Den minder om barndom, hvor man vågnede med et sæt da far og mor sagde det var hvidt og ukueligt kastede sig ud med kælk i håbet om, at een centimeter var nok.
Følelsen af, at det nok snart var jul, nytår og fødselsdagen i Februar. Hygge forude indenfor og iskolde kinder i varmt tøj ude. Smagen af varm kakao var allerede den første morgen nærværende.
Man forsøgte at skrabe en snebold, men den endte i pulversne i luften når man kastede den og vinden førte alt tilbage på een selv.
Hvornår begyndte man mon istedet at tænke, at nu skal bilen til at skrabes, vejene er glatte og transporttiden forlænget? Nu skal der saltes og så kommer den der jul med gaveindkøb, hovedrengøring, gran der drysser indendørs og nytårets påmindelse om, at der nu er gået endnu et år af livet?
Imorges stod jeg op før de andre. Opdagede sneen. Gik ud og kastede en pulverbold, nød de kolde kinder og erstattede voksentvivl med barnetro.
Men jeg kunne ikke finde kælken… Kan du?
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
