Jeg behøver ikke stå i en lufthavn for at forstå scenen. Den spiller allerede inde i hovedet som en lille europæisk absurd-teaterforestilling, hvor voksne mennesker reduceres til omvandrende centimeterproblemer, mens et system med slips og smilemanual forklarer, at det hele naturligvis sker for kundens skyld. Vi har bygget rumraketter og kunstig intelligens, men vi kan stadig ikke sælge en flybillet uden at opføre os som en brugtvognsforhandler med sadistisk talent for tillægspriser. Det er ikke bare et spørgsmål om bagage. Det er et spørgsmål om ordentlighed. Eller rettere: fraværet af den. Alt bliver pillet fra hinanden, solgt i løsdele og prissat efter, hvor længe man kan vride endnu en mønt ud af et menneske, før det opgiver og klikker accepter.
Det hele startede så uskyldigt for år tilbage. Dengang var en flybillet en kontrakt mellem to parter. Jeg gav dig nogle penge, og du sørgede for, at jeg kom frem, fik en tør sandwich og fik min kuffert med uden at stille spørgsmål. Men så fandt nogle regnearks-rytmere i et mørkt kontor ud af, at man kunne tjene flere penge ved at sælge illusionen om en billig rejse. De kaldte det gennemsigtighed. De sagde, at vi nu kun skulle betale for det, vi havde brug for. Men sandheden er, at de bare har gjort selve grundydelsen så skrabet, at man føler sig som en ubuden gæst, hvis man vover at medbringe andet end tøjet på kroppen.
I dag er det altså blevet alvor for de store, gamle selskaber. De har kigget på lavprisselskabernes metodebog og tænkt, at det åbenbart er for længe siden, de selv har ydmyget nogen for en rygsæk. Det hedder Economy Basic nu. Selvfølgelig gør det det. Den moderne verden elsker at give fornærmelser et navn, der lyder som wellness. Men det er jo bare en pæn indpakning af den samme gamle besked: Du får lov at eksistere i sædet, resten må vi lige se på i betalingsflowet.
Det absurde er ikke kun, at bagagen bliver gjort til et særnummer. Det absurde er, at vi efterhånden lever i en økonomi, hvor selve grundideen er at skære det naturlige i stykker og sælge stump for stump tilbage til os. En billet er ikke en billet. En bil er ikke en bil. Software er ikke software. Alting er blevet til et samlesæt af irriterende små tilvalg, hvor man først bagefter opdager, hvad man faktisk troede, man havde købt. Det er en fragmentering af hverdagen, hvor intet længere er inkluderet, og alt står og tripper med en lille prismærkat på brystet. Det skaber ikke frihed. Det skaber den der særlige moderne træthed, hvor man føler sig bondefanget, allerede før man har trykket “betal”.
Den tabte ordentlighed og systemets kynisme
Hvor blev ordentligheden af? Ordet lyder gammeldags, og det er måske netop derfor, jeg holder af det. Ordentlighed er, at en aftale ligner en aftale og ikke en skattejagt efter skjulte tillæg. Ordentlighed er, at man ikke lokker folk ind med én pris og derefter står med lineal og juridisk fnis, når de opdager, at virkeligheden følger med i separate bidder. Men i systemernes verden findes ordentlighed ikke. Der findes kun optimering. Systemet er kynisk. Det ser ikke et menneske. Det ser en indtægtsmulighed med lynlås.
Og det er præcis derfor, den her slags nyheder rammer noget større end luftfart. Folk er trætte af at blive behandlet som vandrende excelark. Trætte af at blive mødt af systemer, der er så gennemoptimerede, at de er blevet menneskeforskrækkede. Når et selskab gør håndbagage til et moralsk spørgsmål om millimeter, sender det et ret klart signal: Vi stoler ikke på dig, men vi vil meget gerne have flere penge fra dig. Det er svært at bygge tillid oven på den grundstemning.
Det er også her, sproget bliver en del af bedrageriet. For den slags bliver aldrig solgt som det, det er. Ingen siger: Vi har fundet en ny måde at malke jer på. Nej, det hedder fleksibilitet, valgfrihed og forbedret kundeoplevelse. Den slags formuleringer burde udstilles på museum sammen med andre historiske eksempler på pæne ord brugt til smålighed. Vi er ved at miste evnen til at kalde ting ved deres rette navn, og når sproget bliver glat nok, kan selv kynisme komme til at ligne service.
En verden i stykker
Måske er jeg bare ved at blive den type mand, der lyder som et vredt læserbrev med puls. Det lever jeg med. For det stikker dybere end nostalgi. Når alt bliver gjort til gebyr og betingelse, opstår der en snigende fornemmelse af, at man aldrig rigtig køber noget længere. Man lejer adgang til små funktioner i sit eget liv. Man får ikke en helhed. Man får en faktura forklædt som valgfrihed.
Og ja, jeg tænker også på, hvad den logik gør ved os. Når markedet lærer os, at alt kan opdeles, måles og sælges separat, begynder vi så også at se verden sådan? Ser vi hinanden som tilvalg? Som funktioner? Som noget, der kun er værd at holde fast i, hvis der er et udbytteark, der nikker? Det lyder dramatisk, men prøv bare at se dig omkring. Vi lever i en tid, der er fantastisk til at optimere og elendig til at samle.
Det er måske derfor, jeg bliver så optaget af ordentlighed. Ikke som pynt. Ikke som kampagneord. Men som modstand mod det småtsindige. Mod ideen om, at det kloge altid er at skrælle lidt mere af, tage lidt mere betaling, presse lidt mere ud. Der findes stadig ting, der ikke skal deles op i mikroskopiske indtjeningsenheder. Ånd, tillid, anstændighed. Det er de få rester af helhed, vi har tilbage. Og når selv en flybillet bliver til et spil centimeter-roulette, er det måske ikke bare rejsen, der bliver fattigere. Det er også os.
Modstanden mod det småtsindige
Hvad gør vi så? Vi kan begynde med ikke at lade os hypnotisere af systemernes glatte sprog. Vi kan insistere på at kalde smålighed for smålighed og kynisme for kynisme, også når det kommer serveret i elegante farver og med et europæisk bonusprogram ovenpå. Vi kan holde fast i den gammeldags tanke, at ordentlighed ikke er naivitet, men civilisation. At en ydelse bør hænge nogenlunde sammen med den pris, man betaler, og at mennesker ikke skal føle sig som smuglere, bare fordi de gerne vil have deres egne ejendele med.
Hvis et flyselskab bare sagde, at de vil tjene flere penge og derfor skærer produktet ned og kalder resten tilkøb, så ville jeg i det mindste respektere den brutale ærlighed. Men nej. Vi får den sædvanlige parade af ord som fleksibilitet, optimering og bedre oplevelse. Det er den slags sproglig kosmetik, der for alvor gør mig i dårligt humør. Ikke fordi jeg er sart, men fordi det er en hån mod almindelig intelligens.
Så jeg sidder her hjemme og mærker irritationen, fordi historien er så lille og så stor på samme tid. Den handler om håndbagage, ja. Men den handler også om et samfund, hvor alt efterhånden skal skilles ad, vejes, måles og faktureres separat. Verden har ikke brug for flere gebyrer forklædt som service. Den har brug for mere ordentlighed. Mere ånd. Mere af det, der ikke står med syv punkts skrift under en stjerne.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
