Dybt nede i den store sø, lige der hvor solens stråler knap nok kan nå ned og kildre bunden, ligger der en by, som de færreste kender til. Den hedder Glimmerby, og den er ikke helt som de byer, vi kender fra landjorden. I Glimmerby er husene ikke bygget af mursten eller træ, men af kæmpemæssige, glitrende sæbebobler, der aldrig springer. Skorstenene sender ikke røg op i luften, men små, lilla bobler, der dufter af jordbæris og nyslået græs.
Historien om Glimmerby begyndte for mange, mange år siden, før bilerne blev opfundet, og før man kunne købe lakrids i supermarkedet. Dengang lå byen oppe på bakken ved siden af søen. Folkene i byen var meget glade for at pudse deres ting. De pudsede deres dørhåndtag, deres sko og endda deres små kæledyrs-snegle, indtil alting skinnede så kraftigt, at man var nødt til at gå med solbriller hele døgnet rundt. Men de var så optaget af at pudse, at de slet ikke opdagede, da søen en dag besluttede sig for, at den ville have en lille lur og bredte sig ud over bredden. Byen sank langsomt, men fordi alt var så velpudset og glat, gled den bare forsigtigt ned på bunden uden at noget gik i stykker.
En dag stod pigen Mia ved bredden af søen. Hun var en pige, der altid havde lommerne fulde af mærkelige ting – en flad sten, en snor der var gået i klluder, og måske en halv kiks fra i forgårs. Hun kiggede ud over det blikstille vand og så noget, der lignede et lysglimt dybt nede. Det var ikke bare et glimt fra solen, men et blåt, pulserende lys, der mindede om en lille diskofest for fisk. Mia fandt en gammel, rusten dykkermaske i græsset, som så ud til at have tilhørt en meget klog sømand med et meget stort hoved. Da hun tog den på, skete der noget magisk. Vandet blev ikke længere vådt på hendes næse, og hun kunne trække vejret lige så let, som hvis hun sad hjemme i sin stue og spiste pandekager.
Hun tog en dyb indånding og hoppede ud i vandet. Men i stedet for at plaske, svævede hun langsomt nedad, som et efterårsblad der daler mod jorden. Jo dybere hun kom, jo mere livlig blev verden omkring hende. Hun mødte en stime sild, der alle sammen havde små, farverige høje hatte på. De svømmede i en perfekt række og øvede sig på at synge flerstemmigt, selvom det mest lød som “blub-blub-ka-jub”. Den forreste sild, der bar en særlig flot rød hat, bukkede høfligt for Mia og viftede med sin finne, som om han ville sige: “Velkommen til den våde afdeling, husk at tørre fødderne på vej ud.”
Da Mia nåede bunden, stod hun midt på Glimmerbys hovedgade. Fortovet var lavet af glatte, lysende flodsten i alle regnbuens farver. Hver gang hun tog et skridt, sagde stenen en lille lyd – ligesom tangenterne på et klaver. Hun hoppede fra sten til sten og spillede en lille sang, mens hun bevægede sig mod byens torv. Her var der ikke nogen biler, men i stedet svømmede folk rundt på store, venlige søheste, der bar små sadler lavet af blødt søgræs.
Midt på torvet stod en mægtig springvand, men i stedet for at sprøjte vand op i luften (hvilket jo ville være lidt fjollet, når man allerede er under vand), sprøjtede det kaskader af sølvskinnende luftbobler. Børnene i Glimmerby legede med boblerne, fangede dem og brugte dem som små trampoliner. I Glimmerby var ingen bange for at være anderledes. Der var en bager, der kun solgte kager formet som vandmænd, og en postmand, der altid afleverede brevene ved at binde dem til halen af en meget langsom skrubbe.
Mia mødte en dreng ved navn Jonathan, som boede i et hus formet som en kæmpe muslingeskal. Jonathan havde grønt hår, der altid svævede opad, uanset hvor meget han prøvede at rede det fladt. Han fortalte Mia, at Glimmerby var et sted for alle dem, der havde brug for en pause fra den travle verden oven vande. “Her nede tager tingene den tid, de tager,” sagde han og viste hende sit ur. Det havde ingen tal, men i stedet billeder af forskellige typer søgræs. “Lige nu er det tid til at grine,” forklarede han, og så begyndte han at fortælle vitser om hajer, der var bange for deres egen skygge.
Det mest fantastiske ved Glimmerby var dog skolen. I stedet for at sidde stille ved borde, lærte børnene om stjernerne ved at kigge op gennem vandet om natten, hvor hver stjerne lignede en lille, dansende lygte. De lærte sprog ved at lytte til hvalernes sange, der rejste gennem vandet fra den anden side af jorden. Mia lærte, at man ikke behøver at være den hurtigste eller den bedste til at pudse sine ting for at være vigtig. I Glimmerby blev man fejret for at have de mærkeligste ideer eller for at kunne lave den største boble med næsen.
Tiden i den glemte by gik hurtigt, selvom Jonathans ur sagde, det stadig var tid til at grine. Mia vidste, at hun var nødt til at vende tilbage til overfladen, før hendes forældre begyndte at undre sig over, hvorfor hun var så længe om at hente stikelsbær i haven. Jonathan gav hende en lille, glitrende sten med som minde. “Husk,” hviskede han, “at selvom man er glemt af de fleste, kan man stadig være den fineste skat for dem, der tør kigge efter.”
Mia svævede langsomt opad igen, gennem de syngende sild og forbi de lysende bobler fra skorstenene. Da hendes hoved brød vandoverfladen, var alt præcis som før. Fuglene sang i træerne, og søen lå stille og mørk. Men da hun kiggede ned i sin lomme, lå den lille sten der stadig og lyste svagt. Hun smilede ved tanken om, at hun nu vidste, hvad der gemte sig dernede. Verden var meget større og meget mere mærkelig, end de fleste gik og troede – og det var præcis sådan, det skulle være.
Læs næste eventyr: Festen i eventyrskoven
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
