Man skal passe på med store ord. De har det med at komme flyvende lavt ind over hverdagen og larme, som om verdens undergang har fået slot-tid i bedste sendetid, og da vi fik serveret sætningen om et hybridangreb fra en kapabel aktør, lød det da også, som om næste skridt var sandsække, dåsemad og en officiel opfordring til at kigge mistænksomt på alt med vinger.
Lufthavnen lukkede. Folk kiggede op. Hele landet stod pludselig med nakkesmerter og spejdede mod skyerne, som om truslen kunne identificeres med det blotte øje og en smule sund jysk skepsis. Det var store ord. Tunge ord. Den slags ord, der får enhver måge over Sjælland til at ligne et forvarsel om tredje verdenskrig.
Når frygten får statsligt stempel
Det mest imponerende var næsten ikke dramaet, men hvor hurtigt vi alle sammen accepterede kulissen. Selvfølgelig. Kapabel aktør. Hybridangreb. Trusselsbillede. Det lyder jo, som om der står en skurk i rullekrave og trykker på en rød knap et sted i øst, mens vi andre panisk opdaterer nyhederne og prøver at regne ud, om et forsinket fly er begyndelsen på invasionen eller bare almindelig dansk infrastruktur på en mandag. Vi blev talt ind i frygten med den særlige myndige stemme, som får enhver vag mistanke til at føles som en statshemmelighed med egen kaffemaskine. Når magten bruger ord som kapabel, tænker man jo ikke på en due med temperament. Man tænker på noget stort. Noget organiseret. Noget med onde hensigter og bedre batteritid.
Rapporten i den mørke skuffe
Og så kommer vi til det smukke. Ikke opklaringen. Den findes tilsyneladende ikke i en form, vi andre må se. Nej, det smukke er, at hele den højdramatiske fortælling nu er endt som en hemmelig rapport, som ministeren har sat til at modne i en mørk skuffe, som var den en særlig følsom brie fra centraladministrationens ostehjul. Det er svært ikke at beundre formatet. Først gør man nationen urolig. Så bekræfter man alvoren med en rapport. Så gemmer man rapporten væk. Til sidst forventes det, at befolkningen både forstår alvoren og accepterer uklarheden. Det er frygt som abonnementsordning. Du betaler med din ro, men produktet må du ikke se.
Den kapable måge
Det er her, det hele tipper over i ren hverdagsabsurd komik. For hvad er det egentlig, vi står tilbage med. En lufthavn, der lukkede. En befolkning, der blev bedt om at tage det alvorligt. En fortælling om en kapabel aktør. Og bagefter en rapport om noget, der åbenbart er så farligt, at vi ikke engang må læse, hvor lidt den fortæller. Det er næsten elegant. Vi skal forestille os truslen. Selv male den op på indersiden af panden. Gøre den stor nok til at retfærdiggøre panikken og tåget nok til at ingen bagefter kan hænges op på noget konkret. Er det en udenlandsk operation. Er det en avanceret provokation. Eller er det bare en måge med en dårlig attitude og for meget selvtillid i modvind.
Der er noget forbløffende moderne over den øvelse. Man puster frygten op i offentligheden og pakker forklaringen ned i fortrolighed, og så står resten af os tilbage som statistister i en thriller, hvor sidste akt er blevet makuleret af hensyn til ro og orden. Vi må gerne være urolige. Vi må bare ikke være oplyste. Det er næsten rørende, at man stadig tror, folk bliver mindre bekymrede af at få at vide, at sagen er alvorlig nok til at blive skjult, men åbenbart ikke alvorlig nok til at føre til andet end flere mapper, flere formuleringer og flere ansigter, der ser bekymrede ud på vores vegne.
Den kapable aktør kan foreløbig være hvad som helst. Det eneste, der har vist sig virkelig kapabelt, er evnen til at skræmme et helt land med en historie, der bagefter ikke kan tåle dagslys. Mågen må være stolt.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
