Der var engang en lille flamme, der hed Flimmerly. Han boede på toppen af en tyk, hvid stearinlysestage, som stod på et natbord i et værelse, hvor tapetet var fyldt med tegnede stjerner. Flimmerly var ikke som andre flammer. De fleste flammer elsker at danse og strække sig mod loftet, og de drømmer om at tænde store bål eller lyse hele sale op. Men Flimmerly var anderledes. Han var nemlig bange for mørket.
Hver aften, når solen begyndte at dyppe sine tæer i horisonten, og himlen skiftede fra lyserød til dybblå, begyndte Flimmerly at ryste. Han knusede sine små lysende hænder sammen og kiggede ængsteligt mod hjørnerne i værelset. Han vidste nemlig, at når lyset forsvandt udenfor, så ville mørket komme snigende ind under dørspækken og gennem de mindste revner i vindueskarmen.
Mørket er så stort, og jeg er så lille, tænkte Flimmerly. Han var sikker på, at hvis mørket nogensinde kom for tæt på, ville det puste ham ud som en fødselsdagskage, og så ville han forsvinde for altid. Han prøvede at brænde så kraftigt, han kunne, for at holde skyggerne væk, men det gjorde ham bare træt og lillebitte.
En aften sad Mia på sengekanten. Mia var en pige med kloge øjne og to lange fletninger, der altid vippede, når hun grinede. Hun lagde mærke til, hvordan Flimmerly hoppede uroligt rundt på sin væge. Han lignede ikke en glad flamme, der varmede sig selv. Han lignede en, der var ved at tabe pusten af bar skræk.
Hvorfor ryster du sådan, lille ven? spurgte Mia med en stemme, der var blød som en ulddyne.
Flimmerly kiggede op på hende. Hans lys skiftede farve fra varm orange til en lidt blegere gul. Det er mørket, hviskede han, så det lød som en svag knitren fra en pejs. Det gemmer sig derovre i hjørnet, og det venter på, at jeg bliver træt. Det vil sluge mit lys, Mia. Jeg ville ønske, at det altid var dag, for i dagslyset føler jeg mig tryg.
Mia smilede og lænede sig lidt tættere på. Hun vidste noget, som den lille flamme endnu ikke havde opdaget. Hun havde set, hvordan verden forandrede sig, når lyset blev slukket, og hun ville gerne vise Flimmerly, at han slet ikke havde noget at frygte.
Ved du hvad, Flimmerly? sagde hun. Om dagen er du næsten usynlig. Når solen skinner ind gennem ruden, lægger ingen mærke til, hvor smuk din farve er, eller hvor fint du danser. Du bliver bare en lille prik i alt det store lys. Det er faktisk mørket, der er din allerbedste ven.
Flimmerly troede næsten ikke sine egne ører. Hans flamme tippede lidt til siden af ren forundring. En ven? Hvordan kan noget, der er så sort og tomt, være min ven? Det giver da ingen mening. Mørket tager jo alt det sjove væk.
Prøv at se her, sagde Mia og rakte hånden ud efter kontakten til den store lampe i loftet. Nu slukker jeg det store lys, men jeg lover, at jeg passer på dig.
Klik, sagde det.
Pludselig var værelset badet i skygger. Flimmerly lukkede øjnene så hårdt, han kunne, og ventede på, at han ville blive slugt. Men der skete ingenting. Han mærkede ingen kold vind, og han mærkede ikke mørket presse sig på. Tværtimod følte han sig pludselig meget stærkere.
Åbn øjnene, Flimmerly, hviskede Mia.
Da Flimmerly forsigtigt slog øjnene op, så han noget magisk. Han kiggede ned på sine egne hænder og sine egne fødder, og de lyste klarere end nogensinde før. Hans orange kerne var dyb og varm, og de yderste spidser af hans flamme var blå som de smukkeste safirer. Og da han kiggede på væggene, så han ikke længere skræmmende skygger. Han så, hvordan hans eget lys malede lange, gyldne mønstre på tapetet.
Han så Mia, hvis ansigt var oplyst af et blidt skær, og han så, hvordan hans varme nåede helt hen til hendes kinder. Han var ikke længere en lille, ubetydelig prik. Han var midtpunktet i hele værelset.
Uden mørket ville vi aldrig vide, hvor stærk du er, forklarede Mia. Mørket er ikke her for at sluge dig. Det er her for at holde en ramme omkring dig, så alle kan se, hvem du i virkeligheden er. Det er mørket, der gør dig til en stjerne herinde hos mig.
Flimmerly begyndte at danse. Først en lille smule, og så mere og mere. Han kastede glimtende lys overalt, og han opdagede, at jo mere han turde strække sig ind i det mørke, han før var bange for, jo smukkere blev værelset. Han lyste på bogen i Mias hænder, han lyste på hendes sovedyr, og han lyste på de tegnede stjerner, der nu så ud som om, de lyste rigtigt.
Han forstod nu, at han ikke var bange for mørket. Han havde bare glemt, at lyset har brug for mørket for at kunne findes. De to hørte sammen, ligesom natten og dagen, eller ligesom stilheden og musikken.
Da Mia lagde sig ned for at sove, satte Flimmerly sig helt stille til rette på sin væge. Han var ikke længere bange. Han følte sig vigtig. Han vidste, at han skulle våge over hende hele natten, og at hans lille flamme var nok til at gøre hele mørket hyggeligt i stedet for farligt.
Han kiggede ud ad vinduet, hvor månen hang som en sølvskilling på den sorte nattehimmel. Han blinkede til den, og han var næsten sikker på, at månen blinkede igen. Månen vidste nemlig også alt om, hvordan det var at have brug for mørket for at kunne skinne.
Lidt senere, da alt var helt stille, kom Malthe og Villum ind for at sige godnat til Mia. De så den lille flamme stå og lyse så flittigt på natbordet.
Se, hvor han lyser, sagde Villum med dæmpet stemme. Det ligner en lille helt, der passer på værelset.
Flimmerly voksede en hel centimeter af stolthed. Han var ikke længere en flamme, der gemte sig. Han var en flamme, der viste vej. Og da Mia endelig pustede ham ud, så hun kunne sove, følte Flimmerly sig slet ikke forsvundet. Han vidste, at hans varme stadig hang i luften, og at han ville være klar til at lyse igen, så snart der var brug for ham.
For nu vidste han noget meget vigtigt: Man skal ikke være bange for det sorte rum mellem stjernerne. Det er nemlig kun der, man kan opdage, at man selv er skabt af lys.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: Den store fest for alle der er lidt skæve
{“@type”:”BlogPosting”,”image”:”https://cdn.marblism.com/CBBAjXfSN1O.webp”,”author”:{“name”:”Jeppe Søe”,”@type”:”Person”},”@context”:”https://schema.org”,”headline”:”Onkel Jeppes læsebod #61 – Den lille flamme der var bange for mørket”,”publisher”:{“logo”:{“url”:”https://jeppe.dk/wp-content/uploads/2021/05/logo.png”,”@type”:”ImageObject”},”name”:”Jeppe Søe”,”@type”:”Organization”},”description”:”Et magisk eventyr om Flimmerly, en lille flamme der lærer at mørket ikke er en fjende, men en ven der får lyset til at skinne klarere.”,”datePublished”:”2026-06-16″}
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
