Det lille tog der kørte til verdens ende

Der findes et lille tog, der ikke kører på kul eller diesel, men på de fine små drømme, som børn over hele verden slipper løs, lige før de falder i dyb søvn.

Dette tog hedder Lysglimt, og det er ikke større end en mellemstor vaskebjørn, men dets mod er større end det højeste bjerg i hele galaksen.

Hver aften, når stjernerne begynder at blinke som små vågne øjne på den mørkeblå nattehimmel, ruller Lysglimt ud fra Remisen for Glemte Tanker. Remisen ligger et sted, hvor ingen voksne kan finde den – lige bag den store, gamle eg i baghaven, hvis man kigger med det helt rigtige drømmende blik. Lysglimt har en blankpudset rød facade, gyldne hjul der aldrig ruster, og en skorsten, der ikke sender sort røg ud, men derimod små, glitrende sæbebobler, der dufter af nyslået græs og varme pandekager.

Det mest fantastiske ved Lysglimt er dog ikke dets farver eller dets duft, men de skinner, det kører på. Lysglimt har nemlig ikke brug for tunge jernskinner, der ligger fast på jorden. Nej, så snart det lille tog fløjter sit muntre “tju-tju”, begynder der at vokse skinner af rent, flydende lys ud fra dets forhjul. Disse lysskinner væver sig gennem luften, over hustagene og helt op i skyerne, hvor de danner en glitrende vej mod det sted, som alle taler om, men ingen har kortlagt: Verdens Ende.

Denne nat var noget helt særligt. Luften var tyk af eventyr, og Lysglimt kunne mærke en summen i sine kedler. Det var tid til den store tur. Toget rullede forsigtigt op ad den første lysstråle, og snart var jorden under det blot et tæppe af mørke med små prikker af lys fra lygtepæle og natlamper. Lysglimt satte farten op, og dets hjul sang en sang, der lød som tusind små sølvklokker, der ringede i takt.

Første stop på rejsen var Sky-Engene. Det er her, de store, hvide kumulusskyer hviler sig efter en lang dag med at skygge for solen. Men det er ikke bare skyer; det er også her, Sky-Fårene bor. De er så runde og bløde, at man kunne bruge dem som hovedpuder, og de har små, gennemsigtige vinger, der gør, at de kan svæve langsomt rundt. Da Lysglimt rullede ind på perronen af vat, kom en flok Sky-Får hen for at hilse. De gnubbede deres bløde næser mod togets varme sider, og Lysglimt svarede ved at sende en ekstra stor sky af duftende bobler ud.

Sky-Fårene fortalte, at de var i gang med at spinde garn af månestråler, som skulle bruges til at væve nye drømmetæpper til de børn, der havde svært ved at holde varmen om natten. Lysglimt tog imod en lille pakke med “Stille-Støv” fra fårene. Det var et magisk pulver, der kunne få selv de mest urolige tanker til at falde til ro. Toget vidste nemlig, at det ville få brug for dette støv, når det nåede til de sværere dele af ruten.

Efter et kærligt fløjt fortsatte rejsen opad. Nu blev luften koldere, men Lysglimts kedel holdt alle passagererne – som denne nat bestod af tre modige tøjbajonetter og en gammel, klog bamse uden venstre øre – dejligt lune. De kørte nu over Glemselens Hav. Det er et stort, sølvskinnende vand, der flyder mellem stjernerne. Her findes alle de ting, som folk har mistet gennem tiden.

Nede i det sølvfarvede vand kunne de se gigantiske gyngeheste, der vuggede blidt, og bjerge af farverige klodser, der aldrig faldt sammen. Der lå også milliarder af enkelte sokker, som var blevet væk i vaskemaskiner over hele verden. De legede fangeleg med hinanden i de blide bølger. Lysglimt sænkede farten, så passagererne kunne vinke til en gammel cykelklokke, der ringede gladeligt nede fra dybet. Det er vigtigt at huske det, der er glemt, for intet er nogensinde helt væk, så længe der findes et tog, der kører forbi og anerkender det.

Men vejen mod Verdens Ende krævede, at de besteg Hvorfor-Bjerget. Dette bjerg er bygget af alle de spørgsmål, som børn stiller hver eneste dag. “Hvorfor er himlen blå?”, “Hvorfor sover fiskene ikke med lukkede øjne?”, “Hvorfor smager broccoli ikke af chokolade?”. For hver meter Lysglimt kravlede op ad bjergsiden, blev spørgsmålene sværere. Togets motor kæmpede og prustede: “Hvorfor-hvorfor, tju-tju, hvorfor-hvorfor”.

For at komme over toppen måtte den kloge bamse uden øre rejse sig op og svare på det sværeste spørgsmål af dem alle: “Hvor begynder en cirkel?”. Bamsen tænkte sig om længe, mens Lysglimt stod næsten stille på de stejle lysskinner. Så sagde bamsen med sin dybe, uldne stemme: “En cirkel begynder lige dér, hvor man beslutter sig for at tegne den, og den slutter aldrig, fordi kærlighed og venskab også kører i ring”. Da bamsen havde sagt det, åbnede bjerget sig, og en gylden tunnel førte dem direkte igennem til den anden side.

Nu kunne de se målet. Verdens Ende var ikke et mørkt hul eller en skræmmende mur. Det var det smukkeste syn, nogen nogensinde havde set. Det var her, at universets store bibliotek lå placeret på en platform af rent stjernestøv. Det lignede et kæmpe slot lavet af glas og lys, hvor væggene var hylder, der nåede helt op til de fjerneste galakser.

Da Lysglimt rullede ind på stationen ved Verdens Ende, blev der helt stille. Her findes der ingen ure, for tiden findes ikke på samme måde her. Her bliver alle de historier, der nogensinde er blevet fortalt – og alle dem, der endnu ikke er opfundet – opbevaret i små lysende krukker. Hver gang et barn får en god idé eller digter videre på et eventyr, begynder en ny krukke at gløde på hylderne.

Lysglimt afleverede pakken med Stille-Støv til Bibliotekaren, som var en kæmpe, usynlig vind, der talte i hvisken. Vinden forklarede, at Verdens Ende i virkeligheden er Verdens Begyndelse. Det er herfra, at alle drømme bliver sendt ud til jorden hver aften. Toget blev fyldt op med helt friske, sprøde eventyr, der var klar til at blive leveret til de børn, der skulle vågne næste morgen med hovedet fuldt af gode idéer.

Inden turen gik hjemad, tændte Lysglimt sin store forlygte. Den lyste med et varmt, gyldent skær, der afslørede en hemmelig sti af stjernestøv. Denne sti var en genvej, så de kunne nå tilbage, før den første solstråle ramte soveværelsesvinduerne. Toget kørte nu hurtigere end nogensinde. Det føltes som om, det slet ikke rørte skinnerne, men svævede på ren og skær glæde.

De passerede igen Sky-Engene, hvor fårene nu sov tungt under deres månestråletæpper. De fløj hen over Glemselens Hav, hvor de glemte sokker vinkede farvel med deres tåspidser. Lysglimt kunne mærke, at dets kedel var ved at være tom for de drømme, det startede med, men til gengæld var det fyldt med den dybe ro, man kun finder ved at have set, hvor alt starter.

Lige da natten var ved at blive til den lyseblå morgen, rullede Lysglimt ind i Remisen bag den gamle eg. Lysskinnerne bag det forsvandt langsomt, ligesom duggen forsvinder fra græsset. De tre modige tøjbajonetter og bamsen uden øre lagde sig på deres vante pladser, og Lysglimt lukkede sine metal-øjne med et lille, tilfreds suk.

Udenfor begyndte fuglene at synge, og et barn et sted i verden slog øjnene op og tænkte: “Jeg drømte om et lille tog med røde sider og skinner af lys”. Og i det øjeblik vidste Lysglimt, at rejsen havde været det hele værd. For så længe der findes nogen, der tror på det lille tog, vil skinnerne af lys altid ligge klar til at føre os alle sammen hele vejen til verdens ende og hjem igen.

Læs næste eventyr: Dragen der glemte hvordan man sprutter ild