Der var engang, i et land hvor sandet glimtede som stødt guld og vinden altid lugtede en lille smule af kanel, et meget særligt tæppe ved navn Søren. Søren var ikke et helt almindeligt tæppe, som dem man tørrer sine fødder i, eller dem man lægger under sofabordet for at skjule en plet fra en tabt frikadelle. Nej, Søren var et vaskeægte, håndvævet, magisk flyvende tæppe med silkevævede mønstre og kvaste i hjørnerne, der glimtede i måneskinnet.
Men Søren havde en hemmelighed, som han ikke engang turde fortælle til de gamle støvede krukker i basaren. Søren var nemlig dødsensangst for højder. Hver gang han kom mere end ti centimeter op over jorden, begyndte hans kvaste at ryste, og hans mønstre blev helt blege og uldne i kanten. Mens de andre flyvende tæpper i den magiske basar pralede med, hvordan de havde svævet over de højeste bjergtinder eller leget tagfat med lynene i en tordenbyge, holdt Søren sig pænt i skyggen.
Han boede i det fjerneste hjørne af "Aladdins Overskudslager", klemt inde mellem en rusten lampe, der aldrig svarede når man gned på den, og en bunke helt almindelige køkkentæpper, der ikke engang kunne hoppe. Søren elskede sit hjørne. Her var der ingen fare for at falde ned, og det højeste han nogensinde vovede sig, var når han skulle rystes fri for støv af den gamle købmand, og selv der lukkede han øjnene så hårdt, at han fik knuder på sine frynser.
Søren drømte tit om at være modig. Han drømte om at mærke den kolde bjergluft og se verden oppefra, men så snart han bare tænkte på at kigge ned fra en vindueskarm, fik han det, man i tæppeverdenen kalder "ulden mave". De andre tæpper drillede ham ofte. Især et stort, prangende persertæppe ved navn Maximilian, der altid talte om sin tid hos en sultan. Maximilian elskede at flyve så højt, at han næsten kunne kildre stjernerne under deres tæer.
Hvad skal vi med et tæppe, der foretrækker at ligge fladt på maven, Søren? spurgte Maximilian tit med en hånlig rysten i sine guldbelagte kvaste. Du er jo i virkeligheden bare en dørmåtte med storhedsvanvid! Søren svarede aldrig. Han rullede sig bare lidt tættere sammen om sig selv og ønskede, at han var lavet af groft jute i stedet for den fineste silke. For hvis man var en dørmåtte, var det helt acceptabelt at blive på jorden.
En dag skete der dog noget, der ændrede alt i den lille magiske by. Solen var netop ved at gå ned og farvede himlen i nuancer af fersken og viol, da et voldsomt vindpust ramte basaren. Det var ikke bare en lille brise, men en rigtig troldmandsvind, der havde forvildet sig væk fra de store sletter. Vinden hvirvlede gennem gaderne, væltede kurve med dadler og fik de flyvende tæpper til at flagre vildt i deres ophæng.
Midt i alt postyret lød der et lille, tyndt pip. Det kom fra det gamle stentårn, der stod midt på byens torv. Tårnet var så højt, at toppen altid var skjult i en lille privat sky, og på den øverste afsats havde en lille, lyseblå fuglefamilie deres rede. Men troldmandsvinden var nådesløs. Med et kraftigt ryk blæste den den mindste af fugleungerne – en lille dunet sag med alt for store øjne – direkte ud over kanten.
Byens folk kiggede op og gispede. Fugleungen baskede desperat med sine små vinger, der endnu ikke var stærke nok til at bære den. Den faldt hurtigere og hurtigere. Maximilian og de andre store tæpper forsøgte at lette, men vinden var for stærk for dem. De blev kastet rundt som vasketøj og måtte opgive at nå op i den højde, hvor fuglen befandt sig. Det krævede en helt særlig form for præcision at styre i den slags vejr, og deres arrogance var ikke til meget hjælp mod naturens kræfter.
Søren så det hele fra sit hjørne i basaren. Han mærkede, hvordan hans uldne mave slog kolbøtter. Han var bange. Han var mere bange, end han nogensinde havde været før. Men da han så den lille fugls skrækkelige fald, skete der noget indeni ham. Det var som om hans silketråde blev strammet op, og en varme bredte sig fra hans midte og helt ud i de yderste frynser.
Uden at tænke over højden, uden at mærke efter svimmelheden, kastede Søren sig ud i vinden. Han fløj ikke, som de andre tæpper gjorde – med store, selvsikre bevægelser. Søren fløj fladt. Han holdt sig helt stiv, som om han var spændt ud på en ramme, og brugte vinden til at glide sidelæns opad. Han lukkede øjnene halvt, så han kun kunne se den lille blå prik, der faldt mod ham.
Højere og højere kom han. Ti meter. Tyve meter. Halvtreds meter. Verden dernede blev mindre og mindre, men Søren nægtede at kigge ned. Han fokuserede kun på pibet. Da fugleungen var kun få meter fra at ramme de hårde brosten, lavede Søren et dyk, han aldrig havde lært. Han foldede sig sammen som en rutsjebane og fangede den lille fugl midt på sin bløde overflade.
Vinden forsøgte at flå i ham, at vende ham på vrangen og sende ham i fordærv, men Søren holdt fast. Han mærkede det lille hjerte banke mod sin uld, og det gav ham en styrke, han ikke anede, han besad. Han begyndte at stige igen. Nu kiggede han ikke bare på fuglen, han kiggede op mod tårnets top. Han vidste, at den lille unge ikke kunne overleve natten på jorden uden sin mor.
Med rystende kvaste og en vilje af jern kæmpede han sig vej op gennem de hvirvlende skyer. Hver gang han mærkede frygten bide i sig, kiggede han på fugleungen, der nu var holdt op med at pippe og i stedet puttede sig trygt i hans mønstre. Da de nåede toppen af tårnet, landede Søren blødt på den smalle afsats. Fuglemoren kom hurtigt hen og puffede kærligt til sin unge, og Søren mærkede en taknemmelighed, der var bedre end nogen guldtråd.
Han blev liggende på afsatsen i lang tid. Han kiggede ikke ned med det samme. Han kiggede ud. Han så solen forsvinde helt bag horisonten og de første stjerner tændes. Heroppe fra var verden ikke skræmmende. Den var smuk. Den lignede et enormt tæppe af lys og skygger, som han selv var en del af.
Da Søren endelig fløj ned igen, gjorde han det langsomt og med en helt ny værdighed. Han landede ikke i sit mørke hjørne. Han landede midt på torvet, hvor de andre tæpper ventede i tavshed. Maximilian kom hen til ham, bøjede sine kvaste dybt og sagde ikke et ord. Han behøvede det ikke. Alle vidste nu, at mod ikke handler om mangel på frygt, men om at gøre det rigtige, selvom frygten prøver at holde en nede.
Søren blev aldrig helt fri for sin højdeskræk. Han foretrak stadig de lave flyveture over blomstermarkerne, hvor han kunne dufte til græsset. Men hver gang han mærkede et lille sug i maven, huskede han på den lyseblå fugleunge og på stjernerne fra tårnets top. Og fra den dag af blev han aldrig kaldt for en dørmåtte igen. Han var Søren – tæppet, der fandt sit mod i de højder, han frygtede mest.
Læs næste eventyr: [Den glemsomme guldsmed og de forsvundne vinger]
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
