Langt ude på den anden side af de syv blå bjerge og lidt til venstre for den hviskende skov lå den smukkeste dal, man overhovedet kunne forestille sig. Den blev kaldt Den Grønne Dal, men det var ikke bare en almindelig grøn farve. Græsset her var så saftigt og smaragdgrønt, at det næsten lignede, det var vævet af de fineste silkestrå, og blomsterne var så farverige, at de fik regnbuen til at se lidt bleg ud ved siden af.
I denne dal boede en lille pige, der hed Mia. Mia var ikke en prinsesse, og hun havde ikke magiske kræfter, men hun havde noget, der var endnu bedre. Hun havde et hjerte, der var så rent som kildevandet i bækken, og hun kunne se det smukke i alting – selv i en lillebitte sten eller en gnaven grævling.
En solskinsmorgen, da duggen stadig lå som små diamanter på bladene, gik Mia en tur op mod de gamle klipper i udkanten af dalen. Her fandt hun noget, der glimtede i det høje græs. Det var en lille fløjte lavet af mørkt, poleret træ med bittesmå udskæringer af blade og stjerner. Da hun tog den op, føltes den varm i hendes hænder, som om den havde ventet på hende i hundrede år.
Mia satte fløjten til læberne og blæste en forsigtig tone. Lyden var ikke som nogen anden fløjte, hun før havde hørt. Den lød som en blanding af en fugls morgensang og lyden af vinden, der leger i trækronerne. Da den første tone ramte luften, skete der noget mærkeligt. En lille, lukket mælkebøtte lige ved hendes fødder foldede sig ud med et lille “plop”, som om den lige var vågnet fra en dejlig lur.
Hun spillede en tone til, og denne gang var den klarere og mere munter. Pludselig begyndte en flok blåmejser at kvidre i kor med melodien, og en hare hoppede frem fra en busk og lagde ørerne tilbage, mens den lukkede øjnene og nød musikken. Mia smilede. Hun begyndte at gå ned i dalen, mens hun spillede en lille sang, hun selv fandt på undervejs.
For hvert skridt Mia tog, og for hver tone hun spillede, vågnede dalen mere og mere til live. Det var ikke bare blomsterne, der sprang ud i de mest utrolige farver. Dyrene begyndte også at samle sig omkring hende. Ræven kom luntende sammen med rådyret, og selv de små egern glemte alt om deres travle jagt efter nødder for at lytte til den fortryllede musik.
Det mest utrolige var dog, at dyrene begyndte at synge med på deres egen måde. Ulven hylede ikke længere mod månen, men nynnede en dyb basgang, mens sommerfuglene baskede med vingerne i takt til melodien. Det var, som om hele naturen var blevet til ét stort orkester, hvor alle havde fundet deres plads.
Men ikke alle i dalen var lige begejstrede til at begynde med. Nede ved den store rod af det gamle egetræ boede Gråskæg, den mest gnavne grævling i mands minde. Gråskæg elskede ro og orden, og han mente bestemt, at musik var noget pjat, der kun forstyrrede hans middagslur.
Da Mia kom spillende forbi hans hule, stak han sin våde snude ud og så meget vred ud. Han ville lige til at sige noget rigtig gnavent om “larmende unger” og “pjat med fløjter”, men så ramte en særlig blød tone hans ører. Det var en tone, der mindede ham om dengang, han var en helt lille grævlingeunge og rullede sig i det bløde mos.
Gråskæg mærkede et lille ryk i sin venstre bagpote. Så mærkede han et ryk i den højre. Før han vidste af det, begyndte hans lille hale at vippe, og et smil bredte sig langsomt over hans ansigt – et smil, han ikke havde brugt i mindst ti år. Han kravlede helt ud af sin hule og begyndte at vippe med fødderne i takt til musikken, mens han lavede små, sjove grævlinge-dansehop.
Mia grinede, da hun så den dansende grævling, og hendes musik blev endnu gladere. Hun gik hen til den store solskinsmark midt i dalen, hvor de største blomster voksede. Her stoppede hun op og spillede en tone, der var så høj og ren, at den nåede helt op til skyerne.
Foran hende stod en gigantisk solsikke, der hidtil havde hængt lidt med hovedet. Da musikken ramte den, begyndte den at strække sig mod himlen. Dens kronblade foldede sig ud, indtil de glimtede som rent guld, og den begyndte at dreje sig langsomt rundt som en lille sol på en stilk.
Hele dalen var nu fyldt med lys og harmoni. Blomsterne dannede mønstre, der lignede smilende ansigter, og duften fra dem var så sød, at man fik lyst til at gemme den i en krukke. Mia forstod nu, at fløjten ikke bare var et stykke træ. Den var et værktøj til at finde det gode i alt levende. Den virkede kun, fordi hun spillede med glæde og uden at ville have noget for det.
Da solen begyndte at gå ned bag bjergene og farvede himlen i nuancer af lilla og orange, satte Mia sig på en bakketop. Hun spillede en sidste, blid vuggevise til dalen. Dyrene lagde sig til ro i græsset, blomsterne lukkede sig forsigtigt sammen for natten, og selv vinden lagde sig til at sove i trækronerne.
Stilheden, der fulgte, var ikke tom. Den var fyldt med den fred, som musikken havde bragt. Mia lagde fløjten tilbage i det høje græs, hvor hun havde fundet den. Hun vidste, at fløjten ville blive der og vente på det næste barn med et rent hjerte, der havde brug for at vække magien i verden.
Da mørket faldt på, og de første stjerner tændte deres lys over Den Grønne Dal, gik Mia hjem mod sin lille hytte. Hun behøvede ikke fløjten længere for at høre musikken, for hun kunne mærke den inde i sig selv. Og nede i hans hule drømte Gråskæg for første gang i mange år om at danse på en eng af fløjl.
Dalen sov, men den var forandret for altid. For nu vidste alle, at selv den mest gnavne grævling og den mindste blomst har en sang i sig, hvis bare man lytter med hjertet.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: Den syngende bæk og de gyldne fisk
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
