Jeg læste forleden, at Midt- og Vestsjællands Politi har haft en travl uge. De har ikke kun gået ture i mudderet og spist overprisede flæskestegssandwich. De har været på en digital krigssti. Resultatet er nu landet. Over 200 Snapchat-profiler er blevet slettet. Mission accomplished. Narkosalget på Roskilde Festival er nu officielt forbi. Eller noget i den stil.
Det er det ultimative symbol på vores tid. Vi lever i en verden, hvor vi tror, at komplekse samfundsproblemer kan løses med en pegefinger og en ‘Slet’-knap. Det er fascinerende at overvære. Politiet kalder det en succes. Jeg kalder det digital ‘whack-a-mole’. Det er ligesom de der tivoli-maskiner, hvor man slår en muldvarp i hovedet, hvorefter tre nye dukker op andre steder. Men her er muldvarpen et gult spøgelse med en pose hvidt pulver.
Forestil dig scenariet. Der sidder en række dedikerede betjente i et kælderlokale. De stirrer på små skærme. De leder efter brugernavne som ‘Snowman_Roskilde’ eller ‘Pille_Palle_88’. Når de finder én, udfylder de en formular til Snapchat. Så venter de. Og så, efter en mindre diplomatisk krise med tech-giganterne i USA, forsvinder profilen. I mellemtiden har sælgeren allerede oprettet ‘Snowman_Roskilde_2’. Det tog ham otte sekunder. Han behøvede ikke engang at rejse sig fra sin campingstol.
Det er her, vi har tabt sutten. Vi tror, at teknologien er problemet, og at fjernelsen af teknologien er løsningen. Det er som at prøve at stoppe en oversvømmelse ved at slette vand-ikonet fra sin vejr-app. Vandet er der stadig. Det er bare sværere at se på telefonen. Men fødderne er stadig våde.
Engang var narkosalg en fysisk disciplin. Man mødtes i en mørk gyde eller bag et telt. Man så hinanden i øjnene. Der var en form for menneskelig kontakt, hvor modbydelig den end måtte være. Man kunne se karakteren, eller manglen på samme, hos den person, man handlede med. Der var en risiko. Der var en konsekvens. Nu gemmer både køber og sælger sig bag små, smilende spøgelser. Det er blevet sterilt. Det er blevet en transaktion uden ansigt.
Denne digitale facade fjerner det sidste rest af dannelse og virkelighedsfornemmelse. Når alt foregår via en app, føles det ikke som en kriminel handling. Det føles som at bestille en pizza. Bare med lidt mere snif og lidt færre pepperoni. Vi har skabt en kultur, hvor vi har udliciteret vores moral til algoritmer. Hvis appen tillader det, må det være okay. Og hvis politiet sletter appen, så findes problemet ikke.
Det er en naivitet, der er til at tage og føle på. Myndighederne fejrer 200 slettede profiler som en sejr for folkesundheden. Det svarer til at bekæmpe fartovertrædelser ved at male alle vejskilte hvide. Man fjerner informationen, men farten er den samme. Problemet er ikke Snapchat. Problemet er den kultur, der gør, at 200 profiler overhovedet kan trives på en uge. Det handler om karakter. Det handler om dannelse. Og det er præcis de to ting, man ikke kan downloade eller slette.
Vi ser det overalt i vores kommunikation. Vi tror, at hvis vi bare ændrer platformen, ændrer vi mennesket. Men mennesket er det samme. Vi er bare blevet mere effektive til at skjule vores svagheder. Politiet spiller med i teaterstykket. De vil så gerne vise handling. De vil gerne vise, at de er ‘med på noderne’ og forstår den digitale tidsalder. Men i virkeligheden bekræfter de bare, at vi har opgivet at tale om det egentlige problem.
Hvorfor har vi brug for 200 profiler til at sælge narko på en festival, der burde handle om musik og fællesskab? Det spørgsmål kræver en samtale, som en algoritme ikke kan håndtere. Det kræver, at vi ser hinanden i øjnene igen. Men det er svært, når alle stirrer ned i deres telefoner og leder efter det næste fix eller den næste profil, der skal anmeldes.
Det er den moderne krise i en nøddeskal. Vi har masser af rådgivning og strategier, men vi mangler fundamentet. Vi mangler evnen til at tage ansvar uden at skulle trykke på en knap. Vi har gjort ‘Slet’ til vores primære moralske værktøj. Er du uenig med nogen? Slet dem. Er der et problem? Slet profilen. Er virkeligheden for grim? Slet appen.
Men Roskilde Festival er stadig mudret. Og der er stadig folk, der vil sælge ting, de ikke burde. Uanset hvor mange gule spøgelser politiet sender i den digitale galge. Det er en Søeforklaring, som vi bliver nødt til at forholde os til. Vi kan ikke slette os til et bedre samfund. Vi kan ikke blokere os til mere dannelse.
Vi er nødt til at indse, at teknologien bare er et spejl. Hvis vi ikke kan lide det, vi ser i spejlet, hjælper det ikke at smadre glasset. Man får bare syv års ulykke og en masse skarpe skår i fødderne. Men hey, politiet har i det mindste fået motioneret deres pegefingre. De har klikket 200 gange. Det må da tælle for noget i det kommunale regnskab.
Jeg forestiller mig næste års festival. Politiet annoncerer stolt, at de har lukket 500 profiler. Samtidig stiger salget af narko. Men tallene på skærmen ser gode ud. Og det er jo det vigtigste i dag. At vi kan måle vores indsats i bits og bytes, mens den virkelige verden sejler sin egen sø i en sky af støv og kemikalier.
Vi har brug for mere end blot en teknisk løsning. Vi har brug for at genfinde respekten for det fysiske møde. Vi har brug for at turde stå ansigt til ansigt med de problemer, vi har skabt. Det er ikke Snapchat, der sælger narko. Det er mennesker. Og mennesker kan ikke slettes med en opdatering fra App Store.
Måske skulle politiet næste år bruge kræfterne på at kigge op fra skærmen. Måske skulle vi alle sammen gøre det samme. Men det kræver selvfølgelig, at vi tør se det, der gemmer sig bag spøgelset. Og det er måske i virkeligheden det, vi er mest bange for. At opdage, at der slet ikke er nogen derhjemme bag de digitale profiler.
Men indtil da kan vi jo glæde os over, at 200 brugernavne er døde. Må de hvile i fred i det store digitale arkiv, mens virkeligheden fortsætter ufortrødent lige uden for skærmkanten.
Det er i det mindste en form for orden. Selvom det mest minder om at rydde op i kælderen ved at låse døren og smide nøglen væk. Det ser pænt ud udefra, men det lugter stadig af mug.
Men skål for den digitale sejr. Jeg håber, betjentene fik en god kop kaffe, da de trykkede på den sidste knap. Det har de trods alt fortjent efter så meget klikkeri.
Nu mangler vi bare at slette resten af virkeligheden. Så bliver det hele meget nemmere.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
