Der var engang en lille sten, der hed Steen. Han var hverken særlig stor eller særlig glitrende, men han havde drømme, der var større end de højeste bjerge i hele verden.
Steen boede i en helt almindelig grusindkørsel foran et rødt hus i en lille dansk by. Rundt om ham lå tusindvis af andre sten. Nogle var hvide, nogle var sorte, og de fleste var præcis ligesom ham selv – grå og lidt støvede. De fleste af stenene i indkørslen var ret tilfredse med bare at ligge der. De talte om vejret, om hvornår postbuddet kom forbi, og om hvor irriterende det var, når en bil dækkede for solen. Men Steen ville noget mere. Han kiggede op på de store, hvide skyer, der sejlede hen over himlen som store skibe af vat, og han tænkte: "Hvis de kan rejse jorden rundt, hvorfor kan jeg så ikke?"
Hver dag drømte Steen om at blive til noget helt særligt. Måske kunne han blive til en del af et prægtigt slot, hvor konger og dronninger dansede i sale af guld. Eller måske kunne han blive til en diamant, der glimtede så kraftigt, at folk måtte knibe øjnene sammen, når de så på ham. Men når han kiggede på sin egen ru og grå overflade, sukkede han tungt. Han følte sig bare som en lille, glemt prik i en kæmpestor verden.
En morgen skete der noget. En lille pige ved navn Ida kom løbende ud af det røde hus. Hun havde fart på, for hun skulle i skole, og hendes snørebånd dansede efter hendes farverige sneakers. Da hun løb hen over indkørslen, skred hun en lille smule i det løse grus. En lille sten blev hvirvlet op, og helt tilfældigt landede Steen lige nede i hendes venstre sko.
"Av," sagde Steen, selvom sten ikke rigtig kan sige noget, så mennesker kan høre det. Det var trangt og mørkt nede i skoen, og hver gang Ida tog et skridt, blev Steen mast mod hendes bløde sok. Men han var også begejstret. Han var på vej! Han var ikke længere låst fast i den kedelige indkørsel. Han kunne mærke vinden suse forbi Idas ben, og han hørte lyden af fugle og cykelklokker.
Ida mærkede hurtigt, at der var noget galt. Hun hoppede lidt på ét ben og prøvede at ryste stenen på plads, men Steen holdt fast. Han ville se verden. Han kom med ind i klasseværelset, hvor han hørte om de store pyramider i Egypten og om planeterne i rummet. Steen lyttede med store ører. Han tænkte, at han måske var en efterkommer af en kæmpe asteroide, der var faldet ned fra stjernerne for millioner af år siden.
Da skolen var slut, gik Ida ned til stranden sammen med sin far. Det var en af de der smukke, blæsende dage ved det danske hav, hvor bølgerne har hvide skumtoppe, og sandet fyger lidt hen over de lune klitter. Ida satte sig på en bænk og tog endelig sin sko af.
"Se far, jeg har haft en blaffer med hele dagen," sagde hun og rystede Steen ud i sin håndflade.
Hun kiggede på ham. Steen var blevet helt blankpoleret af at ligge og gnubbe sig mod hendes sok hele dagen. Han var ikke længere bare støvet og grå; han havde en dyb, rolig farve som en tordenvejrssky. Ida lagde ham forsigtigt ned på sandet, lige ved siden af en enorm klippeblok, der var dækket af grønt mos.
Den store klippe havde ligget der i mange hundrede år. Den havde set vikingskibe sejle forbi, og den havde mærket tusindvis af vintre. Steen kiggede op på den store kæmpe og følte sig pludselig meget lille igen.
"Hvad drømmer du om, lille ven?" brummede klippen. Dens stemme lød som lyden af sten, der ruller mod hinanden nede i havets dyb.
"Jeg drømmer om at være stor som dig," svarede Steen. "Jeg vil gerne være noget vigtigt. Noget, som alle lægger mærke til. Men jeg er jo bare en lille sten, som folk får i skoen og smider væk."
Den store klippe humrede, så mosset rystede. "At være stor er ikke det samme som at være vigtig. Jeg ligger her og kan aldrig flytte mig. Jeg ser det samme hav hver eneste dag. Du har været i en skole. Du har mærket varmen fra et menneskebarn. Du er let nok til at rejse, men stærk nok til at bestå. Ved du, hvad den vigtigste opgave for en sten som dig er?"
Steen rystede på hovedet, eller det der nu svarer til at ryste på hovedet for en sten.
"Din opgave er at finde det sted, hvor du gør en forskel," sagde klippen. "Nogle gange er det at ligge i en mur og holde et hus oppe. Andre gange er det at være den hemmelige skat i en lomme, der giver et barn mod, når mørket falder på."
Lige i det øjeblik kom Ida tilbage. Hun havde ledt efter den helt rigtige sten. Hun samlede Steen op igen og mærkede, hvor glat og rar han var at røre ved. Hun lukkede sin hånd omkring ham, og Steen kunne mærke hendes varme.
"Den her er perfekt," sagde Ida til sin far. "Den skal med hjem og ligge på mit natbord. Det er min ønskesten."
Steen kunne næsten ikke tro det. Han skulle ikke bare ligge i en bunke grus. Han var blevet udvalgt. Han var vigtig for nogen. Han tænkte på alt det, han havde lært. Han behøvede ikke at være et bjerg for at have betydning. Han behøvede ikke at være en diamant for at være værdifuld. Han var Steen, og han havde sin helt egen plads i verden.
Men før de gik hjem, gik Ida ned til vandkanten. Hun ville se, om Steen var en af de sten, der kunne noget magisk. Hun tog et fast greb om ham, lænede sig lidt tilbage og kastede ham med et elegant sving hen over den spejlblanke overflade på fjorden.
Steen mærkede luften pibe om sig. Han var ikke bange. Han følte sig fri. Han ramte vandet med et lille plip, men i stedet for at synke, sprang han op igen. Han dansede hen over vandet. Ét hop, to hop, tre hop! For hvert hop skabte han perfekte, runde ringe i vandet, der bredte sig længere og længere ud, indtil de nåede helt ind til de andre sten på bredden.
Til sidst, da han havde mistet farten, sank han stille ned gennem det klare, kølige vand. Han landede blødt på bunden af fjorden, blandt farverige muslingeskaller og svajende tang. Han lå der og kiggede op mod lyset, der flimrede gennem vandet.
Han vidste nu, at hans rejse ikke var slut. Måske ville en bølge en dag skylle ham op på en ny strand. Måske ville han blive fundet af en ny eventyrer. Men uanset hvor han landede, vidste han én ting: Selv den mindste sten kan skabe de største ringe i vandet, hvis bare den tør drømme og lade sig føre med.
Steen lukkede sine usynlige øjne og faldt i søvn til havets vuggevise, mens han glædede sig til, hvad i morgen ville bringe.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: [Onkel Jeppes læsebod #38 – Den glemte ballon i skyerne]
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
