Langt oppe, hvor luften er tynd og kold, og hvor skyerne driver forbi som store uldne får, boede kæmpen Balder. Han var så enorm, at hans smil kunne oplyse en hel dal, og hans nys kunne skabe en lokal storm, der flyttede på både kasketter og havemøbler.
Fyrretræer som dørmåtter og søer som vaskefade
Balder boede i en hule, der var så dyb, at ekkoet af hans egne tanker kunne tage flere dage om at finde vejen ud igen. For de fleste ville bjergtinderne virke som et barskt og ugæstfrit sted, men for Balder var det bare hans baghave. Han havde indrettet sig efter sin størrelse. Hver morgen, når han trådte ud af sin hule, tørrede han sine enorme fødder af i en hel fyrreskov, som han brugte som dørmåtte. Det kildede lidt under tæerne, når de små træer bøjede sig, men det var den eneste måde at få det værste bjergstøv af på.
Når han skulle vaske sig, bukkede han sig ned over den store krystalsø i dalen ved siden af. For menneskene var det en bundløs sø fyldt med sagn og mystik, men for Balder var det bare hans personlige vaskefad. Han dyppede sine store hænder i det iskolde vand og sprøjtede det i ansigtet, så det lignede et mindre vandfald, der styrtede ned ad bjergsiden. På trods af al den plads og den smukke natur følte Balder en tunghed i sit bryst, som ikke skyldtes hans vægt. Han var frygtelig ensom. Han kiggede ofte ned mod den lille by i bunden af dalen, hvor lysene fra vinduerne glimtede som små, varme stjerner i mørket. Han ønskede sig intet højere end at være en del af deres fællesskab, at sidde ved et bål og grine, eller blot at sige et venligt goddag til nogen, der ikke var en ørn eller en bjergged.
Da jorden rystede og hjerterne sank
Problemet var dog, at Balder simpelthen var for stor til menneskenes verden. Hver gang han i sin iver efter selskab prøvede at vandre ned ad bjerget for at præsentere sig, gik det galt. For hvert skridt han tog, rystede jorden så voldsomt, at kopperne dansede på bordene i byen. Når han kom halvvejs ned, begyndte skorstenene at vælte, og folk løb skrigende ud af deres huse i bar skræk for, at bjerget var ved at falde sammen. De så ikke en venlig kæmpe med et håbefuldt blik; de så en katastrofe i bevægelse.
Balder standsede altid op i tide, men skuffelsen var lige stor hver gang. Han kunne høre deres bange råb og se dem flygte i alle retninger. Han satte sig tungt ned på en klippehylde, hvilket desværre kun fik jorden til at ryste endnu mere, og sukkede så dybt, at skyerne i nærheden blæste helt væk og afslørede en blå himmel, som ingen havde bedt om. Han følte sig som en elefant i en glasbutik, bare i en verden lavet af tændstikker. Han vidste, at hans hjerte var blødt som smør, men hans krop var en mur af sten, og han kunne ikke finde ud af at bygge bro mellem de to ting. Han trak sig altid tilbage til sin hule, mens han tænkte på, om han var dømt til altid kun at betragte livet på afstand.
Lyden af en ensom negl mod gammelt egetræ
En eftermiddag, mens efterårsstormene begyndte at rive i de få blade, der var tilbage, fandt Balder en gammel, hul stamme fra et kæmpe egetræ, der var væltet i en lavine mange år tidligere. Stammen var glat og grå af vind og vejr, og den var lige så lang som en af Balders arme. Han tog den forsigtigt op og mærkede på dens struktur. Den var let, men stærk. Han fik en idé, der fik hans øjne til at gnistre. Med sin store, skarpe tommelfingernegl begyndte han at skære i træet. Han skar ikke bare tilfældigt; han skar med en præcision, som man ikke skulle tro, så store hænder besad.
Han skar seks perfekte, runde huller langs stammens side. Han brugte timer på at polere mundstykket, indtil det var blødt som silke. Han havde lavet en fløjte. Men det var ikke en almindelig fløjte; det var en fløjte, der passede til en kæmpes lunger og en kæmpes sjæl. Han holdt den op mod lyset og smilede. Han vidste ikke, om det ville virke, men han følte en mærkelig ro brede sig i kroppen. Han havde fundet noget, han kunne skabe, i stedet for kun at ødelægge med sin tyngde. Han ventede på, at aftenen skulle falde på, og at vinden skulle lægge sig, så lyden kunne rejse uhindret gennem den klare bjergluft.
En varm dyne af toner over den sovende dal
Da månen steg op og kastede sit sølvfarvede lys over de sneklædte toppe, satte Balder sig yderst på sin bjergryg. Han placerede fløjten mod sine læber og lukkede øjnene. Han tænkte ikke på sin ensomhed eller sin størrelse. Han tænkte på de varme lys i landsbyen, på duften af bagt brød og lyden af børnelatter. Han tog en dyb indånding og blæste forsigtigt. Den første tone, der slap ud, var så dyb og ren, at den syntes at vibrere helt ind i bjergets fundament. Det lød ikke som torden, der truer, men som lyden af en tryg favn eller en rolig bølge mod stranden.
Tonerne rullede ned ad bjergsiden som en varm, usynlig dyne. Musikken vævede sig gennem fyrretræerne, dansede over krystalsøen og sneg sig ind i de små gyder i byen. Det var en melodi, der fortalte om længsel, men også om skønhed. Det var Balders hjerte, der talte, og for første gang var hans styrke ikke en trussel, men en gave. Musikken var så kraftfuld, at den kunne mærkes i mellemgulvet, men så blid, at den ikke engang fik et stearinlys til at blafre. Han spillede om de ensomme nætter under stjernerne og om den glæde, han følte ved bare at se verden vågne hver morgen.
Dansen der slettede afstanden mellem skyerne
Nede i dalen begyndte tingene at ændre sig. Folk, der var ved at gøre klar til at sove, stoppede op. De kiggede ikke mod bjerget med frygt for jordskælv denne gang. De åbnede deres vinduer og gik ud på deres trapper for at lytte. Mia, en lille pige med hurtige fødder og et lyst sind, var den første, der begyndte at bevæge sig. Hun tog et par dansetrin på den kolde brosten, og snart fulgte andre efter. Musikken gjorde dem ikke bange; den gjorde dem lette om hjertet. De vidste ikke, hvor lyden kom fra, men de følte, at de blev passet på.
Hele byen blev forvandlet til en stor dansesal under stjernerne. Unge og gamle holdt hinanden i hænderne og snurrede rundt til de dybe, varme toner fra bjerget. Jonathan og Malthe fandt deres egne små instrumenter frem og prøvede at spille med, selvom deres lyde var små og spinkle i forhold til kæmpens mægtige fløjte. Balder sad højt oppe og så det hele. Han så de små skikkelser danse, og han så, hvordan hans musik havde bragt dem sammen. Han behøvede ikke at stå midt iblandt dem for at være en del af dem. Han var forbundet med hver eneste danser gennem tonerne i luften.
Han spillede, indtil de sidste lys i byen blev slukket, og folk trætte og lykkelige var gået i seng. Balder lagde sin fløjte fra sig og kiggede op mod mælkevejen. Han var stadig den eneste kæmpe i de høje bjerge, men han var ikke længere ensom. Han havde lært, at man ikke behøver at fylde fysisk plads for at have betydning for andre. Nogle gange er den største styrke ikke evnen til at flytte bjerge, men evnen til at flytte et andet menneskes hjerte, selv fra en bjergtop langt over skyerne.
Læs næste eventyr: [Lucas og teltet hvor det altid er stjerneklart]
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
