Der er noget næsten rørende over synet af voksne mennesker på Borgen, som med indstuderet skævhed i slipset og strategisk kaffe i papkrus forsøger at ligne nogen, man kunne møde i køen i Bilka. Men lad os nu være ærlige et øjeblik: Folkelighed er ikke en stylingøvelse. Det er ikke noget, man bestiller hos en kommunikationsrådgiver mellem et medietræningsforløb og et foto i opsmøgede skjorteærmer.
De uldne i kanten på Borgen
Jeg læste RÆSON, og tanken meldte sig med det samme: Vi er nået til et punkt, hvor politisk folkelighed alt for ofte bliver behandlet som et salgstrick. Som emballage. Som en slags demokratisk deodorant, man sprayer på kandidater og ministre, så de dufter lidt mere af parcelhus, leverpostej og “jeg er helt nede på jorden”. Det er bare ikke sådan, ægte folkelighed virker. Den kan ikke performes frem af et bureau. Den kan ikke skrues på med den rigtige casevideo, den rigtige latter og den rigtige tur forbi pølsevognen.
For folkelighed er jo ikke, at man siger “altså” lidt oftere i et interview eller stiller sig op foran en køkkenø, man ikke selv har lavet mad i de sidste seks måneder. Folkelighed er ikke at være ulden i kanten på kommando. Det er ikke at få slebet kanterne af sin magt, så den ser mere spiselig ud i prime time. Når de professionelle på Christiansborg forsøger at virke almindelige, bliver det ofte netop det modsatte. Det bliver påtaget. Indøvet. Nærmest laboratoriefremstillet. Og så sidder vælgerne tilbage med den dér fornemmelse, man også får, når en reklame prøver for hårdt på at ligne virkelighed. Det er ikke folkelighed, det er produktplacering.
Det mest afslørende er faktisk ikke, at politikere gerne vil virke menneskelige. Det må de hjertens gerne. Det afslørende er, hvor mange der tror, at menneskelighed kan iscenesættes som kampagnegreb. Som om autenticitet er en rekvisit. Som om ordentlighed er noget, man kan lægge oven på magten som et Instagram-filter. Det er den gamle forveksling mellem at være noget og at se ud som om man er det. Og den forveksling er ved at blive en hel lille industri.
Man ser det hele tiden. Den professionelle afpolstring. Den nøje afmålte selvudlevering. Den lille anekdote om opvasken, børnene, cykelturen, den brændte lasagne. Alt sammen fortalt med det formål at sende et signal om, at “jeg er faktisk ligesom jer”. Men nej. Du er ikke ligesom “folk”, når du bruger “folk” som kulisse. Så er folkeligheden reduceret til et redskab. En vare. En brandingøvelse for de uldne i kanten på Borgen, der meget gerne vil ligne nogen, der aldrig har set indersiden af et strategioplæg.
Folkelighed kan ikke leases
Det er jo netop det folkelige, de forsøger at låne uden at betale prisen for det. For ægte folkelighed kommer ikke af at tale lidt mere uprætentiøst på tv. Den kommer af levet liv. Af kontakt. Af nysgerrighed. Af, at man ikke ser mennesker som segmenter, men som mennesker. Den kommer af, at man tør være til stede uden hele tiden at spørge sig selv, hvordan det spiller i fokusgruppen. Grundtvig talte om folkelighed som noget levende, noget der voksede ud af ånd, sprog og fællesskab. Ikke som et kostume for karrieremennesker med en presseplan.
Og her er problemet: Når vælgerne igen og igen bliver mødt af fabrikeret folkelighed, vokser kynismen. Ikke bare over for den enkelte politiker, men over for politik som sådan. For hvis alt er opsat, hvis hvert grin er godkendt, hvis hver “ærlige” sætning er testet, så begynder folk med god grund at tænke, at der ikke står et menneske foran dem, men en kampagne. Og folkestyret kan faktisk godt tåle uenighed, fejl og kant. Det, det ikke tåler i længden, er fornemmelsen af, at alt er fake.
Det almindelige menneske er ikke en rekvisit
Derfor burde nogen snart sige det højt inde på gangene omkring Christiansborg: Hvis du vil være folkelig, så begynd med at interessere dig oprigtigt for folk. Ikke for deres imageværdi. Ikke for deres vælgerpotentiale. Men for deres liv. Deres bekymringer. Deres humor. Deres vrede. Deres håb. Folkelighed er ikke at tale ned. Heller ikke at tale smart om at tale ned. Det er at tale sandt. Og helst uden at have spurgt tre rådgivere, hvordan sandheden performer.
Det er selvfølgelig mere risikabelt. Det er langt mere sikkert at være glat. Mere kontrolleret at være lidt “tilpas almindelig”. Men det er også derfor, det lugter så fælt af produktudvikling, når endnu en politiker forsøger at sælge sig selv som “en helt almindelig dansker”, samtidig med at alt vedkommende foretager sig er gennemkommunikeret ned til mindste kaffekop. Den slags kan måske narre et kamera et øjeblik. Men sjældent et menneske ret længe.
Så nej. Folkelighed er ikke noget, man ansætter en kommunikationsrådgiver til at fake. Det er ikke en overfrakke, man tager på, når meningsmålingerne bliver træls. Det er en måde at være i verden på. Og hvis man ikke ejer den, skal man måske holde op med at spille den. Der er faktisk noget befriende ved politikere, der bare står ved, at de er magtmennesker med ambitioner og kanter. Det andet er værre: den simulerede nærhed. Den indstuderede almindelighed. Den uldne kant som salgsfremstød.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
