Der findes et sted, som ingen kan finde på et kort, men som alle kender i hjertet. Det er her, alle de tanker, man tænker, lige før man falder i søvn, bliver til virkelighed.
Midt i den store Hittepå-Have stod Villum, Malthe, Jonathan og Mia og kiggede op på det største træ, de nogensinde havde set. Det var ikke et almindeligt træ med blade og agern. Det var et Drømmetræ, og fra dets grene hang tusindvis af glitrende bobler. Hver boble var en drøm, som et barn et sted i verden lige nu sad og fandt på. Nogle bobler lignede små, flyvende lagkager, andre lignede racerbiler med vinger, og en helt lille en lignede en hund, der kunne tale flydende fransk.
De fire venner var ikke kommet dertil ved et uheld. De var blevet inviteret af selveste Snurre-Snups, en lille, rund fyr med briller af bærskaller og en hat lavet af tørret mosekoneryg. Snurre-Snups var Drømmepasser, og hans job var at sørge for, at ingen drømme nogensinde blev væk eller gik i stykker. Men i dag så han lidt bekymret ud, mens han tørrede sine briller i en tot uld fra en sky-får.
I skal hjælpe mig, sagde Snurre-Snups og pegede på et hjørne af haven, hvor græsset var blevet helt gråt. Der er nogen, der er holdt op med at drømme. Og når man holder op med det, så forsvinder farverne her i haven. Hvis farverne forsvinder her, så bliver verden udenfor også lidt mere kedelig og grå. Vi har brug for en rigtig stor drøm for at tænde for lyset igen.
Mia trådte frem og lagde en hånd på det grå græs. Hun kunne mærke, at det føltes koldt, som om det havde glemt, hvordan solen varmede. Jonathan, Malthe og Villum kiggede på hinanden. De vidste godt, at de var gode til at finde på ting, men hvordan lavede man en drøm, der var stærk nok til at redde en hel have?
Vi skal bruge noget fra os alle fire, sagde Villum. Han lukkede øjnene og tænkte på lyden af bølger mod en strand og duften af nyslået græs. Malthe tænkte på følelsen af at vinde en fodboldkamp i sidste sekund, og Jonathan tænkte på det vildeste eventyr med drager, der ikke spyede ild, men derimod sprøjtede med saftevand. Mia tænkte på det vigtigste af det hele: følelsen af at være sammen og vide, at man aldrig er alene.
De tog hinanden i hænderne, og langsomt begyndte en ny boble at forme sig mellem dem. Den var ikke bare blå eller rød, den skiftede farve hele tiden, ligesom en regnbue der har fået for meget fart på. Boblen voksede og voksede, indtil den var så stor, at Snurre-Snups måtte holde fast i sin hat for ikke at blive blæst omkuld. Da de gav slip, steg drømmen op mod toppen af Drømmetræet, og i det øjeblik den rørte ved de øverste grene, skete der noget magisk.
Et kæmpe lysglimt bredte sig fra træet og ud over hele Hittepå-Haven. Det grå græs blev grønnere end nogensinde før, og blomsterne sprang ud med små grin. Snurre-Snups hoppede af glæde og lavede en lille dans, der mest af alt lignede en forvirret humlebi.
I gjorde det! råbte han. I huskede verden på, at drømme er det vigtigste, vi har. Uden dem ville intet nyt nogensinde ske. Intet ville blive bygget, intet ville blive opfundet, og ingen ville nogensinde grine af en hund, der taler fransk.
Villum, Malthe, Jonathan og Mia kunne mærke en varm træthed brede sig i kroppen. Det tager på kræfterne at redde en hel verden af drømme. De kiggede en sidste gang på de glitrende bobler i træet og vidste, at de altid kunne komme tilbage hertil, bare de lukkede øjnene og lod tankerne flyve.
Tak til alle jer, der drømmer, hviskede Snurre-Snups, mens de fire børn langsomt begyndte at svæve tilbage mod deres egne senge. Tak fordi I gør verden farverig.
Og da de vågnede næste morgen, huskede de måske ikke præcis, hvad der var sket i Hittepå-Haven, men de smilede alle sammen lidt ekstra, da de så ud af vinduet. For de vidste, at så længe man tør drømme, så findes der ingen grænser for, hvad der kan ske.
Læs næste eventyr: Den talende hat og tavshedens kunst
Godnat og sov godt.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
