Der findes en helt særlig form for stilhed, som kun opstår på en hospitalsstue, når maskinerne bipper rytmisk, og ens egen hukommelse er flækket midt over. Det er stilheden efter det store knald, hvor verden forsvinder, og man vågner op til ansigter, der ser på én med en blanding af kærlighed og den dybeste rædsel. Men uden for de hvide vægge, i den digitale kloak, hersker en helt anden lyd. En lyd af fråde, had og ord så beskidte, at de burde vaskes i klorin.
For godt en måned siden faldt jeg om i Løgstør. Vi var på Nibe Festival, hele familien var samlet, og vi boede på Løgstør Park Hotel. Det skulle have været de her magiske dage med musik, øl og grin, men i stedet blev det til en ambulance, en krop der sagde stop, og et hukommelsessvigt, der slettede alt det, der gør os til dem, vi er. Stress, sagde lægerne. Et blackout. En sikring, der sprang efter for mange 80-timers uger, hvor jeg troede, jeg var udødelig. Men mens jeg lå der og prøvede at finde tilbage til mig selv, fandt internettet frem til mig. Og det, de havde med, var ikke blomster.
Da tastaturet blev til en giftig kanyle
Jeg har de sidste par dage siddet med seks screenshots. Seks små digitale vinduer ind til den mørkeste del af den danske folkesjæl. Det er kommentarer fra artiklerne om min indlæggelse. Folk, der skriver, at det er “karma”, at jeg har fået som fortjent. Folk, der åbenlyst håber på en blodprop, eller som udtrykker en dyb skuffelse over, at jeg overlevede. Det er voksne mennesker, der sidder bag deres skærme og fejrer, at et andet menneske er knækket.
Det er en mærkelig følelse at læse om sit eget potentielle endeligt som noget, andre finder glædeligt. Det gør mig faktisk ikke vred på mine egne vegne. Jeg har været i den her branche længe nok til at vide, at når man stikker næsen frem, så risikerer man, at nogen nyser en i ansigtet. Men det her er ikke et nys. Det er et bevidst forsøg på at træde på en mand, der allerede ligger ned. Og det mest skræmmende er ikke ordene i sig selv – det er den totale mangel på empati, der ligger bag dem.
Vi taler tit om den gode tone på nettet, som om det var et spørgsmål om at huske at sige “tak” og “selv tak”. Men det stikker langt dybere. Det handler om, at vi er ved at miste evnen til at se mennesket bag overskriften. For dem, der skriver de her ting, er jeg ikke en far, en mand eller en ven. Jeg er en karakter i deres personlige reality-show, en figur de kan projicere deres eget indestængte had over på. Men her er sagen: Jeg er ikke en figur. Jeg er ham, der lå der i ambulancen, mens min familie så på.
Når de uskyldige øjne læser med
Det, der for alvor skærer i hjertet, er ikke, hvad de her ord gør ved mig. Det er, hvad de gør ved mine børn. For mine børn har også adgang til internettet. De læser med. De ser de screenshots. De ser fremmede mennesker skrive, at deres far er et “affaldsprodukt”, der burde være blevet liggende på gulvet i Løgstør.
Prøv at forestille dig det øjeblik ved spisebordet, hvor en 12-årig ser op fra sin telefon og spørger: “Far, hvorfor han ha, at du dør?”. Hvad svarer man til det? Hvordan forklarer man den digitale dannelse – eller rettere manglen på samme – når den rammer så brutalt og personligt? Det er her, filmen knækker for mig. For mens jeg kan ryste det af mig og kalde det for “risikoen ved jobbet”, så har børn ikke det filter. De ser bare hadet. De ser de voksnes råddenskab, og de lærer, at det er sådan, vi taler til hinanden, når vi er uenige eller bare ikke kan lide hinandens ansigter.
Det er en arv, vi giver videre, som er langt farligere end inflation eller energikriser. Vi lærer en hel generation, at empati er en svaghed, og at det er helt i orden at sparke til en, der er indlagt, så længe det foregår bag en skærm. Det gør mig oprigtigt bange for fremtiden. Ikke for min egen skyld, men for det samfund, mine børn skal vokse op i. Et samfund, hvor vi har mistet evnen til at skelne mellem den offentlige person og det private menneske.
Stilheden efter stormen
Jeg er tilbage nu. Hukommelsen er tilbage, selvom der stadig er sorte huller om de timer, som om nogen har klippet bidder ud af min personlige filmrulle. Men de her uger har lært mig noget essentielt om værdien af ord og vigtigheden af at værne om sit eget sind.
Man kan ikke kæmpe mod en hær af tastaturkrigere med logik. Man kan ikke forklare en person, der føler glæde ved andres ulykke, at de tager fejl. Det er som at prøve at forklare farver til en, der har valgt at leve i mørke. Det eneste, vi kan gøre, er at insistere på ordentligheden. At insistere på, at vi ikke vil trækkes ned i det søle, uanset hvor meget de hiver i os.
Først menneske, så debattør, politiker eller offentlig figur. Hvis vi glemmer det første led, så mister vi alt det, der binder os sammen som folk. Hvis vi ikke kan finde ud af at lade en indlagt mand være i fred for svinske kommentarer, så er det ikke manden, der er syg. Så er det kulturen.
Jeg bruger mine kræfter nu på at komme helt til hægterne og på at vise mine børn, at man godt kan rejse sig igen, selvom verden har prøvet at træde på én. Og jeg lover dem – og mig selv – at jeg aldrig vil lade de svinske ord blive til sandheden om, hvem vi er.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
