Langt ude på de glemte sidespor, hvor græsset vokser mellem skinnerne, og rusten fortæller historier om gamle dage, boede et lille damptog, som hed Tøffe. Han var ikke ligesom de store, blanke lyntog, der susede forbi på hovedlinjerne med deres strømlinede næser og vigtige miner.
Det lille damptog, som hed Tøffe, havde kun tre små vogne og en skorsten, der sendte små, hjerteformede røgskyer op i luften, hver gang han virkelig anstrengte sig. De andre tog grinede ofte af ham, når de mødtes ved den store drejeskive. De kaldte ham for en antikvitet og spurgte sarkastisk, om han overhovedet kunne nå til næste station, før kullene slap op. Men Tøffe havde en hemmelighed, som ingen af de hurtige tog kendte til. Han drømte nemlig om at køre helt til verdens ende for at se, hvad der gemte sig der, hvor skinnerne stoppede og himlen begyndte.
En morgen med mod i kedlen
En tidlig tirsdag morgen, mens duggen stadig lå som små diamanter på de gamle jernskinner, besluttede Tøffe, at det skulle være dagen. Han fyldte sin kedel med det klareste kildevand og sine kulkasser med de fineste, sorte sten, han kunne finde. Med et lille, beslutsomt fløjt satte han i gang. Han kørte ikke mod de store byer eller de travle havne, men drejede i stedet af ved det gamle, glemte sporskifte, der pegede direkte mod de Horisontblå Bjerge.
Det første stykke af vejen gik gennem Skoven med de Kæmpemæssige Hvisken. Her var træerne så høje, at deres toppe kildede skyerne, og svampene på skovbunden var så store, at Tøffe kunne køre lige under deres rødplettede hatte. Blomsterne langs sporet var enorme solsikker, der drejede deres ansigter efter ham og hviskede opmuntrende ord om mod og nysgerrighed. Tøffe mærkede, hvordan hans små hjul sang en rytmisk sang mod skinnerne, og hans røgskyer skiftede farve fra grå til en blid lilla, hver gang han så noget nyt og forunderligt.
Tøffe mødte en hare med sølvfarvede ører, der hoppede ved siden af skinnerne i et stykke tid. Haren spurgte, hvor et så lille tog dog var på vej hen helt alene. Da Tøffe fortalte, at han var på vej til verdens ende, stoppede haren op og spærrede øjnene op. Den advarede ham om, at vejen var lang, og at han ville møde udfordringer, som selv de største lokomotiver ville frygte. Men Tøffe smilede bare med sit messingfarvede ansigt og svarede, at store eventyr ikke kræver store maskiner, men kun et hjerte, der tør køre fremad.
Den gnavne bro og de dybe dale
Som dagen skred frem, blev terrænet stejlere. Skinnerne begyndte at bugte sig opad mod de skyhøje tinder, og Tøffe måtte virkelig lægge kræfterne i. Hans små stempler arbejdede hårdt, og dampen hvæsede fra hans ventiler, da han nåede frem til Kløften af Suk. Over denne dybe, tågefyldte afgrund strakte der sig en enorm, gammel stenbro. Men det var ikke en helt almindelig bro. Stenene i broens buer dannede et ansigt, der så både meget træt og utrolig gnavent ud.
Da Tøffes hjul rørte ved broens første sten, vågnede den med et dybt, rumlende gab. Broen kiggede ned på det lille tog og spurgte med en stemme, der lød som rullende klippestykker, hvorfor den dog skulle ulejlige sig med at holde sig oppe for så lille en gæst. Den fortalte, at den i århundreder kun havde båret på kongelige karavaner og mægtige krigsmaskiner, og at et lille damptog med tre små vogne nærmest var en fornærmelse mod dens værdighed.
Tøffe holdt inde midt på broen og kiggede ud over kanten, ned i den hvide tåge, der lignede vat. Han sagde til broen, at han måske ikke var tung eller vigtig i verdens øjne, men at han bar på noget, som broen måske havde glemt gennem alle de år, den havde stået her alene. Han bar på forventningens glæde. Han fortalte broen om de magiske svampe, han havde set, og om haren med sølvørerne. Langsomt begyndte broens hårde stenansigt at blødes op. Den havde ikke hørt en god historie i flere hundrede år, og før Tøffe vidste af det, nynnede broen en lavmælt melodi, mens den forsigtigt bar ham over på den anden side.
Hvor skinnerne bliver til stjernestøv
Efter mange dages rejse, hvor Tøffe havde kørt gennem Dale af Mistede Sokker og forbi Vandfald af Flydende Fantasi, nåede han endelig til det sted, hvor jorden så ud til at holde op. Han stod på toppen af en flad klippe, og foran ham sluttede skinnerne brat. Men der var ikke noget sort hul eller en mur. I stedet bredte der sig et syn, som tog pusten fra det lille lokomotiv.
Verdens ende var ikke en afslutning, men en begyndelse på noget helt nyt. Foran Tøffe svævede små øer af guld og krystal i et hav af stjernestøv og lilla tåge. Himlen var fyldt med planeter, der lignede store glaskugler, og mælkevejen bugtede sig som en flod af lys lige foran hans næse. Tøffe opdagede, at hans egne skinner ikke bare stoppede, men forvandlede sig til lysende bånd af ren energi, der rakte ud i det uendelige univers.
Han indså nu, at de store tog på hovedlinjerne aldrig ville finde dette sted, fordi de havde for travlt med at kigge på deres ure og tælle deres passagerer. Man skulle være lille, langsom og fuld af undren for at finde vej hertil. Tøffe kørte forsigtigt et lille stykke ud på de lysende skinner, og han mærkede, hvordan han blev let som en fjer. Hans kedel blev fyldt med en varme, der ikke kom fra kul, men fra selve universets hjerte.
Da Tøffe senere vendte hjem til sin gamle drejeskive, sagde han ikke et ord til de store tog om, hvad han havde fundet. De ville alligevel ikke tro ham. Men hver gang han mødte et af de andre lokomotiver, der brokkede sig over forsinkelser eller kedelsten, smilede han bare sit lille messing-smil og sendte en hjerteformet lilla røgsky op mod himlen. Han vidste nemlig, at selvom man bor på et glemt sidespor, kan man sagtens have hele universet i sin baghave, hvis bare man tør køre derud, hvor de andre ikke tør.
Læs næste eventyr: Silke og kufferten der var større indeni end udenpå
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
