Der var engang en landsby, der lå gemt bag de bløde bakker, præcis der hvor regnbuen altid lander, når den har gået for langt. Landsbyen hed Skævby, og i Skævby var der ikke en eneste ting, der var snorlige. Husene lignede kager, der var hævet lidt for meget i den ene side, og skorstenene snoede sig op mod himlen som glade proptrækkere. Hvis man prøvede at bruge et vaterpas i Skævby, ville den lille boble i midten sikkert begynde at grine og hoppe helt ud af glasset.
I Skævby boede der mennesker og dyr, der alle sammen var helt deres egne. Der var Bastian, som altid gik med to forskellige sko, fordi han mente, at hans fødder ellers ville blive jaloux på hinanden. Der var Gerda, hvis hår skiftede farve alt efter, om hun var glad, sulten eller bare lidt i hopla. Og så var der hunden Plet, som faktisk slet ikke havde pletter, men i stedet små, lysende stjerner på maven, der tændte, hver gang han så en god godbid.
Denne dag var helt særlig, for det var dagen for Den Store Skæve Fest. Det var den dag på året, hvor alle i Skævby fejrede, at ingen var ens, og at det var præcis sådan, det skulle være.
Midt i alle forberedelserne kom en lille dreng gående ind i byen. Han hed Peter, og han kom fra Naboløs, en by hvor alt var meget, meget lige. I Naboløs brugte man linealer til at klippe hækken, og alle huse var malet i den samme grå farve, så ingen skulle føle sig udenfor. Peter havde sin skjorte knappet helt op i halsen, og hans hår lå så fladt, at man skulle tro, det var tegnet på med en blyant.
Da Peter så Skævby, stoppede han helt op. Han gned sig i øjnene. Han havde aldrig set noget lignende. En cykel med firkantede hjul trillede forbi ham, og rytteren sang en sang, der ikke havde nogen melodi, men som alligevel lød helt fantastisk.
Hvorfor står husene så mærkeligt? spurgte Peter sig selv. Falder de ikke snart ned? Han var lidt bange for, at alting ville vælte, bare fordi det ikke stod i rette vinkler. Men som han gik længere ind mod byens torv, opdagede han, at ingen virkede bange. Tværtimod. Folk grinede, dansede og pyntede op med guirlander, der var bundet sammen af alt muligt fra gamle fiskestænger til farverige lakridskonfekt-stykker.
Pludselig stod Bastian foran ham. Hej med dig, sagde Bastian og viftede med sin ene blå og sin ene gule sko. Du ser da frygtelig lige ud. Er du okay? Peter kiggede ned af sig selv. Jeg er da bare normal, svarede han forsigtigt. Bastian lagde hovedet på skrå, så hans hat var lige ved at falde af. Normal? Hvad er det for et kedeligt ord? Her i byen er vi alle sammen skæve på hver vores måde. Det gør os nemlig stærke. Hvis vi alle var lige, ville vi jo bare vælte på samme tid, hvis det blæste!
Peter forstod det ikke helt endnu, men han blev inviteret med hen til det store festbord. Han havde aldrig set noget lignende mad. Der var blå æbler, der smagte af jordbæris, og brød, der var formet som små skyer, som man næsten skulle holde fast i, for at de ikke svævede væk fra tallerkenen.
Ved bordet sad Gerda. Hendes hår var i dag knaldorange med lilla prikker. Prøv en kage, Peter, sagde hun og rakte ham en firkantet muffin, der skiftede størrelse, hver gang han blinkede. Peter tog en bid. Det var den bedste kage, han nogensinde havde smagt. Den smagte af fødselsdag, sommerferie og lyden af en lille bæk på samme tid.
Mens de spiste, begyndte musikken. Det var ikke en almindelig violin eller tromme. Det var lyden af vinden i de skæve skorstene, lyden af de firkantede hjul mod brostenene og lyden af folk, der klappede i takt på deres helt egen måde. Nogle klappede hurtigt, andre langsomt, og nogle knipsede bare med tæerne.
Kom og dans! råbte Bastian og trak Peter med ud på torvet. Peter tøvede. Jeg kan ikke danse, sagde han. Jeg har aldrig lært de rigtige trin. Bastian grinede så højt, at stjernerne på hundens mave begyndte at blinke i takt. Rigtige trin? Der findes ingen rigtige trin! Du skal bare bevæge dig, som dine knæ har lyst til. Prøv at lade dine arme være som vinger og dine ben som hoppebolte.
Peter lukkede øjnene. Han tænkte på de lige gader i Naboløs og de stive hække. Så tænkte han på den vidunderlige muffins smag. Langsomt begyndte han at bevæge sig. Først lignede han en robot, der trængte til olie, men pludselig mærkede han det. Glæden ved bare at være til. Han begyndte at hvirvle rundt. Hans skjorte blev krøllet, og hans hår kom til at stritte til alle sider. Han var ikke længere “lige Peter” – han var bare Peter. Og det føltes som at kunne flyve.
Rundt omkring ham dansede alle de andre. Der var en mand med en gigantisk ur-halskæde, der gik baglæns, og en lille pige med sommerfuglevinger, der dryssede glimmer over alle, der kom forbi. Der var ingen, der kiggede mærkeligt på hinanden. Jo mere mærkelig man var, jo flere high-fives fik man.
Festen fortsatte hele aftenen. Peter lærte, at det ikke handlede om at gøre tingene rigtigt, men om at gøre dem med hjertet. Han opdagede, at en skæv stol faktisk var meget mere behagelig at sidde i, fordi den passede til hans trætte ryg. Han fandt ud af, at når man taler med folk, der er anderledes end en selv, lærer man de mest utrolige historier.
Da mørket faldt på, skete der noget magisk. Himlen over Skævby blev ikke bare mørkeblå. Der dukkede tre måner op. En lyserød, en grøn og en orange. De lyste landsbyen op i de vildeste farver, og stjerneskudene tegnede små kruseduller i stedet for lige streger.
Bastian lagde en arm om Peters skulder. Vil du med hjem til Naboløs i morgen? spurgte han. Peter kiggede op på de tre måner og så ned på sine egne nu meget krøllede bukser. Jeg tror, jeg bliver lidt endnu, svarede han med et stort smil. Jeg har fundet ud af, at jeg faktisk også er lidt skæv indeni. Og det er det bedste, jeg nogensinde har opdaget.
Gerda kom over og gav ham et varmt kram. Hendes hår var nu blevet blødt lyseblåt, som farven på en fredelig drøm. Husk det nu, Peter, sagde hun. Verden er alt for stor til kun at have én form. Hvis alle var lige, ville verden være som et tomt ark papir. Men når vi tør være skæve, bliver verden til det flotteste maleri.
Da festen sluttede, og alle gik hver til sit – nogle hoppede, andre rullede, og nogle sneg sig afsted på tæer – var der helt stille i Skævby. Men det var en glad stilhed. Peter lagde sig til at sove i et gæsteværelse, hvor sengen lignede en lille båd, der gyngede svagt, selvom den stod på gulvet.
Han faldt i søvn med et smil på læben, mens han drømte om firkantede hjul og blå æbler. For nu vidste han, at uanset hvor han gik hen i verden, så bar han sin helt egen skævhed med sig som en lille hemmelig superkraft.
Og sådan er det med os alle sammen. Vi har alle sammen lidt skæve kanter, nogle mærkelige vaner eller en helt særlig måde at grine på. Og det er præcis de ting, der gør, at vi passer så godt sammen. For hvis vi alle sammen var som brikkerne i det samme puslespil, ville vi jo aldrig kunne bygge noget nyt.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: [Onkel Jeppes læsebod #51 – Da skyerne lærte at bygge slotte]
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
