Ankommet og nåede forskudt foredrag efter en tur fra Jylland til Sjælland på 7 timer fremfor 2. Da jeg sad og ventede og var midt i både blinkende lygter og helikopterlarm virkede det hele uvirkeligt. Alle mulige og især umulige tanker gik gennem hovedet på mig og sikkert alle andre. Pressen gættede uden at kunne. Og politiet gav ikke svar, men bad om specifik hjælp på det tidspunkt der for dem gav mening. Så må vi senere fatte resten – det haster ikke – indtil da er vi bare borgere, der kan hjælpe ved at lede efter biler eller holde stille. Jeg startede dagen ved den dansk tyske grænse og havde cola i bagagerummet – og vi stod 10 stykker ud af bilen og drak en sodavand sammen rundt om mit bagagerum. Gætterier i vildskab – ingen vrede eller lign. fra nogen. Men en tiltro til, at samfundets tjenestefolk i uniform må vide hvad der er på spil. Fuld accept af, at vi ikke endnu skulle fatte en skid.
Først nu slår det mig, hvor sindssygt effektivt politiet og andre myndigheder i dag har handlet. Det er totalt vildt at få en henvendelse fra Sverige – om nogle personer vi i skrivende stund ikke aner hvem og hvad er – men så på et splitsekund fylde både luften og landjorden med politi. Spærre hele Østdanmark, så enhver kriminel i Volvo ikke kan komme frem og tilbage. Lukke færger og broer, tjekke biler for skjulte personer ved frakørsler og alskens andre steder. Og udnytte landets særegne naturlige stop som grænse.
Vi har masser af land og vand – og dagen har vist, at hvis du er kriminel eller terrorrist kan vores myndigheder ved tryk på en knap lukke hele lortet ned, så flugt bliver nærmest umulig.
JA det var træls at vente fire timer på en motorvej. Andre skriger op om, hvor hemmeligt det hele er. Hvorfor siger politiet dog ikke alt. I min verden sætter jeg menneskelighed over nysgerrighed! Vi skal nok få svar – men først når det vurderes rigtigt. Det lever jeg fint med.
Men det er trygt at vide, at vores myndigheder er klar – og åbenbart har indøvet reaktioner på den slags hændelser til fingerspidserne. Dybt professionelt håndteret af det danske politi og militær – også af danskerne der måtte udskyde deres liv for en stund. Sådan et land holder jeg af at bo i. Det virker trygt! Tak for indsatsen, der endnu er i gang.
OPDATERING: Det viser sig nu, at der gudskelov ikke var en voldsom sag omkring den Volvo. Det ændrer ikke min opdatering en tøddel. Jeg vil som sagt hellere sidde stille i en kø een gang for meget end for lidt – og har politiet en mistanke om forfærdeligheder, må de ikke tøve med at trykke på knappen! Til jer der nu mener, at politiet skal blive bedre: Vil i venligst forestille jer hvad I ville sige, hvis de tre mænd havde smadret gennem en gågade og politiet eller PET ikke havde handlet på mulig mistanke? Stop op og tænk lidt… det skader ikke 🙂
Nu vil jeg drikke nogle øl. Det manglede vel bare.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?






