Danmark er blevet et land, hvor man ikke længere behøver at rejse ud for at opleve inkvisitionen. Den foregår dagligt på en skærm nær dig, hvor den lokale digital-domstol har permanent åbent uden dommer, men med millioner af selvbestaltede nævninge, der venter på den mindste undskyldning for at slå knuder på deres eget blodtryk.
Seneste offer for denne nationale hjerteflimmer er en fisker ved Karrebæksminde. Han gør noget så forfærdeligt som at fange fisk. Nærmere bestemt ål. Og det er ikke engang smuglerfiskeri i ly af mørket. Det foregår i fuldt dagslys, i fuld overensstemmelse med loven og inden for en national kvote på 40 tons, som staten selv har fastsat og godkendt.
Alligevel koger internettet. Kommentarsporet ligner en blanding af en masseslagsmål i folkeskolens skolegård og en religiøs vækkelsesmøde for folk, der aldrig har set en kutter på tæt hold.
Ålen er truet. Det ved alle. Havets slanke gidsel har det svært. Men logikken i det moderne Facebook-univers er skruet sådan sammen, at hvis man forbyder en dansk fisker at hente sin lovlige kvote op, så svømmer ålene åbenbart øjeblikkeligt ud af fryserne og begynder at yngle lystigt i havnen.
Det er den samme mekanik, der rammer købmanden, når mælken stiger fem øre, eller læreren der vover at sige til en elev, at det måske er en idé at slukke for telefonen i timen. Vi har skabt et samfund, hvor følelser er ophøjet til lov, og hvor den, der råber højest på sociale medier, automatisk tildeles rollen som moralens vogter.
Fiskeren i Karrebæksminde sejler ind med sin fangst. Han betaler sin skat. Han overholder reglerne. Han passer sit arbejde. Men ifølge Facebook-domstolen burde han straks smides i havnen med en fodlænke af rødspætter, fordi hans blotte eksistens krænker den digitale folkesjæl.
Det mest fascinerende ved disse digitale folkevandringer er den totale mangel på proportioner. Samme person, der sidder og tuder over en lovlig ål i en dansk fjord, tænker sjældent over, hvor resten af hverdagens fornødenheder kommer fra. De tror sandsynligvis, at fisk vokser i pakker i supermarkedets kølemontre, og at mel kommer fra en pose uden menneskelig indblanding.
Vi lever i en tid, hvor rigtige problemer står i kø. Krise på krise ruller hen over verden, energipriserne hopper og danser, og sundhedsvæsenet hænger sammen med lim og gaffatape. Men vi vælger at bruge vores kollektive energi på at skælde ud på en mand, der fanger en fisk, som staten selv har givet ham lov til at fange.
Det er trygt at være forarget over en ål. Det kræver ingen indsigt. Det kræver ingen politisk stillingtagen. Man skal bare trykke på den lille sure smiley og skrive et eller andet hysterisk om, at “børnene vil jo ikke have noget at se i fremtiden”.
Hvis ålene kunne tale, ville de nok bede de digitale krigere om at lukke munden og i stedet kigge på de virkelige trusler mod havmiljøet. Men ål taler ikke. Til gengæld gør dem, der har rigtig meget tid og rigtig lidt at give sig til, det rigtig godt på internettet.
Fiskeren sejler videre. Kysten er den samme. Og moralisterne sidder stadig og venter på den næste båd, der sejler ind med noget, de kan blive krænkede over.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
