Højt oppe, hvor luften er så tynd, at stjernerne næsten rører ved ens næsetip, bor der en kæmpe, som ingen nogensinde har set helt tæt på. Han er så stor, at hans hjerte banker som en langsom lilletromme, der kan høres helt nede i de dybeste dale, hvis man lægger øret mod jorden og lytter rigtig godt efter.
De Høje Bjerge er ikke som de bjerge, vi kender fra ferierne, hvor der er små stier og skilte, der viser vej til den nærmeste pølsevogn. Nej, disse bjerge er vilde, takkede og dækket af en is, der glitrer som knuste diamanter i måneskinnet. Her bor Gorm. Gorm er ikke en farlig kæmpe, selvom hans fødder er på størrelse med små huse, og hans skæg er lavet af sammenfiltrede granris og gammelt mos. Han er faktisk den venligste sjæl, man kan forestille sig, men han er også meget ensom, for der er ikke mange, der har lyst til at klatre så højt op for at sige goddag til en mand, hvis nys kan starte en mindre lavine.
Gorm har boet deroppe i tusind år, måske mere. Han har set skove vokse op og visne hen, og han har set floder ændre deres løb, som om de bare var små bække i en sandkasse. Hans dage går med at passe på bjergene. Han retter lidt på de største sten, hvis de er ved at rulle ned, og han sørger for, at de vilde bjerggeder har et tørt sted at sove, når vinterstormene raser. Men det, Gorm elsker allermest, er ikke sten eller geder. Det er skyerne. For heroppe, hvor himlen begynder, er skyerne ikke bare hvide klatter på en blå baggrund. De er levende, små væsner, der minder om legesyge hundehvalpe.
Når morgensolen rammer de øverste tinder, vågner skyerne nede i de fugtige dale og stiger langsomt opad. De er lette og luftige, og de elsker at drille. Nogle af dem er små og hurtige, mens andre er store og tunge, som om de har spist for meget regn til morgenmad. Gorm sidder ofte på sin yndlingsklippe, der er flad som et spisebord, og venter på dem. Han ved, at så snart de når op til ham, begynder legen. Skyerne elsker nemlig at gemme sig i Gorms store, vilde skæg. De suser ind mellem grenene og mosset, og det kildrer så frygteligt, at Gorm må knibe øjnene sammen for ikke at sprutte af grin med det samme.
En tirsdag formiddag, hvor himlen var ekstra blå, kom en lille, flosset sky hoppende hen over en gletsjer. Det var en af de mest frække skyer, Gorm kendte. Den hed Fnug, og den havde for vane at lave piruetter lige foran Gorms næse. Fnug susede tæt forbi hans øre, så det susede som en storm i en granskov, og derefter dykkede den direkte ned i hans venstre armhule. Gorm forsøgte at holde masken. Han bed sig i læben, så hans store tænder, der lignede hvide kridtsten, lyste om kap med sneen. Men Fnug gav ikke op. Den begyndte at lave små elektriske kildrebevægelser, præcis der hvor Gorm var mest kilden.
Pludselig kunne han ikke mere. Gorm åbnede munden, og et grin så dybt og mægtigt rullede ud af hans bryst. Det startede som en lav rumlen, ligesom når man trækker en tung kiste hen over et trægulv, men det voksede og voksede, indtil det fyldte hele himmelrummet. HA-HA-HAAA! Grinet rystede bjergene, så sneen faldt ned fra de højeste toppe som fint flormelis. Fnug og de andre skyer blev blæst bagover af ren glæde, og de begyndte at hoppe op og ned i takt med kæmpens rystende mave.
Nede i den lille landsby i dalen, hvor husene lignede legetøj set fra Gorms højde, kiggede folk op mod bjergene. “Hører I det?” spurgte bageren og holdt fast i sin hat, der var ved at blæse af i det pludselige vindstød. “Det tordner! Skynd jer at få vasketøjet ind!” Folk løb forvirrede rundt og kiggede på den blå himmel. De forstod det ikke. Der var ikke en eneste mørk sky i sigte, og alligevel bragede tordenen løs over deres hoveder. De vidste ikke, at det slet ikke var uvejr, men derimod lyden af det lykkeligste væsen i hele verden, der morede sig over en sky, der legede tagfat.
Når Gorm griner, skabes der nemlig det, vi kalder for “tør-torden”. Det er den slags torden, der lyder som om himlen knækker midt over, selvom solen skinner. De kloge videnskabsfolk nede i byen skriver lange bøger om atmosfæriske tryk og elektriske spændinger, men sandheden er meget simplere. Det er bare Gorm, der er ved at falde ned af sin klippe af bar grin. Sommetider bliver hans grin så kraftigt, at der springer små gnister mellem hans fingre, og det er det, vi ser som lyn. Det er ikke farligt lys, det er bare resterne af en virkelig god vittighed, som himlen har fortalt ham.
En aften, da solen var ved at gå ned og farvede alle bjergtoppene lyserøde, lagde Gorm mærke til noget usædvanligt. En lillebitte sky var blevet fanget i toppen af en meget gammel, meget spids gran. Skyen lignede en lille uldtot, der var gået i stykker, og den pev med en tynd, fløjtende lyd. Gorm rejste sig forsigtigt op. Han skulle passe på, hvor han trådte, for han ville ikke mase de sjældne blomster, der kun voksede på nordsiden af bjerget. Han strakte sin store hånd ud – en hånd, der var dækket af små søer og sprækker, hvor sjældne fugle ofte byggede rede.
Med sin lillefinger, der alligevel var tykkere end en træstamme, løftede han forsigtigt skyen fri fra granens grene. Han pustede meget, meget blidt på den, og med det samme fik skyen sin runde form tilbage. Som tak lyste den lille sky op i en klar, gylden farve. Den svævede op og lagde sig til hvile på Gorms skulder, hvor den spandt som en lille mis. Gorm følte sig pludselig ikke spor ensom mere. Han indså, at selvom han var den eneste af sin slags, så var han aldrig alene, så længe han passede på sine små venner i luften.
Da natten faldt på, og de lilla tåger lagde sig som et blødt tæppe over dalene, gjorde Gorm sig klar til at sove. Hans seng var en blød dal mellem to tinder, og hans pude var en stor, mørk skov, der duftede af harpiks og drømme. Han trak det mørkeblå nattehimmel-tæppe helt op til hagen. Stjernerne blinkede ned til ham som små vågelamper, og månen lyste op, så han kunne finde sine store tøfler, hvis han skulle op og tisse om natten.
Han lå der og kiggede op i uendeligheden, mens han tænkte på morgendagen. Han vidste, at Fnug og de andre skyer ville vende tilbage, så snart den første solstråle ramte bjerget. Han glædede sig allerede til at mærke den velkendte kildren i skægget. Men indtil da ville han bare ligge og lytte til stilheden, der kun blev afbrudt af hans egne dybe, rolige åndedrag, der lød som tidevandet, der trækker sig tilbage.
Hvis du en dag er ude og gå en tur, og du pludselig hører en dyb rumlen fra en skyfri himmel, så skal du ikke blive bange. Du skal ikke løbe indenfor og gemme dig under sengen. I stedet skal du kigge op mod de højeste bjerge, du kan se i horisonten. For det er sikkert bare Gorm, der har fået besøg af en fræk lille sky, der har fundet hans mest kildne punkt bag øret. Send ham en lille tanke og et smil, for intet gør en kæmpe mere glad end at vide, at der er nogen dernede, der forstår hans latter.
Læs næste eventyr: Den magiske postkasse i skovens dyb
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
