I går mødte jeg gaaaamle kolleger fra TV Aalborg. Jeg var der omkring 90' og husker alt som var det igår.
Det var dengang der for alvor var lokalTV til. Dengang hvor vi troede, at alt kunne lade dig gøre – og så kunne det. Det lignede måske ikke en million og det var næppe fejlfrit – men det var ærligt og det var skabt af et enormt engagement og en tro på, at vi sammen kunne løfte. Og det kunne vi.
Det blev til mange timers TV. Som dækkede det lokale liv som det leves. Uden den store skelen til seertal – men med en oprigtig kærlighed til at være overalt i byen. Og også dække det ingen andre gad.
For mig var TV Aalborg både en fantastisk lejrskole, hvor vi elskede vores station så højt, at vi ikke gik voldsomt op i arbejdstider. Vi blev, fordi vi ville skabe. Blev, fordi der var ideer der skulle afprøves – og blev, fordi gruppen af medarbejdere og frivillige var fantastiske at skabe TV sammen med.
At gense de mennesker, som jeg havde det arbejdsfællesskab med for godt 25 år siden, var fantastisk. Det er først, når man triller en tur ned af mindernes boulevard, at man finder ud af HVOR stor betydning folk man møder har på det, man er blevet.
TV Aalborg var stedet, hvor alt kunne ske. Og skete. Hvor vi elskede hinandens selskab og hvor det meste var en fest.
Det var også for mig starten på hele min karriere. Stedet, hvor de to chefer Vagn og Peter gav mig chancen for at blive vært første gang. En evne jeg ikke selv havde set, men mit senere liv viste, at de nok havde ret. Jeg elskede det fra første sekund – og selvom jeg elsker mit liv nu, savner jeg at sidde foran kameraet hver eneste dag.
Igår mødtes vi igen. Folk der påvirkede mig og skubbede mig igang – og folk jeg selv skubbede på.
Carsten som jeg tvang på i en dødsdrome på Hjallerup Marked og som idag er verdens bedste steadycam operatør med opgaver overalt på kloden. Jesper, som er min bedste ven og et menneske hvis faglighed vi alle nyder godt af på de stærkeste formater på TV2. En masse der fortsat arbejder med at styrke lokal journalistik – og en masse, der enten er kommet på nationale stationer eller på anden vis stortrives på den base vi byggede dengang. Jeg tror vi alle så på hinanden med viden om, at vi alle er del af grunden til, at alle er hvor de er – og hvem de er blevet.
Intet kan slå den pioner-ånd der herskede på fjernsynets lokale kamppladser. Vi ville! Og ville også det, vi ikke kunne. Og så kunne vi pludselig.
Jeg tror mange fra den tids lokale og regionale stationer kan nikke genkendende til betydningen af at lege sig ukueligt frem i ukendt land. Og lykkes.
Sådan var ihvertfald TV Aalborg i de glade 80/90ere. Jeg skylder dem alle det meste. Og for satan da hvor skulle man oftere slendre en tur tilbage i tiden. Ved at mindes former man også morgendagen.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
