Villum lå på ryggen i det høje græs og kiggede op på himlen, hvor skyerne lignede alt muligt andet end skyer, indtil en lille, travl fyr ved navn Snurretop besluttede, at det var på tide at bygge noget helt rigtigt.
Der findes dage, hvor himlen er så blå, at man næsten får lyst til at tage en bid af den. Sådan en dag var det for Villum. Han lå i haven, mens græshoppernes spil lød som små sølvklokker omkring ham. Hans ben var støvede fra dagens leg, og hans øjne fulgte en stor, hvid sky, der lignede en elefant med en meget kort snabel. Men pludselig skete der noget mærkeligt. Elefanten begyndte ikke bare at flyde væk; den begyndte at ændre form, som om usynlige hænder æltede den som en kæmpe portion bolledej.
Midt i den store hvide masse dukkede en lille skabning op. Han var ikke større end en vante, og han havde en hat på, der lignede en omvendt isvaffel. Det var Snurretop. Han var en himmel-bygmester, og han havde meget travlt. I hans bælte hang små krukker med solskin og lynlåse lavet af regnvejr. Han kiggede ned mod jorden og fik øje på Villum, og så vinkede han med en hånd, der lignede en lille uldtot.
Villum gned sig i øjnene. Kunne man virkelig se folk på skyerne? Han vinkede forsigtigt tilbage, og i det samme dalede en lille, hvid klat ned fra himlen og landede lige på hans næse. Den var kold og duftede af vanilje og frisk luft. Da han kiggede op igen, var Snurretop gået i gang med sit store værk. Han fløjtede en lille melodi, og hver gang han pustede, voksede der et tårn frem på skyen.
Det var ikke bare et tårn. Det var et slot med spir så spidse, at de næsten prikkede hul på selve himlen. Der var vinduer med karme af sølvskær og en vindebro, der var lavet af de fineste, tynde stråler fra eftermiddagssolen. Snurretop løb frem og tilbage på skyens kant og hamrede med en hammer af rent krystal, indtil slottet stod der, mægtigt og lysende hvidt.
Men skyer er jo lavet af damp og drømme, så de har svært ved at stå stille. Snurretop så lidt bekymret ud, da slottets vestlige tårn begyndte at ligne en budding, der var ved at vælte. Han råbte noget op til vinden, og pludselig kom tre andre små væsner flyvende på hver deres lille bløde skypude. De hed Glimmerbus, Pust og Snøvsen. De var hans hold af lærlinge, og de havde hver deres opgave.
Glimmerbus havde en spand fyldt med stjernestøv, selvom det stadig var lyst, for man kan altid bruge lidt ekstra glimmer på en facade. Pust sørgede for at blæse den rigtige mængde kold luft ind i murene, så de holdt formen, og Snøvsen – ja, han var mest god til at spise de små krummer af sky-slik, der faldt af, når de huggede vinduerne ud.
Villum glemte alt om sin saft og sine kiks. Han sad helt stille og så, hvordan de små væsner knoklede. De byggede ikke bare ét slot, men en hel by. Der dukkede små huse op med skorstene, der sendte lilla røg ud, og der blev anlagt parker med træer, hvis blade lignede små sukkerstykker. Det var en verden af luft og fantasi, og den svævede lige over Villums have.
Hvorfor bygger I alt det? spurgte Villum med en stemme, der var så lille, at han var bange for, at vinden ville tage den. Men Snurretop hørte ham. Han satte sig på kanten af slottets største balkon og dinglede med benene. Vi bygger det, fordi der mangler steder til alle de drømme, som folk ikke har plads til nede hos jer, råbte han tilbage. Når en drøm bliver for stor til et hoved, stiger den herop, og så giver vi den et værelse.
Villum tænkte på alle de ting, han havde drømt om. Han havde engang drømt om en cykel, der kunne køre på vandet, og en hund, der kunne tale fransk. Mon de boede deroppe nu? Han så en lille skikkelse bevæge sig bag et af de øverste vinduer i sky-slottet. Det lignede faktisk en hund med en lille alpehue.
Men som solen begyndte at gå ned, blev himlen farvet orange og lyserød. Det betød, at arbejdsdagen var slut for himmel-byggerne. Slottet begyndte langsomt at glide fra hinanden. Tårnene blev igen til uldne klumper, og vindebroen smeltede sammen med resten af den gyldne horisont. Snurretop og hans venner pakkede deres værktøj sammen og vinkede en sidste gang til Villum, før de forsvandt ind i en stor, mørkeblå sky, der lignede en hyggelig lænestol.
Villum rejste sig op. Græsset var blevet lidt fugtigt, og det var tid til at gå ind. Men han vidste nu, at når han kiggede op og så mærkelige former på himlen, så var det ikke bare en tilfældighed. Det var Snurretop og hans flittige hold, der var i gang med at skabe plads til alt det, vi ikke helt kan hitte ud af her på jorden.
Han smilede for sig selv hele vejen ind til aftensmaden. For selvom skyerne flyttede sig, og slottene forsvandt, så vidste han, at så længe man kiggede op, ville der altid være plads til en drøm eller to i de højere luftlag.
Læs næste eventyr: Da månen fik natskærm og stjernerne gik i seng
Godnat og sov godt.
{“@type”:”BlogPosting”,”image”:”https://cdn.marblism.com/NFjeWfFGf3k.webp”,”author”:{“name”:”Jeppe Søe”,”@type”:”Person”},”@context”:”https://schema.org”,”headline”:”Onkel Jeppes læsebod #51 – Da skyerne lærte at bygge slotte”,”publisher”:{“logo”:{“url”:”https://jeppe.dk/logo.png”,”@type”:”ImageObject”},”name”:”Jeppe Søe”,”@type”:”Organization”},”description”:”Et magisk eventyr om Villum, der opdager himmel-bygmesteren Snurretop og de fantastiske slotte, der bygges af skyer for at give plads til alle de drømme, jorden ikke kan rumme.”,”datePublished”:”2026-06-16″}
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
