Der findes steder i verden, hvor jorden har revnet sig så dybt, at selv solens stråler må opgive at nå bunden. Mellem de Blå Bjerge og den Grønne Dal lå netop sådan en kløft. Den var bred, den var sort, og den var så tavs, at man kunne høre sit eget hjerte banke, hvis man vovede sig for tæt på kanten. Folk i den Grønne Dal var lykkelige nok, men de led alle af den samme længsel. Hver aften, når duggen faldt, kiggede de op mod de Blå Bjerge, hvor de mest fantastiske sølvæbler voksede. De skinnede som små måner i mørket, og legenderne fortalte, at en enkelt bid kunne give en person evnen til at drømme de smukkeste drømme i syv år.
Men ingen vidste, hvordan man kom over. Der var ingen broer, ingen stier, og klipperne var så stejle og glatte, at selv de dygtigste bjergbestigere måtte give op, før de overhovedet var begyndt. Kløften var en uovervindelig mur af ingenting, der skilte dalens tryghed fra bjergenes magi. I generationer havde man talt om at bygge en bro af jern eller hugge trapper i klippen, men hver gang man forsøgte, faldt værktøjet i dybet, og modet svigtede. Man vænnede sig til at kigge, men aldrig røre. Man lærte at leve med afstanden.
En aften sad en lille dreng ved navn Villum ved kanten af den store tomhed. Han var ikke som de voksne, der talte om jern og reb. Villum var en drømmer, en af dem der lyttede mere, end han talte. Han sad der og kiggede på sølvæblerne, der glimtede deroppe, og uden at tænke over det, begyndte han at nynne en lille sang. Det var en melodi, hans bedstemor altid havde sunget for ham, når han ikke kunne sove. Det var en simpel og glad sang, der handlede om at turde tro på det, øjnene ikke altid kan se, og om at bære lyset indeni, når mørket bliver for tæt.
Pludselig skete der noget, som ingen i dalen nogensinde havde oplevet. Luften lige foran Villum begyndte at dirre. Det lignede de varmeflimmer, man ser over en varm vej om sommeren, men det her var koldt og tindrende. For hver tone Villum nynnede, dukkede der en gennemsigtig skive op i luften. Det lignede frosset lys eller krystalliseret morgendug. Skiverne lagde sig i forlængelse af hinanden og dannede en trappe, der førte lige ud over det bundløse dyb. Villum stoppede med at nynne af bar forundring, og i samme øjeblik blev trappen svagere i farven, som om den var ved at forsvinde.
Han forstod det med det samme. Han trak vejret dybt og sang igen, denne gang højere og med mere tillid. Trappen blev fast og lysende igen. Med bankende hjerte rejste Villum sig og tog et forsigtigt skridt ud i den tomme luft. Hans fod landede på den første lysende flade. Det føltes ikke som sten, men heller ikke som luft. Det var fast som det hårdeste træ, men samtidig blødt og affjedrende som en sky under hans såler. Han tog et skridt til, og endnu et. Han stod nu midt ude over kløften, svævende mellem himmel og jord, båret oppe af intet andet end sin egen sang.
Villum løb tilbage til landsbyen så hurtigt, hans ben kunne bære ham. Han råbte på alle de voksne, på smeden, på bageren og på alle sine venner. "Broen er der!" råbte han. "Vi skal bare synge den frem!" Folk rystede på hovedet. De mente, at drengen havde kigget for længe på de sølvæbler og var blevet mørkeræd eller det, der var værre. Men Villum gav ikke op. Han tog sin bedste ven, Malthe, i hånden og førte ham og en lille gruppe nysgerrige voksne hen til kløften.
Da de nåede kanten, begyndte Villum at synge igen. De lysende trin dukkede op som perler på en snor. Malthe spærrede øjnene op og begyndte at nynne med. Hans stemme var dybere, men melodien var den samme. Da de to drenge sang sammen, voksede broen dobbelt så hurtigt. Den blev bredere, stærkere og begyndte at gløde med et varmt, gyldent lys. De voksne kiggede på hinanden. Først var de bange, så var de skeptiske, men efterhånden som de så de to drenge danse sikkert ud på de usynlige trin, begyndte også de at finde tonerne frem fra gemmerne.
Det var et mærkeligt syn. En hel flok mennesker stod ved kanten af en afgrund og sang af deres lungers fulde kraft. Smeden sang med en stemme som torden, og bageren sang let og lyst. For hver person, der stemte i, blev broen mere solid. Men de opdagede hurtigt noget vigtigt. Hvis to personer begyndte at skændes om, hvem der skulle gå forrest, eller hvis nogen blev ramt af pludselig misundelse eller frygt, begyndte broen under dem at flakke og blive gennemsigtig. Den krævede renhed i hjertet og harmoni i stemmen.
I en lang, bugtende række begyndte de at gå over. De holdt hinanden i hænderne for at sikre, at ingen faldt, hvis de skulle ramme en forkert tone. Det var ikke bare en gåtur; det var en fælles præstation af tillid. De lærte, at de sværeste forhindringer i livet ofte er dem, vi selv bygger i vores hoveder, og at de kan overvindes, hvis vi bare tør stole på hinanden og finde en fælles rytme. Da de nåede midten af kløften, hvor vinden blæste hårdest, sang de højere end nogensinde før, og broen lyste så kraftigt, at den oplyste hele dalen under dem.
Da de endelig satte deres fødder på bjergets klipper, føltes luften anderledes. Den duftede af sne og sødme. Foran dem stod de store træer med sølvæblerne. De lyste så smukt, at mange af landsbyboerne fik tårer i øjnene. De plukkede ikke alle æblerne med det samme. De tog kun det, de havde brug for, for de vidste nu, at vejen til bjergene altid var der, så længe de huskede sangen og hinanden. De sad sammen under sølvæbletræerne og delte frugten, mens de så stjernerne tændes over dem.
Næste morgen, da de gik tilbage mod dalen, var broen stadig under deres fødder. Men denne gang behøvede de ikke at synge så højt. Tilliden var blevet til en del af dem. De vidste nu, at det usynlige kan være lige så virkeligt som det synlige, hvis bare man har modet til at tage det første skridt ud i det uvisse. Kløften var ikke længere en mur, der adskilte dem, men et rum for deres fælles styrke.
I dag er trappen af lys for længst blevet til en legende i den Grønne Dal, men hvis man lytter rigtig godt efter en stille aften ved kløftens kant, kan man stadig høre en svag nynnen i vinden. Det siges, at vejen stadig findes derude. Den venter bare på, at nogen finder den rigtige tone og tør tro på, at broen vil holde. For nogle gange findes de vigtigste forbindelser i verden ikke af jern og beton, men af de usynlige bånd, vi knytter, når vi tør synge sammen.
Det kræver måske bare en lille sang og et modigt hjerte at bygge en bro over selv det dybeste mørke.
Læs næste eventyr: Pigen der sang falsk
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
