Da vi glemte at være på hold og troede, vi var frie

Jeg skrev forleden en klumme om forpligtende fælleskaber Som altid tænker jeg jo at folk har fulgt mig længe og ved at jeg som højskoledreng elsker fællesskaber og kæmper for at skabe nye Derfor læste nogle et sort hvidt angreb på fitness ind som jeg tænker de fleste der kender mig ved ikke var pointen

Jeg skrev forleden en klumme om forpligtende fælleskaber. Som altid tænker jeg jo, at folk har fulgt mig længe og ved, at jeg som højskoledreng elsker fællesskaber og kæmper for at skabe nye. Derfor læste nogle et sort hvidt angreb på fitness ind, som jeg tænker de fleste der kender mig ved ikke var pointen. Til gengæld skriver jeg gerne om fællesskaber igen – og igen. Og hermed påny – denne gang med alle mine pointer, som du kan læse så ekstremt mange klummer om fra min pen de seneste 30 år. Jeg har nemlig stor respekt for både fitness og gaming mv. Det er der ingen grund til at spille forarget over. Det ene holder kroppen i gang. Det andet holder hovedet skarpt. Begge dele kan være passionerede frirum. Men de kan ikke stå alene. De har nemlig en indbygget nødudgang. Man kan logge af. Man kan gå hjem. Man kan aflyse, uden at nogen for alvor falder sammen.

Det kan man ikke i et rigtigt fællesskab. Det er forskellen.

En håndvægt bliver ikke skuffet. En spillekonsol står ikke nede i hallen og tænker over, hvor du blev af. Et rigtigt hold gør. Hvis du har en plads på banen, og du udebliver, så mangler der ikke bare en krop. Der mangler en funktion. En makker. En, de andre regnede med. Det er ikke bare sport. Det er en civilisatorisk øvelse i at forstå, at man ikke er verdens navle med puls.

Det er præcis den slags, der holder Danmark sammen. Ikke de store ord eller kampagnerne med glade mennesker i beige strik, der ser ud til at være castet til et kommunalt værdigrundlag. Det er det alvorlige i, at nogen faktisk regner med dig tirsdag klokken 18. At du dukker op. At du tager din tørn. At du bærer bordet. At du bliver stående, når det regner sidelæns, og dommeren tydeligvis er sendt af en gammel fjende. Det lyder småt. Det er kæmpestort.

Læs også:
Narrens genopstandelse: Fra Jesu fødsel til Heino Hansen

Vi har i årevis bildt os ind, at frihed er det samme som fraværet af bindinger. Som om det højeste menneskelige ideal er at kunne forsvinde lydløst, så snart noget bliver besværligt. Den del af liberalismen er løgn, der pakkes ind, så du indeni mærker, at du har fred for alt og alle. Den pause kan man ofte savne – men den holder ikke i længden! Det er en pudsig form for frihed, der mest af alt minder om at kalde et venteværelse for et hjem, bare fordi der er stole.

Forpligtende fællesskaber er det stik modsatte. De kræver noget. Tid. Tålmodighed. Overbærenhed. Nogle gange også kagebagning og en weekend i et forsamlingshus med en akustik, der får selv en salme til at lyde som en parkeringskælder. Men det er netop derfor, de virker. De er ikke designet som en service, men som en samhørighed.

Det er os voksne, der har klokket i det. Ikke børnene eller de unge. Os. Vi har gjort de forpligtende fællesskaber alt for usexede i konkurrencen mod spejlet og håndvægten. Vi har pakket pligt ind som en straf og gjort ansvar til noget støvet med kaffefiltre og referater. Imens står den uforpligtende verden og blinker i neon med løfter om øjeblikkelig belønning og fri afbestilling. Det er os, der har tabt den konkurrence, fordi vi glemte at vise, at frihed og ansvar ikke er modsætninger.

Løgstrup forstod det længe før resten af os begyndte at tale om trivsel som en app, der manglede en opdatering. Han skrev det præcist: ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.” Det er forpligtelsen i sin reneste form. Det er stolen ved bordet eller bedstemoderen, der har dækket op og glædet sig siden i går. Det er ikke undertrykkelse. Det er menneskeliv.

Læs også:
Ulven, motionsløberen og den pladderromantiske naturlighed

Grundtvig fattede også noget, vi har travlt med at glemme. Et folk bliver ikke til af individer, der sidder hver for sig og optimerer deres egne projekter. Det bliver til i levende fællesskaber. I sang, skole og samtale. Der, hvor man må finde sig i, at andre mennesker findes i fuld størrelse og ikke kan mutes med et enkelt tryk på glasset. Menneskelivet er levende ord.

Det er her, rummelighed faktisk opstår. Rummelighed lærer man, når man bliver hængende i et fællesskab, hvor folk ikke ligner én selv. Ham, der altid kommer fem minutter for sent, men hjælper først med at pakke sammen. Hende, der er for direkte, men kommer først, når nogen er syge. Den unge terrier og den ældre med meninger om alt. Man lærer at tåle dem. Så tolerere dem. Og til sidst måske endda at holde af dem. Det er sådan, et samfund bliver voksent.

Hvis man aldrig øver det, sidder man alene med sit spejl. Og spejlet er et elendigt fællesskab. Det modsiger dig aldrig og beder dig aldrig om at tage en stol i hver hånd. Det giver bare ansigt, ikke karakter.

Familien er den første prøve, og den er ikke til forhandling. Man besøger sine bedsteforældre, fordi det glæder dem. Også når skærmen kalder, og samtaleemnerne har været de samme siden 1994. Man sidder der og lytter, fordi ens egen lyst ikke er øverste myndighed. Det er dannelse. Ikke som museumstøv, men som almindelig anstændighed. Evnen til at forstå, at kærlighed ofte ligner pligt set på nært hold.

Læs også:
Chatkontrol, hasteprocedure og den evige jagt på din indbakke

Vi har opdraget børn til at tro, at ethvert sekund uden stimulation er et overgreb. Og så møder de virkeligheden. De møder arbejdspladser, naboer og medborgere, der ikke retter ind efter deres humør. Virkeligheden rammer dem og det er ikke deres fiasko. Det er vores. For vi lod de forpligtende fællesskaber blive kedelige, mens de uforpligtende fik lov at ligne livet selv.

Et samfund kan ikke bestå af mennesker, der kun møder op, når de er topmotiverede. Demokratiet fungerer ikke sådan. Familien gør ikke. Naboskabet gør ikke. Limen i Danmark er ikke perfektion, men forpligtelse. Det usynlige net af små ja’er, man siger til hinanden. Jeg kommer. Jeg hjælper. Jeg tager min tur. Hele civilisationen hviler i pinlig grad på de sætninger.

Uden de rum, hvor man ikke bare kan logge af, bliver vi ikke friere. Vi bliver bare mere skrøbelige og mere selvoptagede. Og til sidst så vant til at slippe væk, at vi tror, flugten er karakter. Det er den ikke. Det er bare god Wi-Fi kombineret med dårlig dannelse. Ikke et ondt ord om CS:GO eller bænkpres, som også er mit eget tidsfordriv. I hvertfald det første. Men en enkelt højskolesang med de andre i forsamlingshuset kan også noget.

Vil du have Søeforklaringer i indbakken?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top

Søeforklaringer direkte i indbakken?

Intet spin, ingen spam, ingen algoritmer. Bare mine tanker om medier, magt og mennesker, når jeg har noget på hjerte.