Det er et stykke tid siden jeg sidst lavede et Danmarksbillede. Når jeg har to foredrag på en dag, nyder jeg ventetiden imellem dem og plejer at se nyt i mit land. I dag havde jeg fire timer i Korsør. Jeg forsøger altid at bruge tiden i en by, jeg ikke rigtigt har kendt. Og jeg gør næsten altid det samme. Jeg tager ned på havnen, hvis der er en, og før en bøfsandwich med sovs. Den kan de altid lave bedst på havnegrillen. Men jeg spiser googler og søger jeg efter de ting, som byen selv fremhæver. I Korsør brugte jeg tid i de gamle gader i solskinnet, jeg var på fæstningen og havnen. Torvet med dommerkontoret og gågaden med købstadsidyl.
SÆT DIG PÅ BÆNKEN MED DE ANDRE
Og endelig et tip, der altid giver pote. Sæt dig ned på havnen med en kop kaffe på en bænk. Ofte kommer der – eller sidder i forvejen – en af dem, som vi taler alt for lidt med. Mens jeg drak min kaffe kom Valdemar med en øl. Der skal sjældent mere end et “Goddaw med dig” til, så er der åbnet til en snak. Valdemar er 78 år gammel – selvom det ikke kan ses, tilføjer han. Det kan det nu godt. Ansigtets rynker vidner om et langt liv i medgang og modgang.
Jeg siger, at jeg mest husker Korsør fra dengang vi holdt i kø for at komme med færgen til Fyn oppe ved Halskov færgeleje. Og så vågner Valdemar. Først lærer han mig, at der er kæmpe forskel på halskovitter (fra Halskov) og Korsoranere (fra Korsør). Jeg undskylder selvfølgelig og føler næsten samme koldsved, som dengang jeg stod på Vestbredden og forsøgte at komme frem og tilbage mellem de to områder. Valdemar virkede dog fredelig. Han fortæller om byen dengang og nu. Havnen som den levede og de mennesker, der havde deres daglige arbejde her – og derfor også delte deres glæder med byen. Hans øjne lyser når han taler om de gode gamle tider, som man kan se var en tid, der for Valdemar havde en særlig plads. Han talte en halv time uden at jeg sagde noget. Mundtøjet fejlede intet – og selvom stemmen havde lidt ekstra swung på ssss,erne og det næppe var dagens første øl, så fungerede minderne ekstra berusende – også på mig. Da talestrømmen stoppede med et “sådan er der jo så meget” spurgte jeg til Korsør i dag. Valdemar tømte sidste slurk og konstaterede: “nu er her bare kønt”.
DE MANGLER EN HAVFRUE
Det er der fandme også. Kønt. Fra Korsør og ned mod Skælskør. Stranden ved Kobæk Strand og den lidt længere oppe for enden af Egerupvej med små bølger i solskinnet. Naturhavnen længere nede er Danmarks dybeste og kunne rumme alskens krydstogtsskibe uden problemer, men de kommer ikke denne vej. De mangler en havfrue. De findes næsten lidt oppe, hvor nudisterne holder til. Idag dog kun påklædte hundeluftere. Byens huse står tæt i Korsør med rosenbuske udenfor. Brosten. Dannebrog. Grønne pletter, flådestationen og fæstningsanlægget, der har rødder helt tilbage fra 1100-tallet. Valdemar synes mest her er kønt – men der er sørme også liv i byen. Den er i udvikling, siger bartenderen, der serverer dagens anden kop. Det kan jeg godt forstå. Her er skønt – både som ventetid men med sikkerhed også som base for livet.
DEN GAMLE FÆRGEHAVN
Halskov og halskovitterne viste sig at være en kilometer væk. Jeg fandt den gamle færgehavn, hvor jeg har holdt utallige gange for at vente på at blive fragtet en time over bæltet med dyr kaffe og en pølse med næsten varmt brød. En rampe står her endnu, men er mere tilgroet end minderne. Bag rampen, der står forladt og toner op mod den blå himmel, ligger betalingsanlægget til broen, der også skimtes i baggrunden. Der hvor jeg ugentligt kværner igennem med en BroBizz der sørger for, at jeg ikke stopper op. Tænk at der ligger idyl og fred og fæstninger en afkørsel derfra. Det kræver bare at vi stopper op og vedtager, at de fire overskydende timer ikke skal bruges på andet end at kigge, føle og mærke. Og snakke med Valdemar.
Tak for kaffe.
Og del endelig ord med dem du holder af 🙂
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
