DEN DYBESTE MISTILLID – PÅ FOLKESTYRETS VEGNE

Folketinget kan åbenbart ikke samle flertal for en mistillidserklæring Men enhver med hjerte for demokrati og bare en smule respekt for folkestyret må på det kraftigste udvise kæmpe mistillid alligevel Samråd på tre timer er forbi jeg fulgte det tæt her fra IPU Assembly i Usbekistan Det bliver lidt langt nu men det her spørgsmål

Folketinget kan åbenbart ikke samle flertal for en mistillidserklæring. Men enhver med hjerte for demokrati og bare en smule respekt for folkestyret må på det kraftigste udvise kæmpe mistillid alligevel! Samråd på tre timer er forbi, jeg fulgte det tæt her fra IPU Assembly i Usbekistan.

Det bliver lidt langt nu, men det her spørgsmål er ekstremt vigtigt for mig. Og for dig…

På Christiansborg bliver næsten alting til et spil. For regeringen bliver det altid alene kamp for at vinde ansigt. Der kommer en “noget for noget”, hvor politikere og partier får tilbudt alt muligt for at redde situationen. Forsøgt købt eller truet med valg, som f.eks. vi løsgængere vel egentlig bør frygte. Intet skal dog påvirke helt almindelig fornuft. Heller ikke om det måtte koste din post, når der udskrives valg. Så går man da i det mindste ud af Borgen med sin selvrespekt.

Står man ikke for noget, står man for alt!

Selv nu, hvor man køber nogle løsgængere og et par nordatlantiske mandater, ændrer det jo ikke det faktum, at ministeren har skjult væsentlig viden overfor Folketinget. Det har regeringen og støtterne åbenbart ingen problemer med, det må være deres sag. Og det må vælgerne så huske.

Pressen skriver om “oppositionens hævntørst” og andet, der får det hele til at ligne en spændende thriller på Netflix. For mig er det ikke et spil, drilleri eller en film. Det her handler for mig ikke om Aagaard, som jeg har det fint med personligt. Det handler om ministeren, ministerierne, regeringen og forholdet til Folketinget. Jeg har i to år har været aktiv i alle sager, hvor ministerier eller regering viser egenrådighed overfor Folketinget. Og det her er en af de værste ting en minister kan gøre!

Læs også:
HAMAS - Terrorangrebet 7. oktober.

Seriøse partier sad i et rum og forhandlede en bæredygtig fremtid, som i forvejen ligger i ruiner. Ministeren og ministeriet (og nok også regeringens top) får info om noget ret alvorligt, der gør at det, partierne sad og forhandlede om, var umuligt.

Gudhjælpemig om ikke ministeriet og ministeren holder sandheden hemmelig. Regeringens top var informeret – erfarne magtfolk, der burde kende loven og sende Aagaard afsted til Folketinget med oplysningerne omgående. Det skete ikke.

Sandhed og virkelighed bør altid være fundamentet for enhver forhandling. Det er ministerens forbandede pligt at sige videre. Det er hans job! Og lovpligtigt. Vi har jo et folkestyre og ikke, som ministeren kom til at sige på samrådet, et ministerstyre. Freudian slip.

At et flertal ikke udviser mistillid – eller måske endda selv, som regering eller parti, sætter foden ned og siger, at det kan man simpelthen ikke lægge navn til – er over min forstand. Men som jeg er citeret for i Axel Boisens nye bog om folkestyret, “Jeppe på borgen”, findes der en forfærdelig værktøjskasse, som nogle af de mest egenrådige benytter på Christiansborg, hvor positioner og vælgeroptimering betyder mere end grundholdninger og argumenter. Og nu også, ret tydeligt, betyder mere end sandheden.

Flertal eller ej. Herfra den dybeste mistillid – på folkestyrets vegne.

Vil du have Søeforklaringer i indbakken?

Scroll to Top

Søeforklaringer direkte i indbakken?

Intet spin, ingen spam, ingen algoritmer. Bare mine tanker om medier, magt og mennesker, når jeg har noget på hjerte.