Der var engang en by, der hed Isby, hvor kulden var så streng, at selv tankerne kunne fryse til små iskrystaller, før de nåede at forlade hovedet. Men midt i mørket boede en lille flamme, der nægtede at give fortabt.
Isby var ikke en almindelig by. Den lå placeret i en dal mellem tre store, hvide bjerge, der lignede sovende kæmper med dyner af sne. I Isby var det så koldt, at folk måtte gå med tre lag sokker, to par vanter og en hue, der var så tyk, at man næsten ikke kunne høre, hvad naboen sagde. Men folkene i Isby var vant til det. De vidste, hvordan man hakkede hul i isen på søen for at hente vand, og de vidste, hvordan man holdt gang i de store pejse, så stuerne var varme og hyggelige.
Men en nat skete der noget usædvanligt. Frostkongen, en mægtig og gnaven skabning lavet af ren is og nordlys, besluttede sig for at besøge dalen. Han var ikke ond, men han elskede stilhed, og for ham var varme og lys noget frygteligt rod. Han sukkede en dyb, blå tåge ud over byen, og i det øjeblik hans ånde ramte skorstenene, slukkede alle pejse. Kulden sneg sig ind gennem sprækkerne i dørene. Den kravlede op ad væggene og tegnede mønstre på ruderne, der lignede frosne bregner.
I vinduet hos bageren stod en lille, gammel lanterne. Inde i den lanterne boede Flimmer. Flimmer var ikke en stor flamme. Han var faktisk ret lille, ikke større end spidsen af en lillefinger. Men Flimmer havde en vilje af jern, selvom han var lavet af ild. Da Frostkongens kolde ånde ramte bageriet, mærkede Flimmer, hvordan kulden bed i hans orange kinder. Alle de andre lys i bageriet var gået ud. De store ovne var blevet kolde, og de nylavede boller lå og skælvede på bagerens borde.
Flimmer vidste, at hvis han også gik ud, ville hele byen blive til en stor isklump. Han begyndte at danse. Han hoppede op og ned på sin lille væge, og han svingede sine arme af lys fra side til side. Han sang en lille sang, som kun flammer kender. Det var en sang om solskin, om varme sommerdage og om den følelse, man får i maven, når man drikker varm kakao. Kulden forsøgte at kvæle ham. Frostkongen pressede sit ansigt mod ruden og pustede alt hvad han kunne, men Flimmer blev ved.
Ude i mørket begyndte folk at vågne. De rystede af kulde under deres dyner. Lille Villum, der boede i huset overfor bageren, kiggede ud af sit vindue. Han så, at alt var mørkt. Gadelamperne var gået ud, og der var ingen røg fra naboernes skorstene. Men så fik han øje på noget. I bagerens vindue lyste en lillebitte orange prik. Den var så lille, at man næsten skulle knibe øjnene sammen for at se den, men den var der. Den hoppede og dansede, som om den fejrede en fest midt i den kolde nat.
Villum tog sin tykke frakke på og sneg sig ned ad trappen. Hans mor og far sov stadig, indhyllet i tre tæpper. Villum gik ud i den bidende kulde. Sneen knirkede under hans støvler, og luften var så kold, at den bed i hans næse. Han gik hen til bagerens vindue og satte sine hænder op mod glasset. Han kunne mærke en lille smule varme. Det var ikke meget, men det var nok til, at hans fingre ikke længere føltes som istappe.
Snart kom flere børn ud. De havde set lyset fra deres egne vinduer. Der var Malthe, Jonathan og lille Mia. De stod alle i en rundkreds omkring den lille lanterne. De begyndte at nynne med på Flimmers sang, selvom de ikke kendte ordene. Jo mere de nynnede, jo kraftigere lyste Flimmer. Han voksede og voksede. Hans lys blev mere gult, så orange og til sidst næsten hvidt af ren energi. Varmen begyndte at sprede sig fra vinduet. Den smeltede isen på fortovet, og den kravlede hen ad gaden som en usynlig, varm bølge.
Frostkongen blev forvirret. Han havde aldrig set en så lille flamme kæmpe så hårdt. Han forsøgte at blæse endnu hårdere, men varmen fra børnene og den lille flamme var blevet for stærk. Han opdagede, at hans egne isfingre begyndte at dryppe. Hvis han blev meget længere, ville han selv smelte og blive til en lille vandpyt. Med et stort suk, der lød som is, der knækker på en sø, vendte han om og svævede tilbage mod de høje bjerge i nord.
Da solen begyndte at stige op over de hvide bjerge, var hele Isby badet i et gyldent lys. Det var ikke bare solens stråler, men også eftergløden fra Flimmers store dans. Folk begyndte at komme ud af deres huse. De undrede sig over, hvorfor de ikke frøs, og hvorfor alle deres pejse pludselig begyndte at knitre igen af sig selv. De fandt børnene, der stadig stod ved bagerens vindue og smilede.
Flimmer var nu blevet en lille, rolig flamme igen. Han sad træt, men glad, på sin væge inde i lanternen. Han havde brugt alle sine kræfter, men han havde reddet byen. Bageren kom ud med varme boller, som han delte ud til alle børnene, og for første gang i mands minde føltes vinteren i Isby ikke spor kold.
Folk lærte noget den nat. De lærte, at selv den mindste gnist kan gøre en forskel, hvis den bare nægter at gå ud. Og de lærte, at når man står sammen og deler varmen, så kan selv den strengeste Frostkonge ikke vinde. Hver vinter efter den nat satte alle i byen en lille lanterne i deres vindue, så ingen nogensinde skulle føle sig alene i mørket igen.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: [Den glemte skygges rejse]
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
