Vi kender alle sammen de små skilte. De står der og kigger hånligt på os med deres blå og hvide farver. “Hent appen”, siger de. Som om det var en invitation til en fest og ikke en billet til den digitale skærsild. Jeg trillede ind til kantstenen – en tirsdag, der føltes som alle andre, indtil jeg åbnede min telefon. Min plan var simpel. Ind hos bageren, ud med en kage, videre i livet. Men parkerings-appen havde andre planer. Den ville ikke bare have mine penge; den ville have min opmærksomhed, min tålmodighed og tilsyneladende også min fulde biografi.
Runde 1: Den store “Hent og Vent”
Det første slag i kampen er altid download-fasen. Man står der i regnen, mens ens 5G-forbindelse pludselig opfører sig, som om den kører på et gammelt modem fra 1996. Procenttallene kravler langsommere frem end en snegl med gigt. 12%… 14%… Man begynder at overveje, om man i virkeligheden overhovedet kan lide napoleonshatte. Er de ikke også lidt tørre? Men stædigheden vinder. Appen lander på telefonen med et lille “pling”, der lyder som en digital fælde, der smækker.
Runde 2: Bekræftelses-mareridtet
Nu skulle man tro, at man bare kunne indtaste sit nummerplade og betale. Men nej. Sikkerheden skal være i top – selv når det gælder en parkeringsplads ved siden af en brugtbilforhandler i Slagelse. Appen krævede login-oprettelse. Fordi man jo aldrig ved, om en international hackerring kunne finde på at betale 14 kroner for min parkering uden min tilladelse.
Frem med appen, skift over til den anden app med en tilsendt mail, trykke på et link, lave en kode, logge ind med den nye info… skift tilbage. “Noget gik galt“, siger parkerings-appen så. Den har åbenbart glemt, hvem jeg er, i de tre sekunder jeg var væk for at bevise min identitet. Det er her, man begynder at tale højt til sig selv i bilen. “Jeg vil bare gerne købe en kage, for helvede!”
Runde 3: Det digitale stamtræ
Efter tre forsøg lykkedes det at logge ind. Men så kom spørgsmålene. Appen ville vide alt. Navn, adresse, e-mail, og så kom de mærkelige felter. Det føltes som om, jeg var ved at udfylde en ansøgning til efterretningstjenesten. Den bad ikke direkte om min mormors fødselsdag, men den spurgte om så mange personlige præferencer og “markedsføringssamtykker”, at jeg var tæt på at opgive min mormor i bytte for en ledig plads i zonen.
Runde 4: GPS-forvirringen
“Vi kan ikke finde din placering”, påstod appen, mens jeg holdt direkte under en mast med deres eget logo på. Jeg stod bogstaveligt talt midt i deres kerneområde, men på det digitale kort befandt jeg mig åbenbart i Kattegat.
Det er i denne runde, man begynder at gå rundt om bilen med telefonen løftet mod himlen, som om man forsøger at hidkalde regnguderne eller få kontakt med en fjern civilisation. Forbipasserende kigger på en med den blanding af medlidenhed og frygt, man normalt reserverer til folk, der taler med duer.
Runde 5: Blodprøven (Næsten)
Nu krævede appen betalingsoplysninger. Men ikke bare de sædvanlige. Den ville have en “verificeret betalingsmetode”, der krævede endnu en tur gennem bankens sikkerhedssystemer. På et tidspunkt bad den mig scanne mit ansigt igen, og jeg var sikker på, at den næste instruktion ville være: “Indsæt venligst en frisk blodprøve i USB-stikket for at bekræfte, at du er et menneske af kød og blod og ikke en avanceret AI-bot, der forsøger at snyde sig til en parkering til 4 kroner.”
“At leve i nuet er livets teknik –. Og alle folk gør deres bedste,. Men halvdelen vælger det nu, som gik,. Og halvdelen vælger det næste.” Piet Hein… Jeg befandt mig i et “nu”, der udelukkende bestod af indlæsningscirkler.
Runde 6: Knappen der blev væk
Da alt endelig var tastet ind – kreditkort, nummerplade, blodtype og samtykke til at modtage reklamer for dækrens – skulle jeg bare trykke på “Start parkering”. Men knappen var grå. Hvorfor var den grå? Fordi jeg ikke havde scrollet helt til bunds i de 42 siders handelsbetingelser, som ingen har læst siden internettets fødsel.
Jeg scrollede febrilsk. Jeg accepterede, at de må overvåge mine drømme og sælge mine biometriske data til en serverpark i Kazakhstan, bare jeg kunne få lov til at forlade min bil uden at få en hilsen fra en parkeringsvagt med overarbejde.
Runde 7: Sejrens bitre smag
Efter 12 minutters intens digital krigsførelse skiftede cirklen til grøn. “Parkering startet”. Jeg kiggede på uret. Jeg havde nu brugt tre fjerdedele af den tid, jeg havde afsat til hele besøget, på bare at få lov til at eksistere på fire kvadratmeter asfalt.
Jeg spurtede ind til bageren. “En napoleonshat, hurtigt!” råbte jeg, mens jeg stadig svedte over MitID-processen. Bagerjomfruen kiggede roligt på mig og sagde: “Det bliver 28 kroner. Skal du have en pose med?” Jeg overvejede at spørge, om hun skulle bruge mit MitID for at sælge mig kagen, men jeg lod være.
Det store perspektiv i det små
Det her handler jo ikke bare om en app. Det handler om den systemiske kynisme, vi pakker ind i ord som “effektivisering” og “digitalisering”. Vi har skabt et samfund, hvor de mest banale handlinger kræver en akademisk grad i brugerfladedesign og en tålmodighed som en tibetansk munk.
Vi angriber mennesket med systemer. Vi bygger mure af kode mellem os selv og de ting, vi gerne vil opnå. Den lille mand står tilbage på parkeringspladsen og føler sig ikke som en borger, men som en fejlkode i et system, der er designet til at gøre alt andet end at hjælpe.
Hvor blev ordentlighedens betydning af? Den der simple tillid til, at hvis jeg kaster en mønt i en automat, så har jeg betalt min gæld til samfundet? I stedet har vi fået en overvåget hverdag, hvor vi skal dokumentere vores eksistens i syv runder, før vi må købe en kage.
Den digitale udmattelse
Da jeg kom tilbage til bilen og trykkede “Stop parkering”, fik jeg en kvittering på 4 kroner. For at tjene de 4 kroner har parkeringsselskabet nu mine data, mine kortoplysninger og en log over min præcise placering på en ligegyldig tirsdag i marts. Prisen for parkeringen var ikke 4 kroner. Prisen var min tid, mit humør og en lille luns af min frihed.
Vi skal passe på, at vi ikke digitaliserer ånden ud af vores samfund. Hvis alt bliver en kamp mod en skærm, glemmer vi at kigge op og se den verden, vi forsøger at parkere i.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
