Der findes steder i verden, som kortene har glemt, og som kun findes, hvis man træder lidt ved siden af stien. Ved kanten af den store hviskeskov lå en brønd, der gemte på langt mere end bare koldt vand.
Helt ude i skovbrynet, hvor solens stråler altid ser ud til at tøve en ekstra gang, før de rammer jorden, lå en gammel brønd bygget af mosbegroede sten. Den var så gammel, at selv de ældste egetræer i skoven kun svagt kunne huske, hvem der egentlig havde bygget den. Men alle vidste, at den var speciel. Det var ikke en almindelig brønd til tørstige rejsende. Det var en ønskebrønd, som for længe siden var holdt op med at lytte til dem, der bare ville have penge eller nye cykler. Den ventede på noget helt andet.
Villum var en dreng, der havde det med at finde ting, som alle andre gik forbi. Han kiggede altid ned i grøftekanten efter sjove sten eller op i skyerne for at se, om de lignede elefanter, der spiste candyfloss. En eftermiddag, hvor luften duftede af nyslået græs og fjerne eventyr, kom han gående langs skovkanten. Han så ikke brønden med det samme, for den var dækket af vilde hindbærbuske og bregner, der kæmpede om pladsen. Men så glimtede det. Et lille, dansende lys ramte hans øje, og han skubbede forsigtigt grenene til side.
Brønden lignede en lille fæstning, der var sunket halvt ned i jorden. Da Villum lænede sig over kanten, så han ikke sit eget spejlbillede med det samme. I stedet så han en stjernehimmel, selvom det var midt på dagen. Vandet var så klart, at det føltes som at kigge direkte ind i universets hjerte. Han mærkede en kildren i maven. Det var den slags kildren, man får, når man ved, at man er tæt på noget magisk. Han rakte hånden ud, men stoppede brat, da en lille stemme lød fra den anden side af kanten.
Det var Glimmerkvist. Han var ikke større end en mælkebøtte og lignede noget, en meget dygtig skovalf havde flettet af gyldne kviste og små stykker af morgendug. Glimmerkvist sad og dinglede med sine tynde ben over brøndens mørke dyb. Han kiggede på Villum med øjne, der lignede to små polerede kastanjer. Han spurgte ikke, hvad Villum ville have, eller om han havde en mønt at kaste i. Han sagde bare, at de fleste mennesker glemmer, at et ønske ikke er en bestilling, men en dør, man åbner i sig selv.
Villum tænkte sig om. Han havde ellers overvejet at ønske sig en kæmpe is eller måske evnen til at flyve over skolen, så han slap for at gå på trapperne. Men der var noget ved Glimmerkvist og den dybe brønd, der fik hans ønsker til at virke små og lidt støvede. Han spurgte i stedet, hvorfor brønden var her alene. Glimmerkvist smilede, og det lød som lyden af tørre blade, der danser i vinden. Han forklarede, at brønden aldrig var alene, men at den kun var synlig for dem, der ikke havde travlt med at nå frem til noget andet.
De sad der i lang tid, drengen og det lille væsen. De talte om, hvordan verden ser ud, når man tør stå stille. De talte om, at de smukkeste ønsker sjældent handler om at få noget, men om at blive noget. Villum lærte, at brønden ikke gav guldstykker, men at den gav klarhed. Hver gang man kiggede ned i den, så man en lille smule tydeligere, hvem man selv var, og hvad man egentlig havde brug for for at gøre andre glade. Det var en slags magisk spejl for sjælen, gemt væk bag hindbærbuske og glemte minder.
Da solen begyndte at rødme og trække sig tilbage bag bakkerne, vidste Villum, at han skulle hjem. Han kastede ikke nogen mønt. Han havde ikke brug for det. Han havde fået noget meget bedre med sig. Han følte sig let, som om han bar på en lille hemmelighed, der kunne lyse i mørket. Glimmerkvist vinkede med en kvistehånd og forsvandt ind mellem bregnerne, og brønden så pludselig ud som en helt almindelig stensætning igen. Men Villum vidste bedre. Han vidste, at skoven passede på sine egne, og at magien altid findes lige der, hvor vi holder op med at lede for hårdt.
Verden er fuld af ønskebrønde, hvis man bare husker at kigge efter glimtet i skovbrynet. Nogle gange kræver det bare, at man tør slippe kortet og følge sin egen næse, indtil man finder det sted, hvor tiden står stille, og hvor man kan høre sit eget hjerte banke i takt med skovens dybe ro. For det er i de stille øjeblikke, at de største eventyr begynder, og hvor man opdager, at man faktisk har alt det, man nogensinde har drømt om, lige lige ved hånden.
Lyset svandt ind, og stjernerne begyndte at tænde deres små lygter på himlen. Villum gik hjemad med faste skridt, mens han nynnede en lille melodi, han aldrig havde hørt før, men som føltes som om, den altid havde boet i ham. Skoven stod bag ham, mørk og venlig, og gemte på sin brønd til den næste, der turde fare vild på den helt rigtige måde. Eventyret var slut for i dag, men i morgen ventede en ny sti, og hvem ved, hvad der gemmer sig bag den næste busk, hvis man bare husker at kigge ordentligt efter.
Læs næste eventyr: Den talende hat og tavshedens kunst
Godnat og sov godt.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
