Langt mod nord, hvor skyerne kysser de spidse tinder i De Hviskende Bjerge, boede en lille dreng ved navn Malthe, som bar på et modigt hjerte og en meget vigtig opgave. Hans bedstemor var nemlig blevet ramt af den grå træthed, og den eneste kur var duften af de syngende solsikker, der kun voksede på den anden side af Den Dybe Kløft.
Malthe stod ved kanten af afgrunden og kiggede ned i det uendelige mørke, hvor tågen dansede som hvide spøgelser mellem de rå klipper. Der var ingen vej over, ingen træbro, intet reb og ingen stier, der førte videre, for i tusind år havde alle sagt, at kløften var umulig at passere for dem, der kun stolede på det, de kunne røre ved. Vinden peb mellem stenene og lød næsten som små advarsler, men Malthe vidste, at han ikke kunne vende om, for bedstemors smil var det vigtigste i hele verden. Han mærkede den kolde bjergluft mod sine kinder og krammede sin rygsæk, mens han spejdede efter en løsning, selvom alt han så var det store, gabende intet, der skilte ham fra de gyldne dale på den anden side.
Pludselig hørte han en lille, sprød lyd, som om nogen tabte en perle mod en sølvplade, og ud fra en sprække i en mosbeklædt sten hoppede en skabning, han aldrig havde set før. Det var en lille frø, men ikke en helt almindelig en, for dens hud var lavet af det fineste, klareste glas, der glimtrede i alle regnbuens farver, når lyset ramte den. Den lille glasfrø kiggede op på Malthe med øjne, der lignede små funklende stjerner, og pustede sig op, som om den havde en stor hemmelighed at fortælle. Malthe satte sig på hug og rakte forsigtigt hånden frem, men frøen hoppede blot tættere på kanten af den dybe afgrund og pegede med sin gennemsigtige tå ud i den tomme luft.
Glasfrøen, som hed Glimmer, talte ikke med ord, men med små farveskift i sin gennemsigtige krop, der sendte billeder direkte ind i Malthes tanker. Han forstod pludselig, at broen over kløften ikke var bygget af tømmer eller sten, men af noget langt stærkere, som de fleste voksne havde glemt alt om for længe siden. Glimmer forklarede gennem sine lysende farver, at man aldrig ville finde vejen ved at bruge sine øjne, for øjnene ser kun de begrænsninger, verden har sat op. For at krydse Den Dybe Kløft måtte Malthe turde lukke øjnene og stole på det, hans hjerte fortalte ham var sandt, selvom fødderne endnu ikke kunne mærke fast grund under sig. Det lød farligt og helt utroligt, men da Malthe kiggede på de små glimt i frøens ryg, mærkede han en varme sprede sig i brystet, som om modet vågnede fra en dyb søvn.
Malthe tog en dyb indånding, så dyb at hans lunger føltes helt fyldte med bjergenes magi, og så lukkede han øjnene så hårdt, at han så små stjerner danse bag øjenlågene. Han tog det første skridt ud over kanten, ud i det store intet, hvor alle andre ville have troet, de ville falde, men i stedet for at falde mærkede han noget fast og varmt under sin støvle. Det føltes som at gå på en pude af solstråler, og da han langsomt bevægede sig fremad, begyndte en usynlig bro at gløde svagt under ham. Hvert skridt skabte en ring af lys i mørket, og broen foldede sig ud som en lysende sti af stjernestøv, der kun eksisterede, så længe han bevarede troen på, at den var der. Glimmer hoppede ved siden af ham og lyste vejen op med sin krop, mens de svævede højt over tågerne.
Da Malthe nåede midten af broen, begyndte tvivlen for et kort øjeblik at nage ham, for vinden tog til, og han kunne mærke, hvordan højden rev i hans tøj. Han kom til at tænke på, hvad de andre i landsbyen ville sige, hvis de så ham nu, og i det øjeblik han tænkte på frygten, begyndte broen under ham at flimre og blive tynd som papir. Han mærkede, hvordan jorden rystede, selvom der ingen jord var, og han vidste, at han måtte finde roen frem igen. Han tænkte på bedstemors varme hænder og hendes glade sange, og straks blev lyset under hans fødder stærkt og stabilt igen. Han forstod nu, at broen var et spejl af hans eget indre, og at vejen frem altid krævede, at man bar sit eget lys med sig.
På den anden side af kløften åbnede en helt ny verden sig, hvor græsset var blødere end silke, og blomsterne ikke bare duftede, men nynnede små melodier til hinanden. Det var her, de syngende solsikker stod i store gyldne klynger og svajede i takt til en musik, der kom fra selve jorden. Hver solsikke havde et lille, venligt ansigt i midten, der lyste af venlighed, og deres sang handlede om alt det gode, der findes i verden, hvis man bare tør lede efter det. Malthe plukkede forsigtigt en lille buket og lagde dem i sin rygsæk, og han kunne mærke, hvordan hele hans taske begyndte at vibrere af glæde og livskraft. Glimmer hoppede glad rundt mellem blomsterne og lignede nu en lille diamant, der legede i solen.
Turen tilbage over den usynlige bro var meget lettere, for nu vidste Malthe, at det usynlige ofte er det mest virkelige, vi har. Han behøvede ikke engang at knibe øjnene helt sammen denne gang, for han bar tilliden indeni sig, og broen lyste klarere end nogensinde før, næsten som om den fejrede hans sejr. Da han trådte tilbage på den velkendte klippekant ved sin egen side af bjergene, kiggede han tilbage en sidste gang, men broen var allerede forsvundet i den blå eftermiddagsluft. Kun Glimmer sad tilbage på stenen og blinkede en sidste gang til ham, før den forsvandt ind i sprækken og efterlod en lille duft af sommerregn og magi.
Da Malthe kom hjem og gav bedstemor de syngende solsikker, skete der noget vidunderligt, for så snart hun trak vejret ind og hørte deres svage nynnen, forsvandt den grå træthed fra hendes ansigt. Hendes øjne blev klare igen, og hun begyndte at fortælle historier fra gamle dage, som Malthe aldrig havde hørt før. Hun spurgte ham aldrig, hvordan han var kommet over kløften, for hun kunne se det i hans øjne – han var vendt tilbage med mere end bare blomster. Han var vendt hjem med viden om, at hjertet kan se veje, som øjnene aldrig finder, og at de sværeste kløfter i livet altid kan overvindes, hvis man tør tage det første skridt i tro. Malthe vidste nu, at han aldrig behøvede at være bange for mørket eller dybet igen, for han vidste præcis, hvordan man byggede broer af lys.
Læs næste eventyr: Dragen der glemte sin ild og fandt en ven
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
