Jeg har altid givet nye partier en underskrift, med mindre de da står for noget jeg mener er direkte farligt.
Nationalpartiet fik også en kærlig hilsen, da de i starten havde fokus på en bred politisk virkelighed og favnede – samt havde nogle fornuftige dygtige folk i front, som jeg kender fra den kommunale scene. Stemme på dem, aldrig! Men demokratiet lever af, at alle har chancen. Så i virkeligheden skriver jeg tit under i protest over hele det administrative helvede det er, at give vælgerne muligheden for at vælge.
Yahya har dog sat en anden dagsorden, som partiet taler op – og det er en ensidig fokus på enkelte politik-områder med en storsvovlende kendt digter i en form art-performance i spidsen, der raser over spørgsmål han ikke synes er fair – istedet for at svare ordentligt. Den debattone ønsker jeg ikke kommer videre.
Politik er ikke en kunstnerisk platform for enetaler og bogsalg – og må aldrig blive det! Politik er en virkelighed, der skal sætte rammerne om mit liv. Yahya er en fin digter og skøn provokatør – men jeg stoler ikke på at han kan skabe en ramme jeg gider leve i – ligesom jeg ikke stoler på dømmekraften hos dem, der trådte tilbage for at få Yahya Hassan i front. Jeg kunne ha støttet partiet til at få en chance ved et valg, men ville ikke tilgive mig selv, hvis vi får en lyrisk udgave af jacob Haugaard på talerstolen med min hjælp.
Hassan har i næsten alle interviews fremhævet at “han har et forlag i ryggen” hvilket er en misforståelse af politik. I politik har man vælgere i ryggen. Ellers er man intet. Så tilbage til forlaget med dig.
Derfor ligger min ellers godkendte vælgererklæring her sammen med resten af Villums frokost og den kommer ikke videre.


Vil du have Søeforklaringer i indbakken?






