På dagens online generalforsamling i Efterskolerne, opnåede jeg ikke genvalg blandt de 200 der stemte. Demokrati er dejligt – og jeg elsker dem, der kom ind i mit sted. Stærke og fantastiske efterskolestemmer, der nok skal løfte opgaven sammen med det herlige hold – og nogle helt fortryllende medarbejdere på Vartov – der hvert sekund arbejder for de frie skoler.
Jeg har haft 3,5 år på posten og elsket hvert sekund. 3 specielle perioder. Første år med et tårevædet farvel til Troels Borring, der forsvandt for tidligt fra os. Andet år med en total forandring af hele kommunikationen – og så 1,5 år med corona, som krævede et helt tredie gear og en stor del af fritiden.
Jeg har medvirket til en total forandring af kommunikationen, sammen med dygtige folk på Vartov og nye ansættelser. Dem hører i fra! Skabte et magasin og medvirket til ny hjemmeside og grafisk udtryk, knoklet med medlemsdemokrati, regioner, styrket e-sport, arbejdet med det politiske gennem samtaler på borgen – og så har jeg i enhver samtale insisteret på åndsfriheden, dannelsen og friheden til forskellighed.
Efterskoleforeningen er en forening af frie skoler, der gerne må gå i alle retninger.
Det er altid svært at sidde for bordenden for 240 virksomheder, der har som idégrundlag at være uenige og som skal gå til den side, de selv mener skolen skal gå til. Det skal man huske, når man sidder på Vartov – også i en tid, hvor corona gjorde, at alle med mellemrum måtte gå samme vej. Og hvor man som bestyrelse pludselig blev opfattet som retningsgivende fremfor rådgivende.
Den åndsfrihed – såvel i foreningen som eksternt i samfundet – er indbygget i min DNA. Og det er min evige kamp at styrke denne, samt tro på civilsamfundet som den helt bærende kraft. Derfor har det været fundamentet for hvert et ord jeg har sagt og hver en stemme jeg har givet undervejs.
Og så har jeg først og fremmest været en møgunge… Jeg har stillet spørgsmål igen og igen, hvis jeg fandt en beslutning i strid med det fundament, jeg mener frie skoler skal bygge på. Jeg har åbnet munden, når noget virkede for planlagt og veltilrettelagt. Talt formanden eller andre ret imod, hvis jeg mente kompasset trængte til at blive kalibreret. Og det har skabt de mest givtige samtaler mellem os, fordi respektfuld samtale faktisk KAN gennemføres, hvis alle tror på det. Og hvis respekten er gensidig. Aldrig tage en debat for debattens skyld, men tro på, at enhver fri forening dør af at være eller tænke mainstream. Det gør efterskolerne ikke. Og husk at stille spørgsmål…
Om jeg har gjort en forskel for efterskolerne må medlemmerne vurdere. Men efterskolerne har gjort en forskel for mig. Det har været en fornøjelse at give tilbage til den skoleform, som jeg blev formet af – og kunne se de forandringer helt fysisk i form af logoer og ord i kampagner og på hjemmesiden.
Nu får jeg mere fritid end godt er, da de mange frivillige arbejdsgrupper, de mange møder og samarbejder og alt det andet jeg er så ekstremt grebet af, stopper fra dette sekund. Sådan er demokrati gudskelov. Det føles en smule tomt at trille fra Nyborg Strand – men jeg er fyldt af glæde over at have brugt tre år i godt selskab, på en af de vigtigste ting vi har i vores samfund: De unge og deres dannelse og uddannelse.
Tak! Bare tak…
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?






