Mens Sjælland i eftermiddags transformerede sig til en kulisse i en billig katastrofefilm, sad jeg herude på landet og mærkede absolut ingenting. Det eneste, der rystede, var min tro på menneskeheden, da jeg åbnede nyhedssiderne og så den kollektive nedsmeltning over et geologisk nys.
Det mest dramatiske her i dag har været en flok krager, der skændtes om en efterladt foderpille. Men på skærmen er verden gået af lave. Solrød og Køge Bugt er tilsyneladende blevet ramt af det, vi i Danmark kalder et »mega-skælv«, men som i Californien ville blive afvist som en irriterende vibration fra en forbipasserende elektrisk ladcykel. En styrke på 3,9 på Richter-skalaen. Det er præcis nok til at få en halvdårlig Billy-reol fra IKEA til at give et lille knirk fra sig, men herhjemme rydder det forsiderne hurtigere end en kongelig fødsel. Det mest fascinerende er vidneberetningerne, der tikker ind fra Køge og omegn. Hver eneste dansker, der har udtalt sig til pressen i dag, har tilsyneladende den samme tankegang: »Jeg troede bare, det var naboens vaskemaskine«.
Det rejser jo en række presserende spørgsmål om den danske boligmasse og vores generelle tillid til hvidevarer. Hvor voldsomme centrifugeringer kører folk egentlig med i Solrød Strand? Hvis man forveksler en forskydning i jordens tektoniske plader med en 40-graders kulørt vask, så trænger man enten til en ny montør eller en mere virkelighedsnær tilgang til geofysik. Men det er så dansk, som det kan blive. Vi har intet katastrofe-gen. Vi har ikke engang et ordentligt beredskab til snefald over to centimeter, så når jorden rent faktisk giver et lille ryk, leder vi straks efter en rationel forklaring i bryggerset. Det kan ikke være planeten, der knager; det må være underboen, der vasker sengetøj.
Panik i provinsen og de rystende kaffekopper
Jeg ser for mig, hvordan folk i Københavns højhusbyggerier har klamret sig til deres designerlamper, mens de har overvejet, om det her var øjeblikket, hvor de skulle aktivere deres prepper-instinkt og hamstre havremælk. På de sociale medier kammer det over i en form for selskabelig panik. »Mærkede I det også?«, spørger folk i Greve, som om de lige har overlevet en tur i en tørretumbler. Der bliver delt billeder af kaffekopper, hvor overfladen har slået en lille krusning, og man fornemmer næsten, at der sidder folk og venter på, at statsministeren toner frem på skærmen i en fleecejakke for at erklære undtagelsestilstand.
Sandheden er bare, at vi keder os. Vi er så velsignede med flade marker og stabilt vejr, at vi hungrer efter lidt drama fra undergrunden. Vi vil så gerne have en historie at fortælle over frokosten i kantinen i morgen. En historie om dengang, vi stod midt i det sjællandske ragnarok og overlevede, at en lysestage flyttede sig tre millimeter mod venstre. Imens sidder jeg herude, hvor fundamentet er støbt i jysk sindighed, og venter på, at en træt traktor i det fjerne skal levere dagens eneste reelle rystelse. Det er svært at tage undergangen seriøst, når man bor et sted, hvor den største trussel mod roen er en nabo, der starter græsslåmaskinen før klokken otte om søndagen. Vi kigger på klokken, konstaterer at det snart er aftensmadstid, og lader de sjællandske vaskemaskiner om at ryste færdig i fred.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
