For hver eneste gang jeg modtager et anonymt trusselsbrev eller bliver svinet til, fordobler jeg min deltagelse i den offentlige debat!
Men sådan er jeg jo bare. Jeg er blevet hårdhudet efter godt 25 år som offentlig person. Jeg kan dog nemt huske, hvor bange jeg blev de første gange. Sov ikke om natten, låste døren og gik ikke meget ud.
Valget om at være ligeglad tog jeg, da der lå en lort i min private postkasse. Jeg vedtog, at hvis der findes mennesker som ejer så lidt hjerne, at deres eneste niveau for debat er, at sætte sig og skide i en kuvert fordi jeg havde sagt noget godt om Christiania, så må jeg vie mit liv til at vise skiderikken, at debat er væsentlig. Og at hans niveau ikke virker.
Så langt så godt. Det er jo bare mig.
Debatten lige nu går på, om man kan tillade sig at kalde folk kyllinger, hvis de stopper efter en trussel. Man må jo gerne sige det. Men det ville klæde debattørerne at drøfte truslen, fremfor at drøfte personligheden af den, der er blevet bange. Istedet for at gøre hende til kylling skulle man hellere tale om selve debat-niveauet, for det kræver satme sin mand at stå imod trusler. Det kræver også, at man synes det er det hele værd at leve et liv i frygt. Og det kræver familiens accept af, at man på grund af mors læserbrev må til at købe sikring af fordøren.
Det er uværdigt, underlødigt og direkte uintelligent at angribe offeret for en trussel. Uanset at målet er at styrke modet til debat.
Jeg bryder mig ikke om DF og kunne da nemt juble over, at der nu er een færre til at skabe populisme i debatten. Istedet opfatter jeg det faktisk som min demokratiske pligt, at støtte hende tilbage i debatten. Så vi igen kan have samtale om forskelligheder. Og det gør man satme ikke ved at kalde hende et fjerkræ. Tværtimod!
Vil du støtte den frie debat så bak istedet op om dem, der forsøges presset ud. Også hvis – ja måske især – hvis de er dine modstandere.
DEL OG LIKE hvis du er enig – så hun og andre kan læse budskabet og tage stilling.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
