Der står tusindvis af mennesker i en spansk eksklave og stirrer på pigtråd, mens de hjemlige politikere skændes om, hvorvidt Marokko gjorde det med vilje. Som om det ændrer på noget, at bussen kører af vejen, fordi chaufføren trykker på speederen. Det er den klassiske europæiske refleks: Når virkeligheden rammer grænsen, starter den store jurist- og detektivtime. Var det en hybridkrig? Var det sociale medier? Var det et spansk domstolshof, der ved en fejltagelse kom til at minde folk om, at internationale konventioner faktisk gælder? Imens vokser bunken af desperate skæbner, og de diplomatiske lamper blinker rødt i samtlige ministerier fra Rom til København.
Reaktionen fra resten af Europa lod da heller ikke vente på sig. Man skulle tro, at et forpligtende fællesskab ville rykke sammen om det pressede naboland mod syd. At man ville sende folk, midler, koordinering og ægte opbakning. Men nej. Umiddelbart efter blev Spanien angrebet af sine egne allierede. Ikke med grænsevagter eller logistisk assistance, men med krav om, at de prompte skulle stramme grænsen mod syd, ellers ville de ryge ud af det gode selskab. Ud af Schengen. Italien lukkede unilateral luft- og søtrafik, og Mette Frederiksen meldte ud, at man burde overveje at suspendere Spanien fra det frie rejsefællesskab.
Så meget for den europæiske solidaritet, når det rent faktisk brænder på.
Hele episoden blotlægger den dybe, ubehagelige sandhed om det europæiske projekt. Europa er ikke en union. End ikke et rigtigt fællesskab. Det er en amputeret samling af stater, der udelukkende lader som om, de kan enes og tænke ens om verden, indtil regningen for virkeligheden lander på bordet. Så snart krisen rammer et enkelt land – og det er sjovt nok altid et land mod syd, da man ikke bare lige kan svømme til Danmark – falder den polerede maske af i store flager. Så er der ingen fælles front. Kun kolde skuldre, nationale spiddemenuer og trusler om at smide hinanden ud af varmen ved den første og bedste lejlighed.
Herhjemme lyder det ellers storartet. Mette Frederiksen sender nok hårde signaler ud i æteren for at please den hjemlige vælgerbase, men i en regering spændt hårdt op med partier, der dyrker den bløde mellemgrund og uforpligtende skåltaler, bliver alt ved snakken, når den stramme udlændingepolitik skal omsættes til faktisk international hårdhed.
Det gamle EF var vel egentlig skruet langt mere ærligt sammen. Det byggede på noget så simpelt som varers fri bevægelighed og fornuftigt erhvervssamarbejde. Man handlede stål, smør og maskiner med hinanden, uden at nogen bildte befolkningerne ind, at vi pludselig var blevet en stor, lykkelig familie med fælles hjertebanken og ens syn på alt mellem himmel og jord.
Måske vi faktisk skal til at have det moralske mod til at spørge højt: Er den nuværende politiske union overhovedet værd at bevare?
Der er trods alt ikke mange rationelle grunde til at holde hånden under et fællesskab, der viser tænder og truer med udsmidning, præcis den dag en fælles udfordring banker på netop din dør. Hvis et korthus vælter, fordi det blæser fra syd, var det måske aldrig bygget til at stå imod? Det bliver sgu da sværere og sværere at få øje på det dersens såkaldte fælles europæiske projekt. Ud skal vi måske ikke, men vi skal da i det mindste begynde at være mere skeptiske og stille langt, langt større krav til os selv og hinanden.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
