet af AI“. Det er åbenbart den nye universelle dødsdom over folk, der kan sammensætte to ord uden at bruge bindingsevne som en skovsnegl.
Jeg har skrevet klummer i aviser og online i 30 år. Jeg elsker ord. Jeg elsker at nørde med formuleringer og finde den præcise, tørre tone. Men i dag er nutidens værste angreb, at det hele bare er genereret af en kold maskine. Og det smukke er, at man ikke kan forsvare sig. Det er rent påstand mod påstand.
For sjov smed jeg engang en gammel klumme fra Ekstra Bladet op i en såkaldt AI-detektor. Programmet gloede på teksten og konkluderede med 91 procents sikkerhed, at den var skrevet af en robot.
Der var bare et lille men. Klummen var trykt i Ekstra Bladet i 2011.
Dengang var ChatGPT ikke engang på tegnebrættet, og kunstig intelligens var noget, der foregik i science fiction-film med Arnold Schwarzenegger. Min egen tekst blev altså dømt som maskinelt fusk elleve år før maskinen overhovedet mødte mig. Hvis en algoritme kan dømme en tekst fra 2011 som fabriksny bot-kode, hvor håbløst står det så ikke til?
Studerende bliver i dag smidt ud af studiet, fordi en tilfældig gættemaskine mener, at deres kommaer sidder for pænt. Vi har skabt et samfund, hvor vi stoler blindt på en kold, binær dommer frem for det menneskelige talent.
Måske skriver jeg simpelthen bare så fejlfrit, at maskinerne tror, jeg er en af dem. Eller også er vi nået dertil, hvor vi alle er mistænkte, indtil det modsatte er bevist.
Løsningen er åbenbar. Frem over må jeg indføire lidt menneskelige sjusk, nogler staveordfejl og meningsløste tyrkfejl for at beviste min biologi. Alternativt må jeg sidde med blæk og fjerpen under en live-stream, mens jeg sveder over et stykke pergamentpapir. Gu vil jeg fandme da ej!
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
