Vi har netop været vidner til en nyhed fra DR, der er så absurd, at man skulle tro, den var skrevet af en satiriker på overarbejde. Men nej, det er virkeligheden i det moderne Danmark. Landmanden Torben Myrup har i 28 år drevet sin jord økologisk. Han har passet på grundvandet, undgået sprøjtegift og ladet naturen ånde. Han solgte så 310 hektar af sin jord til staten som led i den store, forkromede “Grøn Trepart”. En aftale, der skal redde klimaet, vandmiljøet og vores allesammens fremtid.
Og hvad gør staten så som det allerførste, når de overtager en ren, giftfri og økologisk mark for at redde miljøet?
De omlægger 300 af de 310 hektar til konventionelt landbrug. De henter sprøjtegiften frem. De gøder det hele gult. De ruller 28 års økologisk indsats tilbage hurtigere, end du kan nå at sige “bureaukratisk kortslutning“.
Det er som at købe en Tesla for at redde klimaet, og så straks montere en gammel dieselmotor fra en fragtkutter i den, fordi det passede bedre ind i kommunens logistikskema.
Vi lever i en tid, hvor symbolpolitikken har erstattet sund fornuft. Vi har skabt et system, hvor “processen” er vigtigere end “resultatet”. Staten har brug for jord til deres store puslespil af jordfordeling. De skal flytte rundt på markerne, så de kan lave lavbundsprojekter og skovrejsning andre steder. Og i det store regneark hos Landbrugsstyrelsen er jord bare jord. Det betyder ikke noget, om den er sund, økologisk og fuld af liv. Hvis puslespillet kræver, at jorden skal bruges som “bytteobjekt” til en konventionel landmand, så sprøjter vi den da bare.
Det er den totale mangel på dannelse i systemet. Her ser vi det modsatte. Her ser vi et system, der er blevet så forelsket i sin egen “Grønne Trepart”, at det har glemt at kigge på den faktiske natur, det påstår at beskytte.
Forestil dig samtalen i styrelsen. “Vi har her 300 hektar økologisk jord, der aldrig har set en dråbe gift.” “Fint, lad os give det til en landmand, der sprøjter, så vi kan få hans jord et andet sted og kalde det en miljøsejr.” Det er klimapolitik i en blender. Det er at pisse i bukserne for at holde varmen, mens man samtidig hælder iskoldt vand ned i støvlerne for at kompensere.
Det er den form for logik, der gør danskerne trætte. Det er den form for bureaukrati, der skaber afmagt. Vi får at vide, at vi skal sortere vores plastik og spise mindre kød, fordi hver lille handling tæller. Men når staten rykker ud med den store tegnebog, så tæller 28 års økologi pludselig som nul og niks.
Det svarer til at købe en vegansk burger på en restaurant, og så insistere på, at kokken lige steger en pakke bacon og lægger ind i den, fordi restaurantens “kødfordelingspolitik” dikterer, at der skal være en vis mængde protein i alle serveringer. Det giver ingen mening for gæsten, det giver ingen mening for kokken, og grisen er stadig død. Men i regnskabet ser det sikkert strålende ud.
Vi har skabt et monster af administration, hvor den ene hånd ikke ved, hvad den anden sprøjter med. På den ene side vil vi beskytte drikkevandet. På den anden side tager vi jord, der er beskyttet, og ophæver beskyttelsen for at kunne lave en handel. Det er en handel med naturens værdier som valuta, og staten er en dårlig købmand.
Det er ret simpelt. Det kaldes troværdighed. Hvis staten siger, de vil redde klimaet med en grøn trepart, men starter med at sprøjte økologiske marker gule, så falder troværdigheden hurtigere end en sten i en mergelgrav.
Det er ikke bare en lille fejl i systemet. Det er et symptom på en dybere sygdom. En sygdom, hvor regnearket er blevet vigtigere end virkeligheden. Hvor vi tror, at vi kan administrere os ud af en klimakrise ved at flytte streger på et kort, mens vi ignorerer den biologiske virkelighed under fødderne på os.
Jorden er ikke bare en brik i et spil. Den er grundlaget for alt. Men for systemet er den blot en ressource, der skal “arronderes” og “fordeles”. Det er et sprogbrug, der er designet til at fjerne os fra ansvaret. Når man kalder det “jordfordeling”, lyder det jo meget fornuftigt. Når man siger “vi sprøjter en sund mark gul for at kunne bytte den væk”, lyder det som det glade vanvid.
Det værste er næsten undskyldningen fra myndighederne. “Man bestræber sig på at forpagte ud til økologi, men det primære er jordfordelingen.” Oversat betyder det: “Vi er ligeglade med miljøet lige her, for vi har travlt med at redde det et andet sted på papiret.”
Det er den ultimative ansvarsfraskrivelse. Det er systemet, der spiser sig selv. Og mens de sidder i deres glasbygninger og flytter rundt på de 300 hektar, står Torben Myrup og ser på sin tidligere jord, der nu dør lidt mere for hver dag, der går.
Vi har brug for et oprør. Ikke et voldeligt et, men et oprør af sund fornuft. Vi har brug for at sige nej til symbolpolitik, der ødelægger det, der rent faktisk virker. Hvis en mark er økologisk, så lad den for helvede blive ved med at være det. Det er den nemmeste miljøsejr, man nogensinde kan vinde. Men i Danmark vælger vi åbenbart den sværeste vej: At købe den, sprøjte den og så bagefter holde en konference om, hvordan vi får mere natur.
Det er som at brænde sit hus ned for at kunne bygge et sommerhus af asken og derefter kalde sig selv arkitekt for bæredygtighed.
Staten har nu vist os, hvordan man laver en “Grøn Trepart”. Det kræver bare en stor check, en økologisk landmand og en helvedes masse sprøjtegift.
Man skal have gået rigtig mange år i skole for at kunne udtænke noget, der er så dumt.
Det er måske det, man kalder fremskridt. Men det ligner mest af alt en falliterklæring malet i hidsig kemisk gul.
Slut med den historie. Vi sprøjter bare det hele væk og håber, at ingen kigger ud af vinduet.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
