Langt ude i den dybe skov, gemt bag de ældste egetræer og de mest drillesyge bregner, findes en sø, der er så klar, at man slet ikke kan se vandet. Her starter eventyret om en by, som alle glemte, men som fiskene aldrig holdt op med at elske.
Liva var en pige med meget store nysgerrige øjne og lommerne fulde af glaskugler. Hun elskede at gå ture, hvor ingen andre gik. En eftermiddag, hvor solen hang som en stor, moden appelsin på himlen, fandt hun den krystalblå sø. Vandet bevægede sig slet ikke. Det lå bare og ventede. Liva satte sig på hug og kiggede ned. Men hun så ikke bunden. Hun så tage. Hun så små skorstene, der pustede glitrende bobler ud. Hun så gader lavet af perlemor, der snoede sig mellem klipperne.
Hun rakte hånden ud. Vandet føltes ikke vådt. Det føltes som fløjl. Da hun tog sin sko af og dyppede en tå, mærkede hun en kildren. Det var ikke koldt. Det var lunt som en godnathistorie. Liva tog en dyb indånding og hoppede. Hun faldt ikke tungt som en sten. Hun dalede langsomt. Som et mælkebøttefrø i vinden svævede hun ned gennem det klare vand. Det mærkeligste var, at hun kunne trække vejret helt perfekt. Luften smagte en lille smule af pebermynte og saltlakrids.
Halvvejs nede mødte hun en lille skabning. Det var en kuglefisk med en meget fin, lille guldkrone på skrå over det ene øje. Den så ud til at have meget travlt. Hej med dig, sagde Liva. Kuglefisken stoppede op og pustede sig så stor som en fodbold. Man skal ikke snige sig ind på en royal post-fisk, svarede fisken med en stemme, der lød som små sølvskeer, der ramte hinanden. Jeg hedder Bubbi, og jeg har faktisk meget travlt.
Liva undskyldte pænt. Hun forklarede, at hun aldrig havde set en by i bunden af en sø før. Bubbi sukkede og lod luften sive ud, så han blev lille og rynket igen. Det er fordi, folk ovenpå har glemt at kigge ned, sagde han. De har så travlt med at kigge ind i deres små sorte kasser eller op i skyerne efter hurtige flyvere. De har glemt, at det smukkeste ofte ligger lige under overfladen. Kom nu med. Hvis du alligevel er her, kan du lige så godt se det hele.
De svømmede, eller rettere svævede, ind i Aqua-Marina. Byen var fantastisk. Husene var bygget af store, hvide skaller, der glimtede i alle regnbuens farver. Der var ingen biler, men folk red på store, venlige søheste, der vrinskede med små bobler. I haverne voksede der ikke roser, men vajende søgræs i farver, som Liva aldrig havde set før. Der var lilla buske, der sang, når man rørte ved dem, og blå blomster, der lyste som små lanterner.
Liva mærkede, hvordan alt herneden foregik i et helt andet tempo. Der var ingen, der løb. Ingen, der råbte. Indbyggerne i Aqua-Marina talte med fiskene, som om de var deres bedste venner. De forstod vandets sprog. Bubbi forklarede, at vandet huskede alle de historier, verden havde glemt. Når man drak en slurk af den krystalklare sø, huskede man pludselig, hvordan det var at være en lille baby, eller hvordan det føltes at flyve i sine drømme.
De nåede til byens midte. Her stod en kæmpe fontæne, men den sprøjtede ikke med vand. Den skød med små gnister af rent lys. Men lyset flimrede. Det så træt ud. Åh nej, jamrede Bubbi og rettede på sin krone. Det er den Store Lyssten. Den er ved at gå ud. Hvis den slukker, bliver her mørkt som i en lukket krukke, og så glemmer vi alle sammen at smile.
Hvorfor flimrer den? spurgte Liva. Hun gik tættere på. Bag fontænen lå en kæmpe krabbe. Den var så stor som en spisebord. Den lå og kildede Lysstenen med sine store klør. Hver gang den kildede stenen, hoppede den af grin, og så smuttede lyset ud af den i alle retninger i stedet for at skinne roligt. Krabben så ikke ond ud. Den så bare ud til at have det alt for sjovt.
Liva vidste præcis, hvad hun skulle gøre. Hun havde engang haft en hund, der også blev helt vild, når den blev kildet. Hun trådte frem og begyndte at synge en sang, hendes mormor altid sang. Det var en rolig sang om stjerner, der sover, og bække, der risler stille. Da krabben hørte musikken, stoppede den med at kilde Lysstenen. Den lagde sine klør pænt ned langs siden og begyndte at rokke roligt frem og tilbage.
Lyset i fontænen blev med ét helt stabilt. Det lyste kraftigere end før. Hele Aqua-Marina blev fyldt med et varmt, gyldent skær. Bubbi hoppede af glæde og lavede tre baglæns saltomortaler i vandet. Du gjorde det! Du reddede vores smil! råbte han. Krabben faldt i en dyb søvn og snorkede små, bløde bobler op mod overfladen.
Indbyggerne kom ud af deres skalle-huse og takkede Liva. De gav hende en lille gave. Det var en perle, der altid ville være varm. Så længe hun havde den i hånden, ville hun aldrig glemme vejen tilbage til søen. Men solen var ved at gå ned ovenfor, og Liva vidste, at hendes forældre snart ville kalde hende ind til aftensmad.
Hun sagde farvel til Bubbi og lovede at komme igen. Hun svømmede opad, hurtigere nu. Da hun brød overfladen, mærkede hun den kølige skovluft. Hun kiggede ned i søen en sidste gang. Vandet var helt stille igen. Man kunne ikke se en eneste perle eller en eneste lysgnist. Men i hendes lomme lå en lille perle, der var varm som en solstråle. Liva smilede. Verden er fuld af hemmeligheder, tænkte hun. Man skal bare huske at kigge efter dem.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: Den flyvende tekande og de glemte ønsker
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
