Købmanden står bag disken og kigger træt ud på gaden, mens en pose discount-chips rasler i hænderne på en ung fyr, der tøver mellem at betale og bare lade som ingenting. Lidt efter er fyren væk, og det samme er tre flasker rødvin og en bakke hakket oksekød.
Før i tiden ringede man til politiet. I dag rækker man ud efter mobilen og åbner Facebook. Ikke for at anmelde forbrydelsen til dem, der efter loven er sat til at opklare den, men for at starte sin egen lille westernfilm midt i kommentarsporet.
Systemet har spillet fallit. Det ved alle, undtagen dem der sidder i de store kontorer med tykke tæpper og tror, virkeligheden kan løses med endnu et cirkulære om digital effektivisering.
Politiet har travlt. De har travlt med at udskrive fartbøder på strækninger, hvor ingen kører for stærkt, og de har travlt med at beskytte politikere mod folk, der råber højt på torvet. Når en lokal købmand ringer om et tyveri på to tusinde kroner, lyder besked fra den anden ende af røret som en blanding af et gaben og et venligt råd om at gemme kvitteringen. Sagen bliver henlagt hurtigere, end man kan nå at sige persondatalov.
Så må købmanden selv i sadlen. Han hiver det grynede overvågningsbillede frem fra kasseapparatets blinde vinkel. Billedet ligner noget fra et månelandingstidspunkt i 1969, hvor gerningsmanden mest af alt minder om en sløret udgave af Bigfoot. Men det er rigeligt til at starte byretten på nettet.
Inden for fem minutter koger det sociale medie. Lokalområdet går i selvsving. Karen fra bageren genkender jakken, og Bent fra autoforhandleren ved præcis, hvem der plejer at hænge ud ved tankstationen klokken tre om natten. Folk kræver gabestokken genindført, og der bliver talt om bål og brand, langsomme retsforfølgelser og afskaffelse af demokratiet, fordi en ung mand snuppede en pose Matador Mix uden at betale.
Det er her, det for alvor bliver absurd. Vi har skabt et samfund, hvor staten har trukket sig fra de nære opgaver, men hvor borgere og erhvervsdrivende stadig forventes at overholde et regelsæt, der for længst har mistet enhver berøring med den virkelighed, der udspiller sig over mælkekøleren.
Hvis købmanden hænger tyven ud, overtræder han loven. Så vanker der bøder for at krænke privatlivets fred for den stakkels tyv, der blot udlevede sin kreative trang til gratis dagligvarer. Tyven er pludselig blevet offeret for systemets nådesløse søgelys, mens købmanden står med regningen, varerne der er væk, og en trussel om retsforfølgelse fra Datatilsynet.
Det er den omvendte verden på steroider.
Imens sidder dem, der laver lovene, og diskuterer, om der skal ansættes flere konsulenter til at udrede problemet med faldende tillid til retsvæsenet. De forstår ingenting. De tror, at tillid er noget, man vedtager i et udvalg på Christiansborg, når blot der er afsat tilstrækkelige midler til en handlingsplan med et flot engelsk navn.
Men tillid skabes derude, hvor det virker. Og når det ikke virker, tager folk sagen i egen hånd. Købmanden bliver sherif, fordi staten har meldt afbud. Facebook bliver domstol, fordi den rigtige domstol har lukket for tilgangen.
Det næste skridt bliver vel, at vi selv må medbringe en skammel og et reb i Netto, næste gang pantautomaten ikke virker. God fornøjelse med retsplejen.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
