Vi har travlt med at tælle titler, eksamensbeviser og følgere, mens vi glemmer det vigtigste: At dannelse ikke findes i en støvet bogreol, men i måden vi møder hinanden på. Det er tid til at genopdage samtalen som vores vigtigste demokratiske muskel.
Vi endelig er ved at ryste de sidste rester af isolationen af os, men det rammer det igen: Vi har misforstået dannelsesbegrebet. Vi taler om dannelse, som var det en pokal, man vinder ved at læse de rigtige klassikere eller have styr på årstallene i Danmarkshistorien. Men dannelse er ikke en statisk tilstand. Det er ikke noget, man har stående på cv’et. Dannelse er noget, man gør.
Det er en aktiv handlen. Det er den måde, vi træder ind i et rum på, og den måde, vi vælger at forholde os til de mennesker, der ikke ligner os selv. Hvis man kan citere hele Kierkegaards forfatterskab, men stadig taler ned til kassedamen i Netto eller sviner folk til i et kommentarfelt, så er man måske belæst, men man er ikke dannet. Dannelse kræver nemlig, at man tager sit intellekt og omsætter det til ordentlighed.
Den svære kunst at holde kæft
Det mest dannede, et menneske kan gøre lige nu, er faktisk at lytte. Vi lever i en tid, hvor alle har fået en megafon, men hvor de færreste har fået et høreapparat. Vi står i hver vores digitale skyttegrav og venter kun på, at den anden tager luft ind, så vi kan fyre vores næste argument af. Det er ikke en samtale; det er to parallelle monologer, der aldrig mødes.
Hal Koch sagde det så præcist: Demokrati er ikke en afstemning, det er en samtale. Men samtalen dør, hvis vi ikke tør lade os bevæge af det, den anden siger. At være dannet er at have modet til at blive klogere – også selvom det betyder, at man må opgive en holdning, man lige havde forelsket sig i. Det er en disciplin, der kræver øvelse, og det kræver, at vi genfinder respekten for det menneske, der sidder overfor os.
Mødestedet som træningsbane
Hvor skal vi så lære det her? Vi lærer det på højskolerne, i foreningslivet og i de små forsamlingshuse, hvor vi ikke bare er forbrugere, men deltagere. Det er her, dannelsen får krop. Når vi sidder til en generalforsamling og skal blive enige om farven på klubhusets dør, træner vi den demokratiske tålmodighed. Vi lærer, at fællesskabet er større end vores eget ego.
I en verden, der bliver mere og mere fragmenteret, har vi brug for de her “åndelige rastepladser”. Steder, hvor vi ikke bliver målt på vores effektivitet, men på vores evne til at indgå i et forpligtende fællesskab. Det er her, vi lærer at lytte, før vi taler. Det er her, vi lærer, at ordet “ordentlighed” ikke bare er en floskel, men selve limen i vores samfund.
Som Løgstrup så smukt formulerede det, så holder vi altid en del af den andens liv i vores hånd. Det er et ansvar, vi ikke kan løbe fra, uanset hvor travlt vi har med vores egne projekter. Dannelse er at være bevidst om det ansvar i hvert eneste møde.
En ny begyndelse
Vi står ved indgangen til et år, hvor vi skal genopbygge meget af det, der har været sat på pause. Lad os ikke bare vende tilbage til “business as usual”. Lad os tage dannelsen alvorligt som en praktisk disciplin. Det handler ikke om at være perfekt, men om at være nærværende.
Det handler om at turde stille de dumme spørgsmål og om at tåle tvivlen. For hvis vi mister evnen til at lytte og til at lade os dante af hinanden, så mister vi i sidste ende også demokratiet. Og det er for høj en pris at betale for vores egen bekvemmelighed.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
