En “intern fejl” i Ballerup, og pludselig står hele nationen stille. Vi har bygget vores civilisation på binære koder, men da de svigtede, opdagede vi, at vi er to minutter fra at genindføre den rå bytteøkonomi og betale med fjerkræ.
Det starter altid med den der lille, insisterende lyd. Den korte, hidsige biptone fra terminalen, der ikke betyder “værsgo”, men “forsvind”. “Afvist”. Ordets tyngde er enorm i et moderne supermarked. Det er ikke bare din betaling, der er afvist; det er din eksistensberettigelse i det digitale samfund, der er sat på pause. Man kigger febrilsk på sin telefon, tjekker saldoen, selvom man godt ved, at der er dækning, og ser så op på ekspedienten, der har det samme tomme blik, som en guldfisk i en bowle. Bag dig vokser køen. Det er her, man ser det ske. Civilisationens fernis er tyndere, end vi tror, og den holdes kun oppe af en stabil fiberforbindelse hos Nets.
Da Nets for nylig besluttede sig for at tage en kollektiv lur, blev Danmark forvandlet til en mærkværdig blanding af en zombiefilm og et afsnit af Bonderøven. Vi har i årevis fået at vide, at kontanter er noget, man kun bruger i lyssky baggårde eller på plejehjem, men da skærmene gik i sort, stod vi der med vores glitrende iPhones og følte os som hulemænd med ubrugelige magiske amuletter. Det er fascinerende at observere, hvordan den moderne dansker reagerer, når teknologien svigter. Vi vifter med vores telefoner i luften, som om vi prøver at fange en vildfaren ånd fra skyen, mens vi i virkeligheden bare er ofre for en timelang driftsforstyrrelse, der sender os direkte tilbage til stenalderen. Eller i det mindste til en tid, hvor man måtte kigge hinanden i øjnene og spørge: “Hvad har du i tasken, som er et par liter letmælk værd?”.
Den digitale sårbarheds søeforklaring
Nets kalder det en “intern fejl”. Det er det ultimative spin. En intern fejl lyder som noget, man kan fikse med en kop kaffe og en genstart, men i virkeligheden er det en blottelse af vores totale hjælpeløshed. Vi har outsourcet vores grundlæggende evne til at handle med hinanden til en centraliseret magtfaktor, der åbenbart kan væltes af en træt server i Ballerup. Når systemet nede, opstår der en helt ny form for panik. Det er ikke frygten for sult, men frygten for at miste forbindelsen. Vi så MobilePay-betalingerne eksplodere, som om folk desperat forsøgte at bygge en tømmerflåde af bits og bytes, mens det digitale hangarskib sank. Men MobilePay er jo også bare en passager på det samme skib, og da presset blev for stort, begyndte redningsbådene også at tage vand ind.
Det er her, den gode, gamle søeforklaring kommer ind i billedet. For hvad gør man, når man står ved kassen i Netto med tre pølsehorn, en bakke æg og en pakke bleer, og det eneste, der virker, er din evne til at improvisere? Jeg overvejede et kort øjeblik at tilbyde kassedamen mit ur, men da jeg indså, at det også er et Apple Watch, der kræver strøm og opkobling for overhovedet at vise klokken, sank modet. Vi har gjort os så afhængige af det strømlinede, at vi har glemt, hvordan man håndterer det gnidningsfrie kaos. Vi er blevet et folkefærd, der kan navigere i komplekse algoritmer, men som går i baglås, hvis vi skal tælle byttepenge. Det er prisen for fremskridtet: Vi vinder effektivitet, men vi taber robustheden.
I min optik er det her ikke bare et teknisk problem. Det er et dannelsesproblem. Vi har glemt samtalen og det menneskelige beredskab. Når teknologien svigter, burde vi være i stand til at finde løsninger, der ikke kræver en internetforbindelse. Men i stedet ser vi folk forlade deres fyldte indkøbsvogne midt i butikken, som om der var udbrudt pest. Man ser voksne mennesker stå og stirre tomt på en korterminal, som om de venter på, at den skal tale til dem og give dem meningen med livet. Det er en kollektiv lammelse, der viser, at vi har lagt alle vores æg i én digital kurv – og den kurv er ejet af en virksomhed, hvis primære kommunikationsstrategi er at sige “vi beklager generne” tre timer for sent.
Fra algoritmer til bytteøkonomi
Der er noget befriende over tanken om at vende tilbage til en tid, hvor man byttede en høne for en sæk mel. Det kræver i det mindste, at man tager stilling til værdien af det, man har mellem hænderne. I det kontantløse samfund er penge blevet en abstrakt størrelse, nogle tal på en skærm, som vi flytter rundt på med en tommelfinger. Når tallene forsvinder, står vi tilbage med ingenting. Det minder mig om min egen fascination af tech og algoritmer, som jeg ofte taler om i mine foredrag om den medieskabte virkelighed. Vi stoler blindt på systemerne, indtil de tager fejl. Og de tager altid fejl på det mest upraktiske tidspunkt.
Jeg hørte om en bager, der under nedbruddet begyndte at give brød væk mod et løfte om, at kunden kom tilbage og betalte næste dag. Det er ægte kommunikation. Det er tillid i sin reneste form. Det er det, jeg altid prædiker: Mennesket er bedre end sit rygte. Mens Nets brugte timer på at formulere en steril pressemeddelelse, fandt borgerne deres egne løsninger. De begyndte at tale sammen. De lånte hinanden en tyver, de hjalp hinanden med at overføre via de mærkeligste omveje, og de genopdagede værdien i at være medborgere frem for bare forbrugere. Det er i krisen, at vi opdager, hvem vi egentlig er, når alt det blankpolerede bliver skrabet væk.
Men lad os være ærlige: Det er en stakket frist. Vi kommer ikke til at gå rundt med pølsehorn som valuta i det lange løb. Det er for besværligt at have i lommen, og kursen på remoulade er alt for svingende. Alligevel bør dette nedbrud være et vink med en vognstang. Vi skal ikke forbyde teknologien, og vi skal ikke gemme os i en jordhule, men vi skal måske genoverveje vores totale overgivelse til de digitale guder. Det er vigtigt, at vi deltager aktivt som medborgere i at kunne leve sammen i Danmark, også når strømmen går. Vi har vores væsen, vores kultur og vores historie, og de redskaber er langt mere værdifulde end et velfungerende Dankort, når det virkelig brænder på.
Det sjove er, at vi altid leder efter en skyldig. Er det Nets? Er det bankerne? Er det regeringen, der ikke har sikret et alternativt betalingssystem? Svaret er nok ja til det hele, men den største skyld ligger hos os selv og vores dovenskab. Vi har valgt bekvemmelighed over sikkerhed. Vi har valgt det hurtige swipe over den tunge pung. Og nu står vi her og undrer os over, at korthuset vælter, når vinden blæser lidt fra Ballerup. Det er en klassisk søeforklaring at give systemet skylden, men måske skulle vi kigge på vores egen evne til at navigere i mørket.
Næste gang Nets går ned – og det gør de, for stabilitet er en illusion, vi køber os til – så vil jeg foreslå, at vi tager det med oprejst pande. Lad os se det som en kærkommen pause fra den digitale trædemølle. En mulighed for at øve os i at være mennesker igen. Måske skulle man altid have et par mønter eller en flaske god vin i bagagerummet, bare for en sikkerheds skyld. Ikke som en del af en dommedagsplan, men som en hyldest til den menneskelige snarrådighed. For når skærmen siger “Afvist”, er det din chance for at sige “Accepteret” til samtalen med ham, der står bag dig i køen.
Jeg har altid haft en dyb respekt for folkestyret og den levende samtale, og det er præcis i disse sprækker i teknologien, at vi finder hinanden. Spin og tågesnak fra direktionsgangene kan vi ikke bruge til meget, når vi mangler mælk til kaffen. Vi har brug for ærlighed og en erkendelse af, at vi er sårbare. Det gør os ikke svage; det gør os bare menneskelige. Og hvis det betyder, at jeg må bytte et pølsehorn for en liter mælk en gang imellem, så er det en pris, jeg er mere end villig til at betale for at huske på, at verden ikke kun består af nuller og ettaller.
Det ender nok med, at vi glemmer det hele igen i morgen, når terminalerne bipper lystigt, og vi igen kan gemme os bag vores skærme. Men for en kort stund lærte vi noget vigtigt. Vi lærte, at vi kan overleve uden Nets, men vi kan ikke overleve uden hinanden. Og det er måske den bedste søeforklaring, man kan få ud af et par timers it-nedbrud.
I mellemtiden vil jeg overveje at træne min hund til at kunne bære små beholdere med guldstøv. Man ved jo aldrig, hvornår de får en “intern fejl” igen derude i tech-landskabet. Men indtil da holder jeg fast i troen på, at den sunde fornuft og den gode samtale kan overvinde de fleste udfordringer – også dem, der kommer fra en server i en betonbygning på Sjælland. Vi er bedre end vores digitale rygte, og vi har redskaberne ved hånden, hvis vi bare tør bruge dem.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
