Der var engang en nat, hvor alt var helt forkert, fordi månen simpelthen havde fået nok af at lyse. Han havde fundet en gammel, stribet hængekøje i en have og besluttede sig for, at det var tid til en meget lang lur.
Det hele startede hjemme hos Jonathan. Jonathan var en dreng, der normalt elskede at sove, især når hans dyne føltes som en varm sky, men denne nat var anderledes. Selvom klokken havde slået både otte, ni og ti, var hans værelse stadig badet i et mærkeligt, sølvagtigt lys, der slet ikke ville gå væk. Han kiggede ud af vinduet for at skælde månen ud for at lyse så kraftigt, men til hans store overraskelse var himlen helt tom og mørk, som en sort tavle uden kridtstreger.
Jonathan gned sig i øjnene. Hvor var månen blevet af? Han vidste, at månen nogle gange gemte sig bag skyer, men skyerne var også gået i seng. Han listede ud af sengen, hans bare tæer mærkede det kolde trægulv, og han sneg sig hen til vinduet, der vendte ud mod haven. Og dér, nede mellem de to gamle æbletræer, så han noget, der ikke burde være der. Det lignede en kæmpe, lysende ost, der var blevet mast flad, men da han kiggede nærmere, så han, at det var selve månen. Den lå og snorkede så højt, at bladene på træerne rystede.
Den snorkende natlampe i baghaven
Jonathan skyndte sig at vække sin lillesøster, Mia. Hun lå og drømte om lyserøde elefanter, men da Jonathan hviskede, at månen lå i deres hængekøje, fløj hun op af sengen. Sammen sneg de sig ud i haven i deres nattøj. Græsset var vådt af dug, og luften duftede af nat-violer og eventyr. Da de nåede hen til hængekøjen, kunne de se, at månen havde taget en lille, stribet natkybe på, som han måske havde lånt fra en nisse. Han så utrolig fredfyldt ud, men hans snorken lød som en fjern torden, der rullede hen over græsplænen.
Pludselig hørte de en lille, pibende stemme. “Pas på! I må ikke vække ham for hurtigt, så bliver han bare svimmel og lyser grønt i fjorten dage!” Det var Glimmer-Grumme, en lille skabning med vinger lavet af spindelvæv og øjne som rav. Glimmer-Grumme var nattens opsynsmand, og han så meget bekymret ud. Han fortalte børnene, at månen i flere hundrede år havde glemt at holde ferie. Han var simpelthen blevet så træt af at se på alle de mennesker, der ikke kunne sove, at han selv var faldet om af udmattelse.
Men problemet var, at uden månen vidste stjernerne ikke, hvad de skulle gøre. De fløj rundt på himlen som forvirrede lysfluer. Nogle af dem var endda begyndt at falde ned i naboens swimmingpool, fordi de troede, det var en anden del af himlen. Verden havde brug for sin måne, men månen havde brug for sin søvn. Jonathan og Mia kiggede på hinanden. De vidste, hvordan det var at være trætte, især mandag morgen, så de besluttede sig for at hjælpe.
Da stjernerne holdt mørkefest
Mens månen sov videre, begyndte himlen at se mærkelig ud. Fordi månen ikke var der til at dirigere, var Karlsvognen kørt i grøften, og Nordstjernen var begyndt at blinke i takt til en sang, ingen kunne høre. Mia foreslog, at de skulle synge en vuggevise for månen, så han kunne få den allerbedste søvn på rekordtid. Men hvad synger man for en planet? Eller, hvad månen nu præcis var. De spurgte Glimmer-Grumme, der foreslog noget med “ost og sølvskind”.
De begyndte at synge, og for hver tone de ramte, blev månens lys lidt blødere og mere gyldent. Det var som om, søvnen sugede al trætheden ud af ham. Men midt i sangen landede en kæmpe humlebi ved navn Bumlebasker på Jonathans skulder. Bumlebasker var ikke en helt almindelig bi; han var nattens budbringer og bar på en lillebitte taske fuld af drømmestøv. Han forklarede, at månen ikke bare var træt i kroppen, men også i sindet. Han havde set for mange triste film gennem folks vinduer og havde brug for at drømme noget sjovt.
Mia fandt på en plan. Hun løb ind og hentede sin flotteste malebog og læste højt for månen om enhjørninger, der spillede fodbold, og skyer, der smagte af candyfloss. Jonathan tilføjede historier om rumskibe lavet af lakrids. Månen begyndte at smile i søvne. Hans store, lysende ansigt lyste nu op i en varm, venlig farve, og snorkeriet ændrede sig til en blid nynnen. Det var tydeligt, at de gode historier virkede bedre end nogen sovepille.
Vejen tilbage til de høje luftlag
Efter hvad der føltes som timer, men sikkert kun var tyve minutter i eventyrtid, slog månen øjnene op. De var store og sølvblå og så lidt forvirrede på de to børn i nattøj. “Hvor er jeg?” spurgte månen med en stemme, der lød som om, man hældte mælk op i et glas. Da Jonathan forklarede, at han var faldet i søvn i deres have, blev månen helt rød i kinderne – hvilket er ret usædvanligt for en måne. Han undskyldte mange gange og sagde, at hængekøjen bare så alt for fristende ud.
Men nu opstod det næste problem: Hvordan kom en tung, mæt måne tilbage på himlen? Han kunne jo ikke bare hoppe. Glimmer-Grumme og Bumlebasker prøvede at skubbe, men det var som at flytte et bjerg af lys. Jonathan kom i tanke om noget vigtigt. Han vidste, at alt i verden er forbundet med usynlige tråde af fantasi. Han bad Mia om at holde ham i hånden, og så bad de alle skovens dyr og alle de børn, der stadig var vågne, om at tænke på noget, der svævede.
De tænkte på sæbebobler, mælkebøttefrø og balloner, der stiger til vejrs. Langsomt, centimeter for centimeter, begyndte månen at løfte sig fra den stribede hængekøje. Han svævede op over æbletræerne, forbi skorstenen og videre op over de mørke skyer. Da han nåede sin vante plads, gav han et lille blink til Jonathan og Mia, som om han sagde tak. Stjernerne faldt straks på plads i deres pæne rækker, og natten blev endelig så rolig og mørk, som en rigtig nat skal være.
Jonathan og Mia listede tilbage i deres senge. Da Jonathan lukkede øjnene, føltes hans egen seng pludselig lige så god som den magiske hængekøje i haven. Han vidste, at næste gang han kiggede op på månen, ville han se en ven, der nu var frisk og udhvilet, klar til at passe på alle dem, der drømmer. Og måske, hvis man lytter rigtig godt efter en vindstille nat, kan man stadig høre et lille ekko af den sang, de sang for at give verden dens lys tilbage.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: Den talende hat og tavshedens kunst
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
