London med afkom – dag 3
Jeg kan godt forstå de ikke passer ind i EU. Selvom mange tror, at Brexit skyldes en folkeafstemning er virkeligheden, at de herovre er noget helt og aldeles for sig selv. Dem kan vi sgu ikke ha med i fællesskabet. Jeg vil henlede opmærksomheden på minimum tre ting: Lokummernes opbygning af kummen, papirløst vanvid og the. Den sidste erkender jeg er smag og behag, men de har altså en nærmest pervers kærlighed til den drik, der for mig mest af alt kan sammenlignes med spildevandet fra en opvredet karklud.
Lad mig derfor starte med det sidste. Vi stod op til vanlig tid, kl 6. Sådan er ferier med børn, der ikke fatter en skid af konceptet. De har sådan et indre ur, der smadrer enhver forestilling om afslapning og så snart solen nærmer sig horisonten sætter de sig op og spørger “er det i dag vi skal se Star Wars på voksmuseet?” Sådan er vores i hvert fald og hvis nogle a-mennesker derude ønsker at bytte, kan vi snakke om det.
Ned til morgenmaden, der fortsat mest består af ristet toastbrød – men da jeg tidligere har beskrevet dette, fokuserer jeg på den the, der er religiøs herovre. Der er masser af forskellige små poser man kan nedsænke i halvvarmt vand. Kaffen er bare kaffe, som om den gudedrik ikke var væsentlig. Det er den. Især om morgenen. Og senere på dagen er the igen en fællesskabs-sag, hvor man sætter sig på cafe (det hedder det stadig selvom de serverer karklud) og sidder og smæsker sig i en kop med en virkelig ulækker kage-substans. Der synes jeg nu mere om vores fælleskab hjemme, der vel mest er flæskesteg og klaphatte. Stærk kultur!
Vi bevægede os til Madame Tussauds vokskabinet. På vejen i subway købte vi online – uden problemer – en Ebillet, så vi ikke skulle stå i kø. Da vi kom frem fremviste vi iphone med gyldig billet, men det kunne de åbenbart overhovedet ikke finde ud af. Det er også virkelig svært med den dersens elektronik. Han fedtede rundt på min iphone med to fingre – zoomede og flyttede rundt i min pdf. Ikke for at finde ordet “PAID” eller ordet “BOOKING NUMBER” men for at finde en sætning hvor der stod, at vi skulle printe billetterne ud.
Jeg så på ham med et blik, som jeg erkender end ikke bør bruges mellem boksere ved en indvejning. You are kidding me, right? Han kiddede ikke en skid. Han mente helt alvorligt at vi skulle have printet den ud nede i subway-toget, der jo har en printer stående i hver kupé med trådløse muligheder. Jeg forsøgte – og mine børn og konen stod i regnvejret med drivvådt tøj, men lige meget hjalp det.
Han henviste mig til en internet-cafe et sted i sydgående retning, som kunne printe den pdf ud, som han nemt kunne se jeg havdd. Jeg gik trodsigt afsted uden at tilbyde ham the. På vejen passerede jeg et vekslekontor med printer. Jeg spurgte pænt om jeg kunne betale for et print – men de henviste til en fotobutik et sted i nordgående retning og ville gerne veksle mig penge til fotoet. De kunne rende mig.
Jeg løb gennem silende regn og fandt endelig den cafe som det store Tussauds havde henvist mig til. Så stor en attraktion og ikke overskud til at købe en printer. Eller ansætte folk, der kan genkende bogstaver på en skærm, når de ser dem. På cafeen bad jeg om et print. Det kunne jeg ikke få. Jeg skulle leje en computer og logge ind på min mail og printe derfra. Jeg forsøgte igen mit bokserblik, men han var 16 år gammel og optaget af sit tyggegummi og noget på Netflix.
Jeg traskede hen til computer nummer 10, blandt en række teenagere der spillede WOW og CS for fulde drøn. Man føler sig fandme gammel når man sidder og logger på Gmail for at printe en pdf med familiebillet til voksdukker i en gamerstol mellem voldsramte teenagere, der er ved at vinde en golfkrig mod et hold i en anden bydel. 25 kroner fattigere og 4 minutter efter udleverede tyggegummiet mit papir med adgang til det hellige vokslort.
Familien havde allernådigst fået plads uden regn, mens jeg selv lignede en voksfigur der har stået for tæt på en arkitektlampe. Hen til ham jeg før havde sendt øjne. Jeg rakte ham papiret og et kørekort. Der er mere kontrol hos voks-madammen end i nationalbankens bokssystem. Papirløst er det ikke. Altså slet ikke. Og jeg nåede ikke at nakke en eneste teenager i Counter Strike. Nedtur.
Da vi endelig kom ind stod en masse kendisser helt stille. Vi kunne komme helt tæt på dem. Måtte endda røre. Jeg vil ikke gå i detaljer om berøringen, men jeg valgte at være ret tæt på Nicole Kidman. Sådan en dukke skulle de købe på det dersens robotbordel i Århus.
Efter at have leget med dukker i en rum tid, kom vi endelig til Star Wars, som egentlig var eneste grund til at vi skulle derind. Mine børn har arvet deres fars interesser, så vi dyrker stjernekrig, Michael Jackson, Beatles og 007. Og Shrek åbenbart, men det kommer ikke fra mig. De skal også selv kunne forsvare nogle egne valg, ligesom med mig og Kidman. Børnene ville hellere sidde på skødet af Yoda og Chewbakka – og de har end ikke det samme forhold til scenen med Prinsesse Leia i lænker hos Jabba the Hut. (Jeg tror enhver mand ved hvad jeg mener?)
De har meget at lære endnu de børn.
Det var ovre inden det var begyndt. Figurerne ligner og det er absolut fedt at kunne gå tæt på. Men ellers var det ikke printet værd. Da vi skal afsted i nat fra hotellet – børnene og mor til Aalborg og jeg med et andet fly til Efterskolemøde i København – gik vi tidligt i seng. Og det bringer mig til sidste eksempel, der gør at Brexit er en naturlig udsmidning af de kugleskøre folk mod vest: Lokummet.
Som det ses på billedet, hvor jeg sammenligner en dansk og en britisk kumme, er “bagvæggen” ned mod det vandfyldte hul meget anderledes på de to. Det er muligt at røvhullerne er mere fremadskuende herovre end hjemme, men bagvæggen er nærmest umulig at undgå at ramme for børn og voksne. Toiletbørsten er i brug efter hver eneste omgang. Det er som om de har bygget en slidske, som pøllen skal trille nedad som en slags lortens catwalk mod afgrunden – hvor den danske model undlader slidsken og går direkte til vandspejlet.
Enhver MÅ sgu da kunne se, at den slags ikke kan harmoniseres. I mange år er det toiletspørgsmål gået under radaren og rangeret som en slags nærhedsprincip. Fra kilder hører jeg, at netop dette var er issue der skulle harmoniseres i en kommende lokumstraktat. Der satte de altså grænsen. Det gør vi også. Vi har holdt os i fire dage og glæder os til at gense gode gamle Danmark og de nationale kummer.
På gensyn
(- og del endelig med vennerne)
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
