Langt mod nord, hvor skyerne kysser de hvide bjergtinder, og hvor skoven synger med en stemme af susende graner, findes et sted, som de voksne for længst har glemt. Det kaldes Glimmerbjerget, og det gemmer på en hemmelighed, som kun de, der tør kigge bag vandfaldet, kan finde.
Jonathan og Mia var ikke som de fleste børn. De brugte ikke deres tid på at kigge ind i små skærme eller vente på, at verden kom til dem. De gik ud for at finde den. Jonathan havde altid en lille notesbog i lommen til at tegne de mærkelige blade, de fandt, og Mia havde altid sine hurtigste løbesko på, for man vidste aldrig, hvornår man skulle flygte fra en drilsk skovtrold eller nå toppen af en bakke før solnedgang. Denne tirsdag var luften tung af duften fra vådt mos og eventyr, og de to venner stod ved foden af den store kløft, hvor det vilde vandfald tordnede ned i en sø så klar, at man kunne se bunden af verden.
Det var her, historien for alvor begyndte. Bag det brusende vand anede de noget mørkt. En åbning. En indgang til bjergets indre, som ingen før havde vovet at træde ind i.
Vandet sprøjtede dem i ansigtet, og de grinede, mens de sneg sig langs den smalle klippeafsats bag vandfaldet. Det var som at gå ind i en anden verden. Lyden af det tordnende vand blev pludselig dæmpet, da de trådte ind i grottens svale mørke. Luften herinde smagte af gammel tid og kolde sten. De holdt hinanden i hænderne, ikke fordi de var bange, men fordi det føltes rigtigt at dele dette øjeblik. Grotten var enorm. Loftet forsvandt op i et mørke, hvor små drypsten hang som istapper af sten, og gulvet var glat af tusind års vanddråber.
De gik dybere ind. Jo længere de kom, jo mere mærkeligt føltes det. Det var, som om bjerget trak vejret. En svag, rytmisk lyd, som et meget langsomt hjerteslag, rungede svagt mod de rå klippevægge. Jonathan mærkede en sitren i fingerspidserne, og Mia pegede længere fremme. Der var noget, der lyste. Det var ikke det skarpe lys fra en lommelygte eller den varme glød fra et bål. Det var et lys, der føltes levende. Et lys, der skiftede farve, hver gang de tog et skridt.
Pludselig åbnede grotten sig op i en gigantisk sal. Midt i det hele, placeret på en søjle af ren obsidian, stod den. Krystallen. Den var på størrelse med en bageovn og havde tusindvis af små facetter, der hver især fangede mørket og forvandlede det til farver, mennesket endnu ikke har givet navne. Det lyste i dyb lilla, strålende smaragdgrøn og en blå farve, der mindede om himlen lige før stjernerne tændes.
Krystallen var ikke bare en sten. Da de kom tættere på, så de, at der inde i midten af den flød små skyer af lys. Det lignede en hel galakse, der var blevet fanget i et lille stykke glas. Jonathan strakte hånden ud, men Mia holdt ham tilbage. Hun kunne mærke, at denne krystal var kilden til alt det liv, de så udenfor. Det var bjergets hjerte.
Hver gang krystallen pulsede med lys, skete der noget i verden udenfor. Når den lyste grønt, voksede de små skud på træerne. Når den lyste gyldent, modnedes de vilde bær i skovbunden. Og når den lyste hvidt, faldt der ro over alle dyrene, så de kunne sove trygt under de store bøgetræer. Det var herfra, magien kom. Det var ikke tryllestave eller besværgelser, men naturens egen, rene kraft, der var koncentreret i denne ene krystal.
De stod der i lang tid og kiggede på de dansende farver. De forstod pludselig, hvorfor det var vigtigt at passe på bjerget. Hvis krystallen slukkede, ville skoven miste sit smil, og fuglene ville glemme deres sange. Det var et stort ansvar at kende til sådan en hemmelighed, men de vidste begge to, at de aldrig ville fortælle det til nogen, der ikke forstod magi. De voksne ville sikkert bare prøve at måle den eller sætte den på et museum, og så ville den miste sin kraft.
Men krystallen havde endnu en gave til dem. Da Jonathan og Mia begge lagde deres hænder forsigtigt på den kølige sten, mærkede de en varme brede sig i kroppen. Det var som om bjerget fortalte dem, at så længe der var børn, der troede på eventyr, ville krystallen aldrig gå ud. Den viste dem billeder af bjerget fra oven, af de skjulte dale og de hemmelige søer, hvor enhjørninger drak vand i måneskinnet.
Da de endelig slap krystallen, føltes deres øjne klarere, og deres hjerter lettere. De vidste nu, at verden var meget større og mere forunderlig, end man lærer i skolen. Udenfor grotten var solen ved at gå ned, og himlen lignede næsten krystallen med sine orange og lilla striber. De sneg sig ud bag vandfaldet igen, våde men lykkelige.
På vej tilbage gennem skoven mødte de deres venner. Ikke de menneskelige venner, men dem der bor i buskene. En lille, lysende fugl satte sig på en gren lige foran dem. Den kiggede på dem med kloge, sorte øjne og vippede med hovedet. Det føltes, som om den takkede dem for at have besøgt bjergets hjerte og for at have lovet at passe på det.
Mia satte sig på en mospude og strakte hånden ud. Fuglen fløj ikke væk, men hoppede tættere på. Den småkvidrede en lille melodi, der lød som glasklokker i vinden. Jonathan tegnede ikke i sin bog denne gang. Han ville bare huske øjeblikket. Han vidste, at nogle ting er for smukke til at blive fanget på papir. De skal gemmes inde i en selv, præcis som krystallen gemmer lyset inde i bjerget.
Da de nåede deres hjem ved skovens bryn, så de røg fra skorstenen og hørte lyden af aftensmad, der blev gjort klar. De sagde ikke noget til hinanden om det, de havde set. De behøvede ikke. Et hurtigt blik og et lille smil var nok. De havde været i verdens midte, og de vidste nu, at uanset hvor mørkt det kunne føles nogle gange, så findes der altid en krystal, der lyser med alle regnbuens farver, hvis man bare tør lede bag vandfaldet.
Natten faldt på over Glimmerbjerget, og stjernerne begyndte at tindre over de høje tinder. Inde i den mørke grotte fortsatte krystallen med at pulse, langsomt og trygt, mens den passede på alle de drømme, der endnu ikke var blevet drømt. Og i hver deres seng faldt Jonathan og Mia i søvn med et smil, mens de vidste, at magien var virkelig, og at de var dens små vogtere.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: Den forsvundne skygge og det flyvende tæppe
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
