Jeg står i et baglokale i et kulturhus et sted i det jyske, hvor kaffen er lunken, og forventningerne til dagens foredrag hænger tungt i luften. Spejlet foran mig viser den professionelle udgave af Jeppe – ham med den nystrøgne lyseblå skjorte, det sorte slips, der sidder lige i skabet, og en mine, der signalerer, at jeg har fuldstændig styr på mine budskaber. Det er den version af mig, som virksomheder køber, og som publikum forventer at se. Men da jeg stikker hånden i højre jakkelomme for at mærke efter mine stikord, rammer jeg noget skarpt og ubøjeligt.
Det er en LEGO-brandmand. Han har mistet sin økse et sted undervejs, og hans venstre ben er bøjet i en position, der tyder på, at han har været i gang med en ret voldsom redningsaktion under spisebordet derhjemme i går aftes. Han har ligget der i mørket hele vejen fra sofaen til dette baglokale, og nu stirrer han på mig med sit stive blik og sit urokkelige humør. Han er en lille, plastikstøbt hilsen fra en virkelighed, der er langt vigtigere end den, jeg lige nu skal ind og præsentere på scenen.
Det er mærkeligt med det tøj, vi tager på for at virke professionelle. Vi kalder det et “habit”, men i virkeligheden er det jo en rustning. Vi snører skoene, retter på kraven og polerer vores ord, indtil de glitrer. Men uanset hvor meget vi prøver at fremstå som helstøbte og ufejlbarlige eksperter, så bærer vi altid på resterne af det menneske, vi er, når lyset slukkes, og hverdagen ruller hen over os med vasketøj, Lego-klodser og havregrød.
Alvoren og den gule plastikmand
I en verden, der ofte virker besat af perfektion og strømlinede profiler på LinkedIn, er der noget fundamentalt befriende ved at finde en legetøjsfigur i sit mest formelle tøj. Det minder mig om, at vi aldrig må blive så voksne, at vi glemmer legen, eller så vigtige, at vi glemmer, hvem vi egentlig er bag de dyre tekstiler. Den lille mand i min lomme er en påmindelse om, at jeg i går lå på knæ på gulvet og hjalp med at slukke en ildebrand i en imaginær politistation, mens jeg i dag skal tale om strategisk fortælling til ledere i jakkesæt.
Hvem er jeg egentlig mest? Er jeg ham, der står på scenen og jonglerer med ord og analyser, eller er jeg ham, der ved præcis, hvor ondt det gør at træde på en 2×4-klods med bare tæer klokken tre om natten? Svaret er selvfølgelig begge dele, men vi glemmer ofte at tage det hele menneske med på arbejde. Vi gemmer “far-Jeppe” eller “kaos-Jeppe” væk i garderoben sammen med gummistøvlerne, fordi vi frygter, at det tager noget af vores autoritet. Men måske er det i virkeligheden omvendt. Måske er det netop de små tegn på menneskelighed, der gør, at vi overhovedet kan nå hinanden.
Hvad gør vi nu, lille du? Her stod jeg med min gule ven, der i hvert fald ikke havde tænkt sig at gå i panik over dagens program. Han smilede bare. Han vidste, at det hele nok skulle gå, uanset om vi snakkede krisekommunikation eller Legoland. Der er en dyb sandhed i at bære sine rødder i lommen. Det holder os jordnære, når bifaldet bruser, og det trøster os, når vi føler os som en svindler, der bare leger voksen.
En lektion i jordforbindelse
Jeg valgte at lade brandmanden blive i lommen under hele foredraget. Hver gang jeg mærkede ham mod min hofte, sendte jeg en tanke til dem derhjemme. Det gav en underlig ro. Han fungerede som et anker midt i de store ord og de kloge teorier. Det er let at fortabe sig i sin egen vigtighed, når man står med en mikrofon i hånden, men det er svært at være selvhøjtidelig, når man ved, at man har en brandmand i lommen, der mangler sin økse.
Vi lever i en tid, hvor alt skal måles og vejes, og hvor hver eneste bevægelse skal føre til en optimering. Men hvad med det tilfældige? Hvad med de små ting, der ikke har en funktion, men som alligevel betyder alt? Den lille plastikfigur repræsenterer den ånd, vi ofte glemmer i vores jagt på effektivitet. Han repræsenterer fantasien, kaosset og den ubetingede kærlighed, der findes i de timer, hvor vi ikke skal præstere noget som helst for andre end dem, der kalder os for far eller mor.
Det minder mig om Søren Kierkegaards ord om, at livet skal forstås bagud, men leves forlæns. Da jeg lagde jakken på sengen i aftes, tænkte jeg ikke over, at lommen blev til en garage for en plastikmand. Men her i dag forstår jeg, at det var det vigtigste, der skete i går. Det var det øjeblik, hvor jeg var allermest mig selv, uden filter og uden slips. Og måske er det i virkeligheden det, vi alle sammen leder efter i vores kommunikation: det ægte menneske bag facaden.
Skal vi lege lidt mere?
Når jeg kører hjem i aften, gennem det flade danske landskab, vil jeg ikke tænke så meget på, om jeg fik sagt præcis det, jeg havde planlagt. Jeg vil tænke på brandmanden og på, om vi skal bygge en hel station i morgen. Vi har så travlt med at være professionelle, at vi glemmer at være til stede. Vi bygger systemer og processer, men vi glemmer, at verden er lavet af små ting, der kan ligge i en jakkelomme.
Måske burde vi alle sammen have en lille figur i lommen, når vi går til de vigtige møder. En lille reminder om, at vi kun er her på lånt tid, og at de titler, vi smykker os med, er lige så foranderlige som vejret. Det er ikke vores jobtitler, der definerer os, men de minder, vi skaber med de mennesker, vi holder af. Og hvis en lille mand med rød hjelm kan minde mig om det midt i en travl hverdag, så er han alle pengene værd.
Jeg har besluttet, at han skal blive i jakken lidt endnu. Måske har han brug for at se verden, før han vender hjem til stuegulvet. Han har i hvert fald klaret sig bedre gennem dagens strabadser end de fleste af os. Han har ikke klaget over kaffen, han har ikke kigget på sit ur, og han har ikke prøvet at disrupte noget som helst. Han har bare været der. Og det er måske den vigtigste lektion af dem alle.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
