Der er mere dybde i “Totte rydder op” end i Rasmus Seebachs samlede tekstunivers. Jeg ærgrer mig altid gul og grøn, når en kunstner endelig erobrer top-listerne med sange på dansk, og man opdager, at de i virkeligheden ikke ville os noget som helst.
Hvad får vi ud af at synge med på “Jeg sku' bli' gammel med dig. Lykken var gjort, jeg skulle gør' dig til mor. (yeah)” eller det nærmest dybdeborende filosofiske omkvæd “Om du fattigrøv eller millionær. Ha dig i solskin og modvind. Elsker dig for den du er. Uh, åh, iih eeey ih uh na na na hey hey”.
Svaret er todelt: 1. Jeg er blevet gammel. 2. Det banale kan stadig en masse.
Hvergang jeg hører et Rasmus Seebach nummer der rammer mig, er det en gammel sang fra farmand, med teksthjælp fra poppens ultimative ordkløver Keld Heick. Deres samspil skabte store ting, der stadig holder. Og når jeg lytter til stjernerne under himlen, sunget af sønnike på en stor scene, afsluttende med et fingerkys mod himlen, er øjnene ikke tørre længere. Banalt, absolut. Men det virker både følelsesmæssigt og kommercielt. Og nogle få gange endda næsten ægte.
Igår var der københavner-premiere på “SEEBACH”. Musicalen fra fænomenale Fredericia Teater der leverer indiskutabel topklasse hver eneste gang. Vi har anmeldt den på [et cetera] Magazine da den spillede i Fredericia og gav 6 stjerner. Mest fordi der ikke findes syv i vores system. Den bliver ikke ringere af, at ses på den gamle scene på det kongelige.
Forestillingen er bygget op omkring en sammenligning af Tommy og Rasmus liv. Umiddelbart en søgt sammenligning, der dog også er sket i utallige dokumentarfilm og i den kampagne der fik Rasmus på toppen. Der er i mine øjne en verden til forskel på de to. Tommy kæmpede sig op og faldt dybt. Så dybt, at det kostede ham livet. Rasmus stod på hele den fortælling og startede derfor med et stærkere fundament. Da jeg derfor hørte, at en musical ville lave den sammenligning slog jeg korsets tegn foran mig. Men da jeg i årevis har fulgt Fredericia Teater og set dem udføre mirakler før, var det teatrets brand der fik mig afsted.
Og de lykkedes fandme. Jeg græd to gange undervejs og grinede dobbelt så meget. Og jeg endte endda med flere gange at tænke, at det var en virkelig dyb tekst, at ville tage en kæreste med på en øde ø. Hvordan pokker kan man få mig til at føle det?
Fredericia Teater kender deres eventyrlige virkemidler. Historien er i højsædet og musikken spiller en understøttende birolle i den grundfortælling de vil os. Og de vil os noget. Tommys tre børn, der måtte så urimeligt meget igennem i samværet med den ramte far, som benyttede flaskens ånd til at forsøge at forstå en verden, som han mente havde misforstået ham. Svigtet ham. I en scene sidder de voksne børn foran et skænderi mellem mor og far. De kigger tomt ud i rummet på publikum, mens skænderiet foregår. Det tapet oplever vi tilskuere for første gang – mens børnene ikke længere ænser skænderiet fra scenens forkant, fordi det for dem ikke var værd at opleve længere. Det var dagligdag.
Teatret har ladet de tre børn være gennemgående i de mange skift mellem dengang og nu. At se børnenes reaktioner på deres eget liv giver forestillingen igennem både latterkrampe og ondt i maven. Det er skarpt fortalt og det virker. Pludselig handler det ikke længere om Tommy og Rasmus – men om at være familie i en verden, der kræver mere end vi kan leve op til.
Jeg mødte Tommy Seebach fire gange som ung. Første gang var han feteret til en premiere på den røde løber. De sidste tre gange sad han på Bakken bag et orgel og spillede for 3 fulde svenskere, en lommetyv og mig. Blikket var tomt. Det var som en båndafspiller der spillede hit for hit uden sjæl og lyst – men for overlevelse. Jeg glemmer aldrig det blik. Og man glemmer ofte dem, der lever med blikket til hverdag.
Fredericia Teater og teaterdirektør Søren Møller gjorde det også med shu-bi-dua. De tog de meste banale små stikpiller ud af en ikonisk og ironisk sang og puttede dem ind i et alvorligt univers. Og hævede omkvædet til lyrik. Enkelte gange må Bondesen og co. havde været stolte af endelig at opleve nogen, der kunne se deres geniale undertoner – andre gange har de sikkert været overraskede over, hvad en tekst om en alkoholiker på en bar kan ophæves til. Teatrets folk formår at trække en sætning ud af banalitetens univers og hive den ind den store kunst.
Jeg mindes Benny Andersen, som engang fortalte mig at den sætning, som vi alle vurderer ham som genial for – den om fugle der flyver i flok, når de er mange nok – er mega banal. “De fugle kan jo ikke andet, det er jo bare logik”, siger digteren selv. Og sådan er det med kunsten, der ofte tolkes i alle retninger hos beskueren – og selv kunstneren bliver overrasket af resultatet.
Jeg formoder Rasmus Seebach mærkede det samme, da han så forestillingen, når man pludselig sidder og tuder over, at hans far ville tage hans mor med på en øde ø som eneste genstand. Pludselig giver det mening at sige tingene som de er – uden at pynte med lånte ord, sindbilleder eller synonymer. Nu rimer hjerte på smerte, som det jo gør. Så kan elitens litterære sidde og slå sig på lårene af grin, mens de selv mener de er mere misforståede og oversete end Tommy Seebach nogensinde var.
Vi lever i en tid, hvor populisme er et skældsord, selvom det i virkeligheden kunne dække over et forsøg på at sige tingene folkeligt og som de er. Hvor det banale udskældes i særlig grad, selvom det er beskrivende for ting, vi alle kender til.
Jeg stikker respektfuldt piben ind og erkender, at tårerne løb ned ad kinderne på mig, da vi på scenen tog afsked med en dansk sangskriver, der skrev om ting vi vidste i forvejen. Og som min 10-årige sagde på vej ud “nu er jeg fan af Rasmus Seebach igen”. Om det så er på baggrund af billige tricks, Fredericias faglighed eller noget tredie er mig ligegyldigt. Det er som om Søren Møller kunne beslutte sig for at lave telefonbøger om til musicals og ville lykkes med det, grundet et helt fantastisk cast.
I bilen hjem i nat søgte sønnike på Tommy og Rasmus på youtube, efter år med pause fra de sange. “Elsker dig for den du er. Uh, åh, iih eeey ih uh na na na hey hey”. Der er sgu langt fra København til Aalborg! Men vi sang med… takket være Fredericia Teater.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
