Der var engang en skov, der var så dyb og så gammel, at selv de ældste egetræer havde glemt, hvornår de var spiret. Skoven var fyldt med hemmeligheder, som kun mosset og de små bække kendte til. Herinde, hvor sollyset kun sjældent nåede skovbunden, boede den sidste enhjørning i verden. Hendes navn var Luna, og hun var smukkere, end noget menneske kunne forestille sig. Hendes pels var hvidere end nysne på en frostklar januarmorgen, og hendes øjne lyste som to klare stjerner.
Midt i panden bar Luna sit stolte horn. Det var lavet af det reneste sølv og snoede sig mod himlen. Når Luna var glad, udsendte hornet et blidt, blåligt skær, der kunne oplyse selv de mørkeste kroge af den tætte skov. Luna troede, at hun var helt alene. Hun huskede historier fra sin bedstemor om en tid, hvor store flokke af enhjørninger galoperede over de åbne vidder, men de tider var forbi. Nu var der kun hende tilbage i den dybe skov.
Hver dag havde Luna sine faste opgaver. Hun startede morgenen med at besøge den magiske kilde, der sprang frem mellem to store sten dækket af fløjlsblødt mos. Med sit horn rørte hun ved vandet for at sikre, at det forblev rent og fyldt med livskraft til alle skovens dyr. Bagefter talte hun med de små egern, der altid havde travlt med at gemme nødder, og hun hjalp de gamle harer med at finde de saftigste mælkebøtteblade. Luna var skovens vogter, men inderst inde følte hun et lille stik af ensomhed.
En aften skete der noget usædvanligt. Månen stod stor og gul på himlen, og skoven var usædvanlig stille. Pludselig hørte Luna en lyd, hun aldrig havde hørt før. Det var ikke vinden i træerne eller en ugle, der tude. Det var en svag, legende fløjten. Lyden var så fin og sprød, at Luna ikke kunne lade være med at følge efter den. Hun bevægede sig lydløst gennem bregnerne, mens hendes hove knap nok rørte jorden.
Da hun nåede skovbrynet, stoppede hun brat. Der, på en gammel, væltet træstamme, sad en lille pige. Pigen havde en rød jakke på og holdt en lille fløjte af lyst træ mellem sine hænder. Hendes øjne var lukkede, mens hun spillede en melodi, der lød som glade minder og varme sommerdage. Luna holdt vejret. Hun havde aldrig set et menneske så tæt på før, og hun var altid blevet fortalt, at de var farlige og ikke troede på magi.
Men denne pige så ikke farlig ud. Hun så ud, som om hun ledte efter noget, hun havde mistet. Da pigen åbnede øjnene, så hun direkte på Luna. Hun stoppede ikke med at spille, og hun løb ikke væk i skræk. I stedet smilede hun bare, som om det var den mest naturlige ting i verden at se en enhjørning stå midt i måneskinnet. Luna mærkede en mærkelig ro brede sig i sin krop. Hun trådte forsigtigt frem og bøjede sit hoved.
Pigen rakte hånden ud, og for første gang i hundrede år mærkede Luna varmen fra et andet væsen. Pigen hed Mia, og hun fortalte Luna, at hun altid havde vidst, at skoven gemte på noget særligt. Mia havde læst om enhjørninger i sine gamle eventyrbøger, og selvom de voksne sagde, at det bare var historier, så vidste Mia bedre. Hun troede på det magiske, og derfor kunne hun finde vejen til Lunas skjulested.
Hele natten sad de sammen. Mia spillede på sin fløjte, og Luna lagde sit hoved i hendes skød. De talte ikke sammen med ord, for mellem magiske væsner og børn, der stadig tør drømme, findes der et helt andet sprog. Det er et sprog lavet af hjerteslag, tillid og fælles forståelse. Luna forstod nu, at hun ikke var den sidste, fordi hun var alene, men fordi hun var den, der skulle bære magien videre til de næste generationer.
Da de første solstråler begyndte at titte frem gennem trækronerne, vidste de begge, at det var tid til at sige farvel for denne gang. Mia tog et lille, lyseblåt silkebånd fra sin lomme og bandt det forsigtigt om Lunas sølvhorn. Det var et tegn på deres venskab og et løfte om, at hun ville komme tilbage. Luna følte sig ikke længere ensom. Hun mærkede en styrke i sit horn, der var stærkere end nogensinde før. Hendes blå skær lyste nu så kraftigt, at det kunne ses helt nede fra landsbyen.
Pigen vinkede en sidste gang, inden hun forsvandt mellem træerne. Luna stod længe og kiggede efter hende. Den dybe skov føltes ikke længere mørk eller forladt. Den var fyldt med håb. Luna vidste nu, at så længe der var børn som Mia, der troede på det usynlige og det vidunderlige, ville magien aldrig forsvinde fra verden. Hun galoperede tilbage til sin kilde med båndet flagrende i vinden, klar til at passe på skoven og vente på den næste fuldmåne.
Læs næste eventyr: Lucas og teltet hvor det altid er stjerneklart
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
